Klubmesterskab 22

KLUBMESTERSKAB

I HURTIGSKAK 2022

Runde 1-3.


12 ud af 13 medlemmer deltager i dette års klubmesterskab i hurtigskak, hvilket er en rigtig fin deltagelse. Det kunne bare ikke ses den første spilleaften, hvor 4 afbud og 2 udeblivelser/forglemmelser gjorde starten på turneringen meget rodet. De 6 fremmødte måtte spille indbyrdes, hvad de nu kunne, og det lykkedes da også for alle at spille 3 runder.


Ikke uventet lagde Michael stærkt fra start med 3/3. Han skal jo også forsvare titlen fra 2020, når nu han blev slået sidste år af Fru Corona... Henning M. havde Sigurd helt nede i sækken, men kunne ikke med dronning og springer finde ud af at stoppe Sigurds 2 sølle og spredte bønder. Sigurd var ikke sen til at kræve remis ved stillingsgentagelse, da lejligheden bød sig. Derfor ånder begge de 2 herrer Michael i nakken med 2½ hver.


Jens var uheldig at ramle ind i både Sigurd og Michael, så han må foreløbig nøjes med 1 point. Svend Aage og Peder agerede kanonføde og fik ingen point i denne runde.


- Sigurd

Runde 4-6.


Så var der endelig nogenlunde fuldt hus. Fra starten af turneringen tog vi en beslutning om at forudsætte, at alle de aktive medlemmer ønskede at deltage i klubmesterskabet i hurtigskak. Det var set i bakspejlet en fejl, da der er 2 medlemmer, der ikke deltager. Det betyder, at der kun er 10 deltagende medlemmer, der er lagt ind i en 12 mands alle-mod-alle gruppe, og det giver noget bøvl og ventetid, når man så møder de 2 ikke-deltagende spillere, plus at turneringen nok kunne have været afviklet med en mødegang mindre. Men nu er vi i gang og må leve med forholdene. Vi er blevet en erfaring rigere...


Men til resultaterne. Vi kan vist roligt sige, at dette ikke er Jens' turnering. Han tabte til Henning M. og måtte smide et halvt til Peder og er derfor nu reelt ude af kampen om klubmesterskabet. Henning M. og Sigurd sprinter derudaf med endnu 3 pinde og Mogensen er kun væk fra en delt 1. plads pga. en manglende kamp. Henning A. satte et tårn i slag mod Sigurd og tabte, men vandt så til gengæld over Michael.


Summa summarum er Sigurd nu i front med Michael ½ point efter og Henning M. 1 point efter, men som sagt med en kamp mindre. Henning A. kan stadig blande sig i topstriden, da han mangler 2 kampe fra 1. spilledag. Det er blandt disse 4 spillere, at årets klubmester skal findes.


Sluttelig skal I lige se en afslutning, undertegnede fik lov at lave mod Knud Ole og som er lidt skakkræs, hvis jeg selv skal sige det. Det er et kendt tema (i hvert fald for mig...), men jeg har aldrig fået lov at spille det i et rigtigt parti. Knud Ole har netop spillet Lg4, og jeg ser med det samme temaet. Det kan jo så være en lille opgave, som I kan få svaret på ved at klikke på diagrammet.


- Sigurd

Runde 7-8 + en masse udsatte partier.


Lars og Jon har trukket sig fra turneringen, men derudover var der fuldt hus. I dag skulle kun spilles 2 runder og så nogle manglende kampe, og det lykkedes faktisk inden aftenen var slut at komme på omgangshøjde, så alle har spillet minimum 8 runder. Der er lige et par stykker, der har tyvstartet på sidste afdeling.


Henning M. fortsatte sin sejrsstime ved at vinde over Knud Ole - heldigt ganske vist, men alligevel. Men så satte Henning A. en stopper for den stime i deres indbyrdes parti. Og netop Henning A. fik indhentet alle sine udsatte partier og vandt 4 kampe.


Henning A. har spillet en kamp på forskud, men ser vi bort fra den, så ånder han sammen med Michael frontløberen Sigurd i nakken kun ½ point efter. Og endnu ½ point efter dem hænger Henning M. på.

Klubmesterskabet skal afgøres mellem disse 4, og da flere af dem skal mødes indbyrdes i sidste afdeling, er der stor spænding om udfaldet. Michael skal møde både Sigurd og Henning M., mens Henning A. skal møde Jens.


- Sigurd

Runde 9-11.


Så var det tid til de sidste 3 runder og en placering af skabet - so to speak. Desværre dukkede Henning M. ikke op, og et hurtigt opkald afklarede, at han desværre ikke ville dukke op. Han var ellers en af dem, der var med fremme i turneringen og havde muligheden for en topplacering, hvis resultaterne flaskede sig. Så var kun 3 tilbage til at fordele "medalje"-pladserne.


Den vigtigste topkamp blev spillet i dagens første runde, da Michael og Sigurd mødtes. Sigurd var foran med ½ point og kunne derfor nøjes med remis for at holde sig foran Michael, men hvis han også skulle holde sig foran Henning A. var det nødvendigt med et helt point. Det lykkedes Sigurd at få hele pointet godt hjulpet på vej af Michaels tidsforbrug. Dermed var klubmesterskabet sandsynligvis afgjort. Det krævede blot, at Sigurd vandt over Flemming i sidste runde, og det gjorde han.


Sigurd blev altså klubmester i hurtigskak med 10½ ud af 11 mulige point (remis mod Henning M.). Henning A. fik kilet sig ind på 2. pladsen med 10 point (tabte til Sigurd). Michael tog 3. pladsen med 9 point efter tab til de 2 førstnævnte.


Næste år bliver klubmesterskabet i hurtigskak kun for de, der tilmelder sig. Vi lavede et sats ved at melde alle til, og det blev desværre lidt rodet, da der var flere, der egentlig ikke ville være med til denne disciplin. Således klogere...


- Sigurd

SPILLEDATOER:


Tirsdag d. 19. oktober kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 30. november kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 11. januar kl. 19 - 2 runder

Tirsdag d. 15. marts kl. 19 - 3 runder