SLS Open 16-17

SLS Open

Så er vi i gang

I kan løbende se resultaterne ved at bruge linket i højre side, og referater fra de enkelte runder følger nedenfor. Resultaterne fra de forrige år kan ses ved at følge linkene nederst i højre side.


Igen en deltagerrekord! 28 deltagere er 6 mere end sidste år. Denne gang hjulpet godt på vej af vores forsøg på at få stablet en juniorturnering på benene. 3 juniorer fra Nykøbing dyster mod Rasmus Holtzmann, der er lidt over junioralderen, men alligevel nybegynder. Det betyder, at de resterende 24 spiller i 3 alle-mod-alle grupper. Dejligt let og overskueligt. Og så må vi i år spille i 2 lokaler - joo, det er store forhold efterhånden.


Gruppe 1 har nok en svag favorit i Sigurd, der har vundet turneringen de sidste 3 år i træk. Han har lige været oppe at snuse til mesterspillertitlen, men må stille op uden denne, da han gik gevaldigt ned i sidste runde af Banke Rust mod Sonny. Om det er begyndende svaghedstegn kan de andre jo håbe på, og der er mange i denne gruppe, der potentielt kan overtage tronen.


Gruppe 2 har en endnu mere scenevant tidligere vinder blandt deltagerne. Jon har vundet gruppe 2 de sidste 4 år i træk, men der har ikke før været en gruppe 3, så nu er feltet nok noget skrappere og mere homogent med ingen top/bund opgør med store ratingforskelle. Jon er absolut ikke ratingfavorit - snarere tværtimod. Skal man satse sine penge på nogen, skal det nok være Jan, der bør have gode chancer for en topplacering.


I gruppe 3 bør topplaceringerne nok fordeles mellem Henning J., Peder og Finn. Men Allan (Sonnys bror) kender ingen, og det gør ham til lidt af en "dark horse". Henning er nok den mest rutinerede rotte i feltet, men Peder har spillet særdeles overbevisende på det sidste i flere turneringer. Absolut lidt af en dynamitgruppe.


Og så bliver det spændende at følge de unge mennesker i gruppe 4. Her vil jeg helt afholde mig fra at pege på favoritter. Her kan alt vist ske.


- Sigurd

Referat af 1. runde

Første runde måtte starte uden Sigurd, som desværre var blevet syg.


Men 26 spillere stillede op, og efter velvilligt lån af ure hos Maribo via Finn Kristiansen og Henning Jakobsen, kom vi i gang.


Formanden valgte at samle alle i klublokalet. Vi havde egentlig lånt lokalet ved siden af også, men da LOF ikke havde informeret kommunen om musiklærerens brug af lokalet, og da L´hombreklubben heller ikke var forberedt, besluttede vi at rykke sammen.


Det skaklige forløb gnidningsfrit. Formand Jens og Henning Mogensen stod længe til remis, men desværre for Henning fandt han på at bytte et tårn af, så Jens fik hul til lidt "springergymnastik", der kostede Henning dyrt.


Allan Holtzmann - Sonnys bror - fulgte rigtig godt med mod Finn, der måtte spille helt ud, før Finn vandt med et par bønder i overskud. Allan skal nok få points i denne gruppe.


Sonny - Allans bror - kom foran med en bonde mod Michael. Michael havde brugt meget tid og måtte forsvare sig med halve minutter ad gangen. De ensfarvede løbere fremkaldte remis'en, da Michael fik lukket stillingen med sine bønder på modsat farve. Så kan hverken bønder eller konge jo påvirkes af løberen. Tjah.


Mest frustreret må Jan Andersen være. Jan havde et vældigt positionelt overtag og deraf følger jo kombinatoriske chancer i mængder. Jan ofrede materiale for at komme igennem, men desværre for ham - og godt for Jon - åbnedes en diagonal for Jons dronning med en mattrussel, som Jan ikke kunne komme ud af.


Jeppe, som spillede mod Jan Ambirk, fik lukket Jans kongestilling op, fordi Jan valgte at spille gxf3 i stedet for Dxf3. Jan ved heller ikke hvorfor... Der blev byttet lette officerer, og Jeppe havde derefter sit mas med at bringe to tårne og dronning i position til at ødelægge Jans aften. Men det lykkedes til sidst - ret spektakulært - ved at Jeppe stillede et tårn i slag, så det spærrede Jans dronning ude. Slag af tårnet ville medføre mat, men se, det gjorde de andre træk nemlig også, ja, nemlig ja.


De andre partier fik jeg desværre ikke set på i en grad, så jeg kan skrive noget fornuftigt. Så det vil jeg lade være med. Men halvdelen af os havde en udmærket aften.


- Jens P.

Referat af 2. runde

5 afbud havde tyndet gevaldigt ud i den spillende flok, men betød så også, at vi igen kunne være i ét lokale - denne gang med mere ilt til de sidste.


Jens havde fødselsdag og havde nok i den anledning forventet en eller anden form for erkendtlighed fra Sigurd i deres indbyrdes opgør i gruppe 1. Sigurd derimod mente tydeligvis ikke, de var på gave, og det blev understreget efter ca. 40 minutters spil, da Jens opgav efter sit 13. træk, hvor der ville ryge en officer - mindst! Jens nåede aldrig at rokere. Sigurd havde kun en lille smule dårlig samvittighed. 13 træk skulle Henning A og Michael så bruge 2 timer og 15 minutter på, og sådan er skak så vidunderligt varieret. Michael vandt en officer, men Henning lagde sig ikke bare ned, og til sidst gik det stærkt, hvor de ekstra 30 sekunder var livsvigtige. Den fase var Michael bedst til på dagen, og der kom endnu en officer i hus. Alligevel fortsatte spillet, og Michael var helt nede på 15 sekunder på et tidspunkt. Henning måtte dog ned at ligge til sidst. Sonny og Jan Ambirk delte i porten.


I gruppe 2 kom Finn K meget hurtigt foran med en springer mod Svend Aage, og allerede der var det parti afgjort. Jon formåede med de hvide brikker mod John i en spansk åbning at ødelægge sin egen udvikling temmelig eftertrykkeligt, og lidt senere blev hans dronning fanget. For en gangs skyld fik John et helt point. Thor og Morten er begge tidsslugere, og det beviste de til fulde, da de var det sidste parti, der blev afgjort. Morten var længe nede med en løber, og til sidst var tiden også blevet et problem. Men i skak er intet afgjort, før pointet er skrevet på tavlen. I den gensidige tidnød var det nu pludselig Morten, der var foran med en springer, og han endte med at køre hele pointet hjem. Utrolig godt kommet igen af Morten.


I gruppe 3 blev der kun spillet et enkelt parti. Allan mødte endnu en af favoritterne, Henning J. Det blev en langvarig affære, hvor Allan bed godt fra sig, men overmagten var for stor til sidst. Men jeg er enig med Jens - Allans spil kandiderer til nogle point på et tidspunkt. Lodtrækningen har bare været uheldig med de 3 favoritter i de 3 første runder.


Ikke overraskende blev gruppe 4 først færdigspillet. Rasmus er kommet i menneskehænder hos de dygtige juniorer, men en Holtzmannsk træningslejr kunne nok rykke på nogle ting, for hans spil er slet ikke tosset. Der mangler bare rutinen. Lauritz burde nok have vundet over Janus, men tempoet er en faktor, der skal læres, og det er svært i den alder at sidde på hænderne.


- Sigurd.

Referat af 3. runde

Kun et enkelt afbud fra Jon, der var blevet syg. Så er der jo næsten fuldt hus, og vi måtte derfor brede os over 2 lokaler - store forhold.


Jeg må tilstå, at jeg havde nok at gøre med at følge med i mit eget parti mod Jeppe, selvom han gav mig rigelig tid i starten til at cruise rundt og kigge. Senere da det blev interessant rundt omkring, sansede jeg intet andet end den voksende katastrofe på mit eget bræt. Derfor er dagens referat så som så.


Det jeg nåede at se, var en Janus, der var meget hurtigt færdig med at gøre kål på Rasmus i gruppe 4. Frank var næsten ligeså hurtig med at gøre kål på farmand i gruppe 3, så det betød, at Frank og Rasmus havde masser af tid til gennem aftenen at spille i aulaen. Måske fik Rasmus lidt træning med hjem.


Jeg så også John og Knud Ole i et parti med nogle helt vilde bindinger og trusler, hvor tungen skulle holdes lige i munden. Det blev Knud Oles tunge, der endte med at være mest lige. Lars kom helt galt ud af starthullerne mod Henning J., og det straffede Henning nådesløst og også forholdsvis hurtigt.


Her begyndte problemerne på min egen banehalvdel, så mit udsyn blev begrænset til bordet med gruppe 1. Sonny var heldig mod Henning M. Han var nede med en bonde, men Henning fik vist slået forkert på et tidspunkt og gav Sonny et fatalt modspil. Jan Ambirk tilbød Michael remis samtidig med, at han satte et tårn i slag - nok ikke det bedste udgangspunkt for en remisforhandling. Og så til katastrofen på mit eget bræt, hvor Jeppe gav mig lov til at spille min yndlingsåbning - Skotsk. Den var jeg så godt inde i, at Jeppe brugte ½ time, mens jeg dårligt nok brugte bonussekunderne. Jeg stod super godt efter nogle unøjagtigheder fra Jeppes side, men meget symptomatisk for mit spil til tider kneb det med at finde den efterfølgende plan, og jeg tog nogle ikke særlig smarte beslutninger undervejs, samtidig med at jeg overså alle gevinsttrækkene (som Fritz nådesløst viste mig dagen efter). Jeg kæmpede videre mod overmagten med vores sidste indbyrdes parti in mente, hvor Jeppe faldt i søvn, men denne gang holdt han sig lysvågen og hoppede ikke på nogen som helst rævestreger.


Aftenens sidste parti var Henning A - Jens, der fik Henning som vinder i et tårnslutspil med 2 merbønder. Jens bed godt fra sig, og Henning spillede ikke helt optimalt, men pointet kom dog i hus til sidst.


- Sigurd.

Referat af 4. runde

Tre afbud gjorde, at vi igen kunne nøjes med vores eget rum. Som sædvanligt gik snakken lystigt. Vi kom i gang lidt over syv, og noget mere over syv var der ro i lokalet.


I juniorgruppen har Mathias Stage givet de andre baghjul – foreløbigt har Mathias scoret 4 af 4, dermed deler han topscorerværdighed med Henning Jakobsen i gruppe 3.


I gruppe 2 har Finn Kristiansen foreløbigt 3½ af 4, også en flot præstation. Den kan Knud Ole dog overgå, hvis han vinder sit udsatte parti fra runde 2. Men mon ikke Jan Andersen vil forhindre det, om muligt? Jan er i en situation nu – efter aftenens tab til Svend Aage, at han har brug for noget ”damage control”. Svend Aage spillede et flot parti og fik sit første point i turneringen.


I gruppe 1 vandt Michael over Jens i et spændende parti, hvor Jens i lange perioder var overbevist om at stå udmærket. Modsat vandt Jan Ambirk over Henning Mogensen i et forholdsvis kort parti, hvor der nok ikke var tvivl om udfaldet efter åbningstrækkene.


Aftenens højdepunkt var Jeppe mod Henning A. Henning spillede Caro-cann ( 1. e4, c6 ), og efter åbningen stod han meget presset, Jeppe fik sine kongefløjsbønder helt op på f5 og g5, senere byttedes presset til en aktion på dronningefløjen som Henning afværgede. I slutspillet kom dramatikken, da Jeppe trak et ulovligt træk i sin tidsnød. Henning skulle ifølge reglerne have tillagt betænkningstid, men ingen kan jo finde ud af at stille de s***** ure, så efter en del palaver enedes spillerne om at spille videre. Jeppe nu med 30 sekunder ad gangen.


Adskillige træk senere blev man så enige om remis, i en stilling som Jeppe burde kunne vinde. Mon ikke Jeppes sportmands-gener tog over? Men kompliceret var det, som hele partiet.


- Jens P.

Referat af 5. runde

Sidste klubaften før jul, hvor vi igen var ramt af en del afbud. Aftenens gladeste er nok Mathias Stage og Henning Jakobsen, der med hver sin 5. sejr i træk har opbygget et imponerende "stakit" af fem ettaller. Det ser ikke ud til, at der er nogen, der kan gøre noget ved dem i denne turnering. Men selvfølgelig...det skal nok blive spændende.


I gruppe 1 konsoliderede Jeppe sin fine placering, selvom undertegnede fik hans konge ud midt på brættet i åbningen, rakte evnerne ikke til den nødvendige matsætning. Henning A. lykedes med at holde remis mod Sonny, fra en stilling, han nok burde have tabt.


I gruppe to vandt Knud-Ole rigeligt nemt, da hans modsander udeblev. Det betyder, at han også har en chance for den ideelle score. Nu 4 af 4 og et udsat parti mod Jan Andersen, der feberreddede en remis mod Morten.


I gruppe tre var der favoritsejre over hele linjen. Franz og Allan sad længe og filede på et parti med de fleste brikker tilbage på brættet, før Franz halede gevinsten hjem.


Gruppe 4 er afgjort med Mathias´ 5 point af de 6 runder.


- Jens P.

Referat af afbudsrunde 3. januar 2017

Hele 9 afbudspartier blev spillet, så de fleste af hullerne i tabellen blev lappet. I gruppe 1 bragte Michael sig i front ved at besejre Henning M. i et aggressivt sort forsvar mod Birds åbning. Den skal Henning vist hjem og øve sig på. Jeg selv havde revanche til gode mod Sonny fra Banke Rust, og det gik noget bedre denne gang. Jeg synes, jeg havde lidt besvær med at få de sorte brikker forbi 6. række, men til sidst - efter en hel del afbytning - fik jeg en noget sprælsk springer ned i Sonnys stilling, og det medførte, at han fik indespærret sin løber i et forsøg på at holde fast i sine bønder. Til sidst var Sonny også så venlig at hoppe på en gaffel, så løberen røg, og så gad han ikke mere.


I gruppe 2 kører det slet ikke for Jon, der måtte ned mod Thor, der kørte et slutspil hjem med en løber i overvægt. Heller ikke Jan kører det specielt godt for, da det heller ikke lykkedes for ham at lave hul i Knud Oles imponerende plankeværk. De 2 sidste runder bliver sindssygt spændende, når Knud Ole skal møde Morten og Finn K. Det bliver blandt disse 3 spillere, vi skal finde vinderen.


I gruppe 3 var Finn F. foran med en kvalitet mod Peder i det, der godt kunne være kampen om 2.-3. pladsen. Finn så ud til at stå til gevinst, men det var en remis, der blev påført tavlen - hvad der skete, så jeg ikke. Det betyder, at Peder stadig har en chance for at hænge fast på Henning J., der jo stormer derudaf. Allan fik sit første hele point mod Lars, og det endda med begyndende tidnød og det hele.


I gruppe 4 vandt Lauritz over Rasmus. 1. pladsen har Mathias sat sig på, men Lauritz og Janus får lov at spille om 2. pladsen i deres indbyrdes opgør.


- Sigurd

Referat af 6. runde

Det her må være en af Michaels rigtig gode dage. Han har været i Århus til den afsluttende eksamen som maskinmester og sluttede af med et flot 12-tal. Tillykke med det! Derfor var han så ikke tilstede i klubben i dag, men han må have gnedet sig slemt i hænderne, da han så dagens resultater fra gruppe 1. 3 x remis giver unægtelig Michael rigtig gode kort på hånden for en topplacering. Han kan i hvert fald selv afgøre det. Godt nok mangler han de 2 hårde nysere Jeppe og Sigurd, men alligevel...


I gruppe 2 er førerfeltet snævret ind til 2 spillere. Finn K. vandt over Jon og håbede nok på, at Morten kunne gøre noget ved Knud Oles plankeværk. Det var også tæt på at lykkes. Partiet mellem Morten og Knud Ole blev spillet helt ud, hvor de ekstra 30 sekunder begyndte at være temmelig væsentlige. Knud Ole havde en officer i overvægt for en bonde, men i slutspillet begyndte forspringet at smuldre. En hidsig afbytning af det tunge skyts til sidst gjorde, at Morten pludselig gik mat - troede han!? Han gav i hvert fald pænt Knud Ole hånden og sagde tak for kampen, men opdagede efterfølgende, at han kunne have sat et tårn imellem, der nok ville have holdt remis. Men nu hjalp alle "uglerne" selvfølgelig også med at finde alle remisvarianterne bagefter! Knud Ole har altså nu imponerende 6/6 og en foreløbig ratinggevinst på 147!! Finn K er derfor tvunget til at vinde over Knud Ole i sidste runde for at komme med op på 1. pladsen, mens Knud Ole "bare" skal have en remis for at vinde gruppen.


I gruppe 3 fik Henning J. slået et brædt løs i plankeværket, og det var da kun rent held, at brædtet ikke forsvandt helt. Kun fordi Peder fik byttet forkert af i en ellers vundet stilling, lykkedes det at hive en remis hjem. Henning var ellers kommet foran med en bonde, men det rakte altså ikke til mere. Allan fik sig endnu et kamppoint - denne gang mod Frank. Den mand er altså simpelthen nødt til at melde sig ind i en klub. Vi kan ikke have, at alt det talent går til spilde!


I gruppe 4 blev der ikke spillet nogen partier i dag. Rasmus viste sig at være syg, men afbuddet kom så sent, at Janus fik pointet.


- Sigurd

Referat af afbudsrunde 17. januar 2017

Gruppe 1 blev afgjort i dag ved denne afbudsrunde. Eller 1. pladsen blev i hvert fald. Tillykke til Michael, der distancerede sine 2 konkurrenter ved selv at slå den ene - Jeppe - og ved at få hjælp fra Jan Ambirk, der slog undertegnede. Det var 8. gang, jeg mødte Jan igennem tiden (første gang var d. 16/5 1994!), og det var første gang, jeg tabte til ham (med undtagelse af et tabt parti uden kamp i vores Open i 2012, hvor jeg var syg i sidste runde). Det var ellers ikke fordi, jeg ikke fik chancer for at få en remis efter ikke mindre end 3 tilbud fra Jans side, men ærgerrig er man jo, og det straffes nogle gange!


2 x Henning spillede 7. runde på forskud, da Henning M. mente han skulle være hjemme på sin kones fødselsdag under sidste runde. Det lyder som en meget viis beslutning, som de fleste af os gifte folk kun kan udvise den største forståelse for. Man må så håbe, at den beslutning skrives på positivlisten i det Mogenske hjem, for det gav ikke bonus i dagens opgør, hvor  Henning A. trak sig sejrrig ud af kampen. Dermed fik vi også med sikkerhed besat sidstepladsen, som Henning M. tog sig af. Han havde jo også lidt rating at dele ud af fra sidste sæson...


I gruppe 4 blev kampen om 2. pladsen åbnet op, da Lauritz vandt over Janus, så nu kan han selv afgøre det i den sidste kamp mod Mathias, hvis han kan hive bare ½ point fra plankeværksbyggeren.


- Sigurd

Referat af 7. runde

Sidste runde er startet.

De unge spillere er kommet i fint selskab ved gruppe 1's bord, eller også er det omvendt!

Spændingen i turneringen generelt i alle grupperne gik nok mest på de sekundære placeringer. Michael havde jo allerede vundet gruppe 1, og Mathias ligeledes gruppe 4. Knud Ole i gruppe 2 og Henning J. i gruppe 3 havde også vundet deres grupper, men kunne risikere at skulle dele deres 1. plads, hvis det ikke gik deres vej i dag.


Gruppevinder i gruppe 4, Mathias Stage, Nyk. F.

Vi havde aftalt løbende præmieuddeling, og grupperne blev færdige i omvendt rækkefølge - so to speak -, så referatet kommer i samme rækkefølge. Lauritz og Mathias spillede et flot og langvarigt parti, der endte i et lige slutspil med løber og 5 bønder til hver, men Lauritz valgte - desværre for ham -  nogle positionelt forkerte afbytninger, der gav Mathias et vundet slutspil. Dermed vandt Mathias som den eneste i turneringen med maksimumpoint 6/6 og en ratingfremgang på 176 point, hvilket gav en ekstra præmie! Kig jer over skuldrene, venner! Lauritz og Janus delte 2. pladsen.


I gruppe 3 vandt Henning J. ikke uventet over Franz og cementerede dermed sin førerposition. Peder spillede remis med Lars, og Hennings forspring blev derfor på hele 1½ point ned til Peder på 2. pladsen. Familien Simonsen stod for dagens positive overraskelser, da Frank lykkedes med at holde remis mod Finn, selvom han var bagud med et tårn på et tidspunkt(!), og far Flemming vandt over Allan i et meget langvarigt kampparti, hvor Flemming spillede meget disciplineret.


Knud Ole var i gruppe 2 gennem det meste af sit parti mod Finn K. foran med en kvalitet, men Finn må have bidt godt fra sig, for Knud Ole valgte at tilbyde remis og vandt dermed også sin gruppe med 6½ svimlende point og en ratingfremgang på ikke mindre end 177 point! Dette gav også en ekstra præmie for største ratingfremgang. Finn K. tog sig af 2. pladsen.


I gruppe 1 sad Sonny, Jeppe og undertegnede og holdt gevaldigt øje med hinanden, for det var her 2. pladsen skulle placeres. Jeppe kunne selv afgøre det, mens Sonny var afhængig af at vinde over Jeppe, samtidig med, at undertegnede ikke måtte vinde. Omvendt kunne undertegnede få 2. pladsen, hvis jeg vandt over Michael (som jeg aldrig har tabt til), og hvis Sonny samtidig vandt over Jeppe.

Men der blev jo også spillet et enkelt andet parti i gruppen, og det har Jens skrevet lidt om:


"I partiet mod Sigurd spillede Jan Ambirk Aljechins forsvar: 1-, Sf6 mod e4, så det havde jeg selvfølgelig forberedt mig på. Fire-bonde varianten med hvide bønder på c4, d4, e5 og f5 blev resultatet, og der skal hvid holde tungen lige i munden for at undgå bondetab.

Det lykkedes ikke ☹. Jeg valgte en udgang på problemstillingen, hvor jeg havde lidt initiativ for bonden, og sørme om ikke det lykkedes at aktivere b- og c- bonden, så de pludselig blev til trusler om dronningeforvandling og kostede Jan en løber efter afbytning af de tunge officerer. Jeg tilbød remis, fordi jeg kunne se en udgang, der betød at jeg havde springer og løber mod fire fribønder. Skulle det lykkes at vinde alle bønderne uden at give en officer for nogle af dem - usandsynligt - ville jeg stå over for at skulle sætte mat med springer og løber inden for rammen af 30 sekunders tillæg pr. træk. Det er ikke noget for mig, det kunne jeg slet ikke overskue.😎 En lidt ikke-så-god turnering for mit vedkommende; efter en gevinst i 1. parti og 4 (fire) tab i træk, lykkedes det mig at stoppe blødningen med to remis'er til sidst og et begrænset tab på 19 ratingpoint. Så tja, bum-bum..."


Diagram 2

Men tilbage til topstridighederne. Sonny vandt over Jeppe, og tilbage var så blot at afvente resultatet af Michaels og undertegnedes opgør.


Jeg fik lov at spille min yndlingsåbning skotsk med de hvide brikker (første gang jeg havde fornøjelsen af de hvide brikker mod Michael). Men på trods af en ret velkendt åbning, bliver jeg alligevel i tvivl efter Michaels 8. -, Dg6 (se diagrammet). Der er trusler mod både e- og g-bonden, og begge dele kan ikke dækkes. Jeg ved, jeg ikke har spillet forkert, men kan simpelthen ikke huske fortsættelsen på denne variant, og så må man jo selv til at tænke! Dilemmaet går jo så på, hvilken af bønderne, der i givet fald skal ofres til gengæld for en tempogevinst. Mit valg falder på e-bonden, og det var nok ikke det korrekte valg. Der følger: 9. O-O, d5; 10. exd5, Lh3 (truer mat i 1); 11. Da4+, Kf8 (ikke det bedste træk fra Michaels side, og der er igen svag fordel til mig på trods af den kvalitet, jeg er ved at miste); 12. g3, Sxc4; 13. Dxc4, Lxd4; 14. Lxd4, Lxf1; 15. Txf1 (Michael har inden kvalitetsgevinsten byttet et par officerer, som iflg. "Monsteret" giver mig en rimelig gevinstchance - der hænger et par bønder hos sort, og udviklingen er ikke den bedste).


Efter 15. -, b6; 16. Dxc7, Sxd5; 17. Db7, Td8 opstår stillingen i diagram 2, og her står jeg forholdsvis klart til gevinst - hvis jeg ellers bare kunne se de rigtige træk! Jeg vakler mellem Sf3 og Te1, og meget symptomatisk vælger jeg igen det forkerte træk: 18. Sf3, h5; 19. Se5, De6; 20. f4? (den endelige fejl, der nu giver Michael klar fordel, hvis det ikke var fordi han nu spillede: 20. -, h4 (der giver lige spil). Men én ting er, hvad Fritz siger, og hvad man lærer i efteranalyserne, en helt anden ting er de træk man så laver in real chess - og så også nu i konstant tidnød, hvor de ekstra 30 sekunder er essentielle! Sjældent har jeg lavet så lang en serie af dårlige træk, og Michael så dem allesammen, så jeg vil ikke trætte læseren med yderligere kommentarer, men blot konstatere, at Michael vandt gruppe 1 med imponerende 6½/7 og nu for første gang i sin karriere kan kalde sig mesterspiller med en ratinggevinst på 117 point, så han nu har 1912 i rating. Jeppe og Sonny delte 2. pladsen.


Tilbage er blot at imponeres over, hvor suveræne gruppevinderne var. 3 vindere med 6½/7 og 1 vinder med 6/6! Den bliver svær at overgå ved fremtidige turneringer.

Vi ses forhåbentlig til næste år.


- Sigurd.

Vinder af gruppe 3, Henning Jakobsen, Maribo, (tv.) og 2'er Peder Skotte, SLS.

Diagram 1

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 01/11 2016 kl. 19.00

Tirsdag 15/11 2016 kl. 19.00

Tirsdag 29/11 2016 kl. 19.00

Tirsdag 06/12 2016 kl. 19.00

Tirsdag 20/12 2016 kl. 19.00

Tirsdag 10/01 2017 kl. 19.00

Tirsdag 24/01 2017 kl. 19.00

AFBUD

Afbud skal meddeles både turneringsleder Peder Skotte 24 41 19 84 og modstanderen. Det er afbudsgivers ansvar at aftale ny spilledag med modstanderen.


Mulige datoer for afbudsrunder:


Tirsdag 03/01 2017 kl. 19.00

Tirsdag 17/01 2017 kl. 19.00


Afbud 1. runde

Sigurd - spiller mod Henning A. tirsdag d. 22/11.


Afbud 2. runde

Jan Andersen - spiller mod Knud Ole tirsdag d. 3/1.

Finn Fjeldhøj - spiller mod Peder tirsdag d. 3/1.

Flemming - spiller mod Lars ??

Frank - spiller mod Franz tirsdag d. 3/1.

Henning Mogensen - spiller mod Jeppe tirsdag d. 13/12.


Afbud 3. runde

Jon - spiller mod Thor tirsdag d. 3/1.


Afbud 4. runde

Lars - spiller mod Allan tirsdag d. 3/1.

Sigurd - spiller mod Sonny tirsdag d. 3/1.

Rasmus - spiller mod Lauritz tirsdag d. 3/1.

John - spiller mod Svend Aage tirsdag d. 3/1.


Afbud 5. runde

Michael - spiller mod Henning M. tirsdag d. 3/1.

Lauritz - spiller mod Janus tirsdag d. 17/1.

Sigurd - spiller mod Jan Ambirk tirsdag d. 17/1.

John - spiller mod Svend Aage tirsdag d. 3/1.


Afbud 6. runde

Michael - spiller mod Jeppe tirsdag d. 17/1.

Mathias - spiller mod Lauritz tirsdag d. 24/1.


Afbud 7. runde

Henning M. - spiller mod Henning A. tirsdag d. 17/1.


TURNERINGSLEDERE

Sigurd Marthendal

Peder Skotte

Kontakt


Formand:

Jens Peter Petersen

Email: formand@slskak.dk

Mobil: 23395503


Kasserer:

Svend Aage hansen

Email: kasserer@slskak.dk

Tlf: 23379967



Webmaster:

Sigurd Marthendal

Email: webmaster@slskak.dk

Mobil: 93957963


PR:

Henning Andersen

Email: pr@slskak.dk

Mobil: 61121097

web hit counter

Du er besøgende nr:

Hvor & hvornår


Spilledag:

Tirsdag kl. 19.00

Torsdag: Hjemmekampe i holdturneringen


Sæson:

September til april (inkl.)


Spillested:

Kettinge Fritidscenter

Kettingevej 78

4892 Kettinge