Sæson 2019-20 1

1.-HOLDET I MESTERRÆKKEN

1. runde - SLS 1 - Holbæk 2:  3½-4½

Kampen mod Holbæk 2 er startet.

Fra højre side er det 1. bræt: Michael, 2. bræt: Sigurd, 3. bræt: Jens, 4. bræt Henning A., og ved næste bord er det 5. bræt: Kim, 6. bræt: Morten, 7. bræt Henning M. og 8. bræt Peder.

Så var der dømt sæsonstart, og endda på hjemmebane. Modstanderen var Holbæk 2, der altså måtte ud på den lange køretur i år. Vi har snart mødt dette hold et par gang, og som regel med en ret lige kamp til følge. Der havde været tvivl om  Henning Mogensens deltagelse pga. øjenoperation, men det viste sig, at operationen blev aflyst, så HM var klar. Til vores hjemmekampe har vi ikke Jeppe med, og da Jan havde afbud, måtte der altså reserve til. Vi måtte lidt ned af ranglisten, men altid villige Peder slog til og fik fornøjelsen af 8.-brætttet.


Der var ingen hurtige afgørelser, så vi skulle hen omkring de 3 timer, før Henning M. på 7.-brættet måtte strække våben. Derefter måtte Jens, der i år er krøbet helt op på 3.-brættet, erkende, at hans modstander var bedst til springerslutspil. Som 3. mand sørgede Kim på 5. brættet for reducering, da han vandt et slutspil med springer og løber + en masse bønder på begge sider. Så vidt jeg husker, var det dernæst Michael, der hev ½ point hjem i sin debut på 1.-brættet. Eller debut og debut... Michael har spillet der før, men det er et par år siden.


Undertegnede, der så i år "lopper mig" på 2. brættet, vandt et tårnslutspil, der ellers ved korrekt spil burde være remis, men det var så mit held, at min modstander ikke spillede korrekt (se diagrammet). Jeg har netop spillet 43. a7. Umiddelbart vil det for det utrænede øje ligne en sikker sejr med fribonden helt fremme på a7, men stillingen er helt død og remis, hvis sort ellers ved, hvad han skal spille. Der er kun ét træk, der holder remis - alt andet taber øjeblikkeligt. Sort valgte forkert, og partiet fortsatte: 43. -, Ta3+?? 44. Kd4, Ta4+ 45. Kc5, opg. Min modstander kunne godt se skriften på væggen. Kongen kommer over og hjælper bonden til forvandling. Sort fejl var at forsøge at spille på gevinst. Det eneste træk, der kunne holde remisen, var 43. -, Kg7! Hvid truer nemlig med Tf8+ efterfulgt af bondeforvandling. Ved f.eks. Kf7 spiller hvid bare Th8, og hvis sort slår a-bonden, kommer Th7+ med tårngevinst.

Lidt heldigt for mig - men i kamp må man nogle gange bevise, hvad man kan eller ikke kan...


Peder på 8.-brættet spillede med en forventet score på 0,1. Det kunne ikke ses! Undervejs tilbød Peder remis et par gange og med lidt mere slutspilsrutine kunne det sagtens være endt sådan, men til sidst måtte Peder opgive. Peder fortæller selv om partiet: "Kom godt fra start, og spillet kom til at foregå på a og b linjerne. Jeg fik desværre en dobbeltbonde på c, så en fribonde til min modstander på a-linjen, som senere ender på b2, men en springer mod hans løber gør, at jeg ikke kan andet end at afvikle. Til slut har han en fribonde, som ikke kan nås".


Som næstsidste mand sørgede Henning A. på 4.-brættet for udligning til 3½-3½, da han vandt rimelig komfortabelt. Tilbage var kun Morten, der på 6.-brættet var nede med en officer for en bonde, men med godt forsvarsspil lykkedes det ham at holde liv i partiet temmelig længe. Men til sidst blev der byttet for meget af, og slutspillet kunne ikke vindes, så Morten opgav.


Alt i alt en godkendt indsats, da vi scorede over forventet. De øvrige kampe i mesterrækken var også ret lige, så rækken er rimelig åben.


- Sigurd

2. runde - SLS 1 - Køge 3:  1½-6½

Så er vi klar til tæsk på. 1. klasse...

Dette var dagen for det ratingmæssige top/bund opgør. Michael havde lagt sig syg, så alle rykkede desværre en plads op, og Peder var reserve. For sådan en lille klub som vores kan det mærkes med et enkelt afbud. Da Køge 3 dukkede op, viste det sig, at de også var voldsomt afbudsramt pga. deres topspilleres deltagelse i Europa-cuppen, hvilket gav dønninger hele vejen ned i rækkerne, da både deres 1.-, 2.- og 3. hold spillede i dag. Deres 7. bræt skulle spille 1. bræt, men styrkemæssigt gjorde det ikke den store forskel, for deres 2 øverste brætter var stadig mesterspillere og resten var 1700+ med undtagelse af deres kvindelige spiller (mor til 2. brættet - red.) på 8. brættet med 1468. Vi havde en forventet score på sølle 1,9!


Men til enkeltresultaterne. Det stod forholdvis hurtigt klart, at der var styrkeforskel på samtlige brætter. Henning M. tabte som den første, og derefter bukkede Jan vist et eller andet kort efter at have tilbudt remis. Derefter er jeg lidt usikker på rækkefølgen, men Jens havde sit hyr med juniorspilleren på bræt 2 med 2013 i rating! Peder kæmpede længe og godt mod hans mor, men der manglede nogle bønder til sidst.


Henning A. har selv skrevet om sit parti: "Jeg var kommet op mod en stærk modstander. Han spillede Bird og kendte “vist” alle fiduserne. Jeg forsøgte forgæves at finde undvigelser fra hans forberedelse. Jeg havde en mulighed ved træk 12 - men fandt den ikke. Efter træk 20 havde min modstander brugt + 2 min ( 132 min mod mine 27 min). Det lykkedes mig ikke at finde gode løsninger, og i tidnøden gik det galt".


Undertegnede havde faktisk et godt parti og stod klart bedst. I diagrammet kommer vi ind efter min modstanders 21. Sd5. Jeg presser på i hans kongestilling, og han har en løber på f2 og en springer på e1, der er ret ineffektive. Jeg står til at få åbnet h-linjen og kan med Kf7 hurtigt få tårnene i stilling. Jeg leder hele tiden efter springerofferet, der kan låse stillingen op, men kan ikke se det i denne stilling, hvor Stockfish ellers giver mig +1,33, hvis jeg spiller Sxg4! Jeg valgte det mere åbenlyse 21. -, hxg4 22. Sxf6+, Lxf6 23. hxg4, Sxf3 ?? Så gik klappen fuldstændig ned. Jeg havde tænkt over denne buk i 5-10 minutter uden at skænke svaret 24. Kxf3 en eneste tanke!?!?!? Jeg så kun 24. Sxf3, der ville tabe øjeblikkeligt. Resten er ikke værd at skrive hjem om.


Lad os slutte af med vores 2 helte, der sørgede for, at det ikke endte i den rene massakre. Kim har selv skrevet om sit parti: "Suk - en buk i træk 9. 1. e4, c5 2. Sf3, d6 3. d4 cxd4 4. Dxd4, Sc6 5. Lb5, Ld7 6. Lxc6, Lxc6 7. Sc3, Sf6 8. Lg5 e5 9. Dd2 ? Burde have spillet Dd3 med lille fordel. 9. -, Le7 10. 0-0-0, Sxe4. Sort står bedst men jeg fik arbejdet en remis hjem! Var tæt på at spille flyvergambit (1. e4, c5 2. b4 - red.), men valgte det solide!  Man er jo holdspiller!  Godt for det - min modstander kendte flyvergambitten!"


Morten var sidste mand færdig, og han vandt et flot spillet slutspil. hvor han vandt med løber og 3 bønder mod 5 bønder.


- Sigurd

3. runde - Dianalund 1 - SLS 1:  4½-3½

Første udekamp i denne sæson var en langfart til Dianalund. Det er 3. gang, vi møder Dianalund, men første gang vi har dem på udebane. De 2 foregående gange for 1 og 3 år siden har vi begge gange vundet med cifrene 4½-3½, så forhåbningerne om noget tilsvarende var da til stede. Men et hold er ofte stærkest på hjemmebane - ikke så meget pga. tilskuernes heppekor 😏, men mere fordi det nogle gange er sværere at få folk med på langfart, så udekampene er lidt mere "afbudsramte" for nogle klubber. Det gælder heldigvis ikke for os, der simpelthen for første gang stillede i aller stærkeste opstilling med Jeppe på 4. brættet.

Om det med afbud til udekampe er kendetegnende for Dianalund, har jeg ingen anelse om heller. Det var mere en generel betragtning.


Men med hensyn til heppekor, så var Frank dukket op for at kigge lidt, da kæresten bor i nærheden. Han havde vist bare glemt vuvuzelaen😜. Jeppe var ellers nervøs for, at Frank skulle være reserve, men han blev beroliget 😁


Michael fortæller fra 1.-brættet: "Jeg gav desværre ikke meget lyd fra mig den søndag, så min modstander kunne stille og roligt nyde søndagen med at få alt for let spil. Jeg tror, jeg nærmest konsekvent lavede de forkerte træk og spillede på de forkerte planer den dag. Intuition og skakforståelse var overhovedet ikke til stede - så er det svært at vinde. 😊

Jeg kom hurtigt lidt småskidt af sted, da jeg kort inde i åbningen med hvid lavede et udfald mod modstanderens stilling. Trækket var såmænd tematisk i åbningens stillingsmønster/”variant”, men i den aktuelle stilling udført et træk for tidligt. Konsekvensen af det manglende profylaktiske (forebyggende - red.) træk var, at jeg kort inde i partiet sad med en lidt trykket dronningefløj. Mine modspilsmuligheder på kongefløjen var tillige besværliggjort af, at jeg ved tvungen retræte af min hvidfeltede løber fra d3, fik placeret den på e2 i stedet for det rigtige f1. I situationen lidt ulogisk at skulle sætte løberen på f1, når der ikke var rokeret, men det blev hurtigt noget jeg sad og fortrød (og noget Stockfish angiver som trækket der giver lige stilling).

Min stilling blev svær – ja, håbløs – da jeg i de efterfølgende mange træk praktisk talt forærer min modstander sejren ved konsekvent at undlade at lave det omtalte profylaktiske træk, hver gang jeg har mulighed for det. I stedet laver jeg et ulogisk bondefremstød i centrum, så jeg kort tid efter ser mig nødsaget til at ofre en bonde for at skabe chancer for modspil. Offeret var nok det mest ”kreative”, jeg lavede den dag. Og det siger lidt om skakkvaliteten, fordi det objektivt set, var meget ukorrekt (direkte tabsgivende). Og således nok årsagen til jeg aldrig fandt midlerne, der kunne give modspillet noget punch. 😊

De sidste 15 træk måtte jeg se mig stille og roligt nedspillet uden at kunne gøre meget væsen af mig".


Sigurd fortæller fra 2.-brættet: "Efter blot 2 timers spil havde jeg tabt. Et virkelig dårligt spillet parti af mig, som gik galt lige fra starten - eller i hvert fald fra træk 9 af... Jeg kom stort set ikke længere end til 6. række (jeg havde sort) med nogle af mine brikker. Det hele blev så forkrampet, at det faldt fra hinanden. I efteranalysen kunne jeg endda vise min modstander, hvordan han kunne have vundet endnu nemmere og forkortet mine lidelser væsentligt. Det er altså træls, når man kun kan se modstanderens gode træk 😒. Nå - men straffen var så, at jeg måtte vente over 2 timer på at komme hjem og slikke sårene".


Kim viser sit parti og fortæller fra 6. brættet, hvor han havde sort: "1. e4, e5 2. f4, d5 3. exd5, exf4 4. Lb5 (en bivariant), Ld7 5. De2 - så er vi ude af teorien!!! Efter Fritz mening stod jeg lidt bedre, dog tæt ved lige spil. 5. -, De7 6. Lxd7+, Sxd7 7. d4, Sf6 8. c4, 0-0-0 9. Dxe7, Lxe7 10. Lxb7, The8 11. Se2, Lb4 12. Ld2, Lxd2 13. Sxd2, Te7 14. Kf1, Tde8 15. Sg3, Sg4 16. Tc1, f5. Nu står jeg bedst iflg. Fritz. 17. Sf3, g6 18. h3, Se3 19. Kf2, f4 20. Sf1, Sxf1 21. Kxf1, Te2 22. Te1, Txe1 23. Sxe1, Sf6 24. Sf3, Se4 25. Th2, Sg3 26. Kg1, Te2 27. Sg5, Te1+ 28. Kf2, Tf1 +mat.  Den gode gamle sang - udvikling centrum, 0-0-0 mens tid er --- sejret igen!

Dejlig dag og rigtig god hygge i bilen!!!!!!!!!"


Det gav godt at have Jeppe på 4. brættet, for pointene blev hentet ind fra og med ham og nedefter - lige med undtagelse af Henning M. på 8. brættet, der fik rodet sig ud i noget ikke så kønt. Specielt Mortens parti var en fornøjelse at følge. Han spiller altså bedre og bedre. Henning A's remis var nok lidt tvivlsom. Der var i hvert fald et par ugler, der mente, han kunne have fortsat. På den anden side skulle vi jo også hjem...


Denne gang var det altså Dianalund, der løb med den knebne sejr, så vi må vel kunne konkludere, at i vores indbyrdes opgør vinder hjemmeholdet altid 4½-3½. Så i de kommende sæsoner kan vi vel egentlig spare transporten. Hjemmeholdet vinder bare 4½-3½ fremover...😁


- Sigurd

4. runde - Haslev 1 - SLS 1:  4½-3½

Bundopgør i mesterrækken, så en sejr ville lune gevaldigt og kunne hæve os fra den sikre nedrykning på 8. pladsen. Modstanderen var Haslev 1, som vi har mødt senest for 4 år siden i A-rækken, hvor vi vandt hele 6-2. De 3 mellemliggende sæsoner har vi ikke spillet i samme række. Siden dengang er Haslev blevet forstærket betydeligt med bl.a. en 2200-mand i toppen. På den anden side er vores bredde også blevet bedre. Så det tegnede til et rimelig jævnbyrdigt opgør med undtagelse af 1.-brættet😁.


1.-holdet klar til start.

Fra venstre: 1. bræt Michael, 2. bræt Sigurd, 3. bræt Jens og 4. bræt Jeppe. I næste række er det: 5. bræt Kim, 6. bræt Morten, 7. bræt Henning M. og 8. bræt Knud Ole.

Opgøret var henlagt til Haslev bibliotek i kælderen, hvor der er masser af lys og god plads. Udenfor regnede det, så hvad bedre kunne man foretage sig på sådan en dag end et spil skak. Henning Andersen slikkede sol på Mallorca, og Jan måtte melde sig syg dagen før. Men da det var en udekamp, havde vi et glædeligt gensyn med Jeppe, der gladeligt tager den lange vej fra Odense for at spille for os. Knud Ole trådte til i stedet for Jan.


Efter 2 timer begyndte de første resultater at dryppe ind. Jens havnede i et slutspil med løber mod springer og vistnok 6 bønder til hver, og her enedes de 2 spillere om remis. Kort efter var det undertegnede, der havnede i et slutspil med uligefarvede løbere. Godt nok var de 2 tårne der stadig, men hvis én af os skulle kunne trænge igennem, krævede det en satsning og måske et bondeoffer, og det var ingen af os indstillet på. Mens vi sad i efteranalysen kom Jeppe ud - også med et ½ point, og kort tid efter igen skete det samme for Kim.


Altså foreløbig 4 remiser. På de øvrige brætter stod Henning M. til gevinst, Knud Ole til tab, og Morten og Michael sad i mere uklare stillinger. Knud Ole havde lavet noget frygtelig rod. Hans officerer var lukket inde, hans kongestilling smadret, så kongen måtte på langfart for at komme i sikkerhed, bagud med 2 bønder. Men os, der kender Knud Ole, ved, at sådan nogle småting hænger han sig ikke i 😂. Han spillede videre og gjorde alligevel livet så surt for modstanderen, at han tilbød remis, og det tilbud var Knud Ole ikke længe om at tage imod.


5 x remis!


Endelig fik Henning M. hevet sejren hjem, selvom han lige lettede en halv meter fra stolen efter en dronningskak, han ikke havde set. Der var heligvis et enkelt flugtfelt, og 3 træk senere var modstanderen mat. Morten endte desværre med at gå ind i en selvmat - vi giver en stædig forkølelse skylden🤧.


Tilbage var nu kun Michael, der faktisk havde et rigtig godt parti mod Haslevs 2200-mand. Faktisk burde Michael nok have vundet, men igen igen var det tiden, der ikke efterlod plads til så meget eftertanke i de sidste træk inden de 40 og den ekstra halve time. Og da røgen havde lagt sig efter træk 40, stod Michael til at miste en officer, og så gad han ikke mere.


Altså et knebent nederlag igen igen (for 3. gang) på 3½-4½. Nogenlunde som den forventede score, men objektivt set burde Kim, Jeppe, Jens og undertegnede samlet set nok have fået noget mere ud af det. Det var den store ratingforskel på 1.-brættet, der medvirkede til Haslevs højere forventede score. Men bagklog kan man jo altid være, og hvem af os skulle i givet fald have vovet noget mere? Summa summarum er, at der nu er rigtig lang vej, hvis vi vil blive i mesterrækken. Men vi må bare spænde ballerne og tage én kamp ad gangen.


- Sigurd

5. runde - SLS 1 - Maribo 1:  3-5

Så var det blevet tid til lokalopgøret mod Maribo på hjemmebane. Undertegnede havde fået spilletilladelse af konen (hun havde fødselsdag), så holdet var i stærkeste opstilling. Det var Maribos 1.-hold så ikke. Der var hentet reserver ind fra 2.-og 3.-holdet, men da Maribo har en stor bredde i deres klub, havde de stadig en forventet score på 5 point.


Efter et par timers spil tog Henning A. på 4.-brættet remis mod John. Kort efter opgav Knud Ole, der blev løbet over ende af Nicklas på 8.-brættet, og næsten samtidig bukkede Jens på 3.-brættet en officer mod Henrik Sandberg. Således bagud med ½-2½ fik undertegnede på 2.-brættet et remistilbud fra Jens Mott. Under normale omstændigheder havde jeg nok taget imod, da jeg materialemæssigt nok stod lidt i underkanten. Jeg rådførte mig med holdlederen, der lod det være op til mig, og det skulle han nok ikke have gjort🤔. Jeg syntes, jeg havde en bedre stilling og valgte derfor at spille videre og kæmpe for lidt point til holdet. Note til mig selv og holdlederen fremadrettet: "Sigurd Marthendal - styr din ærgerrighed og tag den skide remis, når du har chancen!"


Nå - men mens jeg filede videre på en dårligere og dårligere stilling, vandt Kim sit parti på 5.-brættet, og det har han fortalt lidt om her: "Spillet i dag var afslået dansk gambit med overgang til Göring gambit!! Jeg undgik grove fejl i dag 😜. Svend Erik startede med at sige, jeg var hans forbillede tilbage i 88-89, da han startede skak!!"

Her følger Kims parti (Kim har sort): 1. e4, e5 2. d4, exd4 3. c3, d5 4. exd5, Dxd5 5. cxd4, Sc6 6. Sf3, Lg4 7. Le2, 0-0-0 8. Sc3, Dd7 9. d5, Lxf3 10. Lxf3, Se5 11. 0-0, Sf6 12. Lf4, Ld6 13. Le2, Df5 14. Lg3, h5 15. Da4 - så var vi ude af teorien! 15. -, h4 16. Lxe5 Dxe5 17. f4, Lc5+ 18. Kh1, Dd4 19. Tad1, Dxa4 20. Sxa4, Ld6 21. a3, The8 22. Sc3, Te3 23. Ld3, Sh5 24. f5, Sf4 25. Le4, Le5 26. Kg1, Sh3+ 27. gxh3, Lxc3 28. bxc3, Txe4 29. Tf3, Tde8 30. Td2, Te2 31. Tf2, Txd2 32. Txd2, Te3 33. Tg2, Kd7 34. Txg7, Ke7 35. Tg4, Txc3 36. a4, Td3 37. Txh4, Txd5 38. opg.


Michael på 1.-brættet var den næste, der måtte strække våben mod Henning Nielsen. Og dernæst stoppede fileriet fra min side, og jeg smed håndklædet i ringen. Godt så det ikke ud med stillingen 1½-4½. Men heldigvis hev vores 2 sidste mænd 1½ point mere hjem - Morten fik remis efter - iflg. sidemanden Kim - at have stået til tab og til sidst næsten at have vundet. Henning M. vandt over Gert Hansen. Han havde med sit nyopererede øje lidt svært ved at finde gevinsten i et klart vundet tårnslutspil, men det lykkedes til sidst ad lidt besværlige omveje 😁.


Således endnu et nederlag men vi fik det forventede. Problemet er bare, at hvis vi skal blive i Mesterrækken, skal vi score over forventet, da vi er det lavest ratede hold i rækken. Og det har vi lidt svært ved 😒. Lige nu er der 2½ point op til 7. pladsen med kun 2 runder tilbage - heriblandt kampen mod topholdet fra Nyk. Sj. Det ser sort ud mht. at forblive i Mesterrækken. Det kræver, at vi spiller over evne resten af turneringen og får lidt hjælp udefra.


- Sigurd

6. runde - Faxe 1 - SLS 1:  6-2

Med 5 nederlag i bagagen var turen kommet til Faxes kælderhule, hvor enkelte spillere bør være iført sikkerhedshjelm👨‍🚒😜. Endnu et nederlag var nok forventet, selvom vi mødte i aller stærkeste opstilling. På trods af dette var vores forventede score kun på 3,24.


Men inden vi kom dertil, var det lige før holdet ikke ville have møde fuldtalligt op. Undertegnede kørte til Henning A's adresse som aftalt, men der var ingen Henning & Henning. Derefter gik turen til Kim, men der var ingen Kim!? Retur til Henning A., hvor der ikke blev svaret på banken og ringen. Ingen mobiltelefoner blev besvaret. Så tænkte Sherlock Marthendal, at de 3 andre af uransagelige årsager var kørt til min adresse, så retur til Kettinge. Nåede dog ikke langt før jeg antraf de 3 kumpaner i Mogensens bil på vej retur. Det var vist også gået op for dem, at noget var galt. For 3. gang retur til Henning A's privatadresse, hvor vi så fik omladet de 3 herrer til min uansélige Hyundai i20, og endelig kunne vi køre mod Faxe. De første 10 minutter gik med at placere ansvaret for misæren...😆


Men retur til skakken... Først afgjorte parti var undertegnedes. Vi havnede i en Sämisch/afbytnings-variant af Kongeindisk. Min modstander tilbød remis i træk 19, og med min sidste holdkamp in mente og kendskabet til min modstanders nuværende rating (1921) og tidligere tiders rating (2200+), syntes jeg egentlig, det var et meget godt tilbud. Retrospektivt (læs: efter analyse sammen med Stockfish) burde jeg måske have spillet videre. Jeg stod med en fordel på ca. 1,6. Men igen - jeg er ikke Stockfish!


De øvrige partier så meget lige ud, og det lignede længe et resultat på omkring det forventede, og det bekræftedes af endnu en remis til Henning A. Men så begyndte 0'erne at tikke ind, og først til allersidst kom 2 remiser mere til Morten og Kim.


Samtidig kunne vi følge resultaterne fra Køge live, og det lignede en røvfuld til Dianalund af de helt store, og da de lå på 6. pladsen kun 3½ point foran os, ville det bringe os lidt tættere på en redningsplanke. Det endte med et 0-8 nederlag til Dianalund, der derfor droppede ned på 7. pladsen, hvortil der nu kun er 1½ point op for os. Men vores modstander i sidste runde kæmper desværre for oprykning fra den øjeblikkelige 1. plads i rækken, så realistisk er det nok A-rækken til næste år.


Kim er iøvrigt som den eneste ubesejret i holdturneringen!


- Sigurd

7. runde - SLS 1 - Nykøbing Sj. 1:  


LINKS

HOLDOPSTILLING

Vores grundopstilling er som nedenfor. De fleste gange vil der nok være afvigelser pga. afbud, sygdom o.lign.

Jeppe har givet tilsagn om at spille med i alle udekampene, og så tager han 4. brættet, og resten rykker nedad.


1. Michael Nielsen

2. Sigurd Marthendal

3. Jens Petersen

4. Henning Andersen

5. Kim Nielsen

6. Morten Døring

7. Henning Mogensen

8. Jan Andersen

HOLDLEDER

Henning Andersen

Email: hea138@mail.tele.dk

Mobil: 61121097

SPILLEDATOER OG STED

Søndag 27/10 på hjemmebane mod Holbæk 2

Søndag 17/11 på hjemmebane mod Køge 3

Søndag 1/12 i Dianalund mod Dianalund 1

Søndag 12/1 i Haslev mod Haslev 1

Søndag 26/1 på hjemmebane mod Maribo 1

Søndag 1/3 i Faxe mod Faxe 1

Søndag 15/3 i Haslev mod Nykøbing Sj. 1

TOPSCORER

Kim Nielsen   4½/6

ARKIV