Klubmesterskab 2019/20

Klubmesterskab 2019/20

Velkommen til klubmesterskabet 2019/20.


I år er der sket en teknisk tidsforskydning i afholdelsen af årets klubmesterskab, som i redaktørens hoved skaber lidt forvirring. I tidligere tider (for 2 år siden og længere tilbage) var det sæsonens sidste turnering. Sidste år byttede vi rundt, så det blev sæsonens midterste turnering, og i år har vi skåret turneringen ned til 6 runder, da antallet af deltagere aldrig har retfærdiggjort 7 runder, når vi spiller schweizer. Det betyder, at turneringen for første gang slutter før nytår, og dermed ville vi egentlig få 2 klubmestre i 2019...


Det kunne måske gå hen og blive noget rod, så redaktøren har egenhændigt omdøbt klubmesterskaberne, så de følger sæsonen. Michael er altså ikke klubmester 2019 længere, men klubmester 2018/19. Vinder af det aktuelle klubmesterskab vil så kunne kalde sig klubmester 2019/20.


Her på sitet er det jo meget nemt at rette, men hvad der kommer til at stå på pokalen, må vi jo kigge på...


I årets klubmesterskab er vi hele 18 deltagere, hvoraf de 16 er vores egne. Det er samtlige spillere bortset fra Jeppe, der trods alt har lidt for langt til klubaftenerne fra Odense... En storklub som Køge havde f.eks. kun 19 deltagere til deres klubmesterskab, så vi kan godt være stolte af vores høje deltagerprocent.


Men velkommen til alle deltagerne - også de 2 gæster fra Maribo - og med håbet om en god turnering for alle må vi hellere gå over til skakken.

Referat af 1. runde

Første runde i en Schweizer-turnering er jo top mod bund og derfor giver det mange favoritsejre, således også i denne turnering. Den eneste overraskelse var Henning Jakobsen, som opnåede remis mod Henning Andersen. Vi, der kender til Henning Jakobsens spil, ved dog, at det altid er en mulighed at komme galt afsted mod ham.


Om mit eget parti er der ikke meget at berette. Jeg opbyggede et mildt pres på dronningefløjen, og det udløste en bondegevinst på baggrund af et – vistnok – unødvendigt springertræk fra Peders side. Men jeg tager det hele med. 😊


Kim Nielsen fik en interessant stilling mod Svend Aage. Kims løber stod og dækkede alle de felter, som Svend Aages springer skulle bruge for at komme fri fra kanten af brættet. ”En springer på randen er altid på spanden”. Det betød at Svend Aage kom i træktvang efter fastlæggelse af bønderne, og i en materielt lige stilling måtte han vige med kongen, så Kim kunne føre en bonde i mål. Dertil nåede man dog ikke; Svend Aage kunne også godt se skriften på væggen og opgav.


”Last man standing” var Jan Andersen, som trods en længere skakpause var i stand til at holde Michael seriøst beskæftiget. Jan måtte dog til sidst indrømme, at forsvaret mod Michaels merbonde ikke kunne holde. Jan var selv meget godt tilfreds med at kunne yde kvalificeret modstand som klart underratet.


- Jens P.


Fra det udsatte parti mellem Franz og Finn har vi fået flg. fra Finn:

"Jeg var ret heldig med at vinde den udsatte kamp mod Franz Mortensen. Franz overså en springer, der stod i slag".

Referat af 2. runde

Der blev spillet 2 partier fra 2. runde på forskud. Dem har Jens skrevet lidt om:


Jeg spillede igen-igen Wienerparti 1. e4, e5 2. Sc3, Sf6 3. f4!? Henning lod klogelig bonden stå og spillede 3. -, d6. Jeg fik et fint, aktivt spil, ifølge Fritz i perioder op til +2,0, men et par svage træk tillod Henning at udligne, og jeg var ved at tage mig sammen til at tilbyde remis. Men så skete dette: ( se diagram )

Sort trækker, og taber omgående.

”Opgavens” løsning: 32. -, Tf6 ????? Hvid slår Springeren med dronningen, og der er mat i næste træk med Te8.


Ved siden af sad Jan A. og Franz. På papiret en nem, lille sag for Jan, men Franz spillede godt. Hans sædvanlige aggressive stil med bondefremstød gav Jan en del besvær, men stille og roligt viste spillestyrken sig alligevel, og Franz måtte opgive efter 60 træk. This goes to show, that You never can tell… Der skal arbejdes for sagen, og stor cadeau til Franz for et fint spil mod overmagten.


- Jens P.


Og her kommer så referatet af resten af runden:


Den korte version er: Ingen overraskelser... Den noget længere kan dog berette om indædt modstand fra flere "underdogs".


Morten kom gevaldigt galt afsted i åbningen (dronninggambit) mod Michael allerede i træk 3, så manglende rokade kunne ikke engang få skylden... Alligevel var det det sidste parti, der blev afsluttet, efter at undertegnede var gået hjem. Dog med Michael som vinder.


Knud Ole lavede et ukorrekt løberoffer mod undertegnede i træk 14, og derfra var det svært at komme ovenpå igen, men alligevel pressede KO gevaldigt på, og vi skulle hen i træk 43, får han smed håndklædet i ringen.


Frank kæmpede forbilledligt mod Jon og viste virkelig gode takter. Desværre var der lige en dronningefløj, der manglede noget udvikling. Frank skal lige lære noget om at placere sine bønder fornuftigt, så de ikke spærrer for ham selv. (Næste træningsaften kunne være en rigtig god idé...) Men kreativ var han da i forsøget på at matche overmagten. Selv lidt fusk til sidst med en løber i slag var der plads til. Den kunne ikke slås, for så ville Jon være gået mat vi bunden. Men Jon var for snu til at hoppe på den.


De 2 gamle klassekammerater - Kim og Henning A. - delte efter et langt parti. Peder måtte ned mod Lars, og det var måske den eneste lille overraskelse, men Lars har så sandelig også sine gode dage.


- Sigurd.

Referat af 3. runde

Fuldt fremmøde er en sjælden foreteelse, men dette var dagen, hvor det skete. 3. runde i en schweizer, specielt med så få deltagere som i vores turnering, giver nogle mere jævnbyrdige kampe. Nu begynder det at blive interessant i toppen. Michael og undertegnede har skilt sig ud i toppen med maksimumpoint, men med 3 runder endnu kan alt stadig ske, og hele 7 spillere følger lige i hælene med 2 point.


I den ene af de 2 topkampe mødtes Michael og Jens. Michael fik lagt et uimodståeligt pres på Jens' kongestilling med en åben tårnlinje i g-linjen, og den fandt Jens ikke et forsvar imod. Det gorde derimod Fritz, så Jens har delt dette med os: "Forsvarsspil er en svær én. Find for eksempel lige det træk, som holder balancen i denne stilling (se diagrammet). Jeg spillede Sf3, som tillader mat i 9 træk, startende med Sh2+. Hvis jeg havde været lige så dygtig som Fritz, havde jeg spillet Lf4 😊".


I den anden topkamp mellem Finn og undertegnede fik Finn også åbnet undertegnedes kongestilling op, men det var med fuldt overlæg fra min side, så jeg fik en åben g-linje. På et tidspunkt røg der dog en kvalitet pga. en overseelse fra min side, men jeg fik kompensation i bønder og fik 2 sammenhængende fribønder i a- og b-linjerne og senere også én i e-linjen, og det blev for meget i længden for Finn.


Kim og Morten havde rundens nok mest lige og spændende parti kørende. Det var slutspil på højt plan, hvor Kim havde springer og 5 bønder mod Mortens løber og samme antal bønder. Bønderne blev stille og roligt decimeret i antal, og til sidst var der kun én tilbage på hver side. Der valgte undertegnede så at gå hjem i forventning om en remis, og det endte det så også med, kunne jeg se efterfølgende.


Frank har skrevet rosende om sin fars spil (og lidt om hans eget...) efter det uundgåelige far/søn opgør: "Skal lige nævne, at min far kæmper fint. Han skal bare lige tænke på, at når man flytter en brik (løber), så skal den kunne gøre noget ved spillet og ikke bare flyttes hen et sted, hvor den ikke kan true noget. Han fik et kæmpe problem, da han valgte at rokere kort. Der var ingen bønder på felterne foran kongen, så der var frit løb med min dronning, løber og springer. Men hvad gør det mig, om der er bønder eller ej - jeg skal nok finde vej..."


De øvrige partier endte med favoritsejre. Selvom Jon igen lavede et "mobiltab" (han lærer det vel en dag...🤔), tabte han alligevel, da Henning A. og han spillede videre. Svend Aage var tæt på en remis mod Henning M., men rutinen sejrede til sidst.


- Sigurd

Referat af 4. runde

Nu snævrer feltet efterhånden ind i kampen om klubmesterskabet. Dagens topopgør mellem Michael og undertegnede kunne give en indikation af, hvor skabet måske skulle stå. Men sådan skulle det ikke være, selvom undertegnede var lidt rigeligt nytænkende og kreativ i min åbning. Objektivt set skulle jeg nok have været knust, men som så ofte før spiller jeg nogle gange bedst med ryggen op ad muren. På den anden side virkede Michael heller ikke helt på toppen...? Under alle omstændigheder blev stormen redet af (måske fordi jeg for første gang i umindelige tider prøvede med Døring-varianten...), og det hele ebbede ud i en klar remis med tårn, springer og 4 bønder til hver. Altså ingen afklaring eller indikation.


Ovenstående resultat gav så til gengæld blod på tanden hos forfølgerne, for nu kunne der jo risikere kun at være ½ point til toppen. Den chance benyttede Jens, Henning A. og Kim sig af, da de vandt over henholdsvis, Finn, Knud Ole og Jan. Jens/Finn var reelt ret hurtigt afgjort, da Finn gik galt i byen med en afbytning i centrum og pludselig ikke havde noget flugtfelt til springeren. Nede med en springer var resten spil til ét mål. De 2 øvrige partier var begge meget mere lige. Jeg så ikke lige, hvad der afgjorde partiet Henning A./Knud Ole, men i partiet Jan/Kim fik Jan i et ellers helt lige springerslutspil placeret sin springer på randen og havde også her pludselig ingen flugtfelter.


Morten hænger også på efter sejr over Henning M. og har stadig en chance for topplacering, men er dog afhængig af en del hjælp udefra.


Placeringsrækkefølgen i turneringen her efter 4. runde er forresten ret spøjs. Den matcher 100% startnumrene, hvilket kun bekræfter, at det har skortet på overraskelser indtil nu i denne turnering.


- Sigurd

Referat af 5. runde

Det vigtige topparti mellem Michael og Henning A. var udsat, og dette manglende resultat afventes med spænding. Det kommer på forneden i indlægget efter d. 3/12.


Men 2 andre opgør blev spillet. Kim mødte sin gamle skolelærer Henning M., og der var ikke meget respekt fra "elevens" side. Et på papiret lige slutspil skal man ikke smide i hovedet på Kim, der har vist sig som en eminent slutspilstekniker. Hennings problem var, at hans egne bønder alle stod på samme farve som hans eneste tilbageværende officer - løberen. Altså var hans løber meget låst, mens Kims løber af samme farve derfor havde det meste af brættet som legeplads. Det gjorde udslaget, og Kim kom igennem med en bonde på kongefløjen. Dermed er Kim krøbet op ad tabellen og er med i kampen om titlen.


Undertegnede mødte med de hvide brikker Jens for 32. gang i vores skakkarrierer. Det blev et skotsk parti, som Jens med alt den gode tid, han har fået..., havde haft tid til at øve sig på. Og det gav pote. Et til dels lige parti, hvor jeg i hvert fald ikke stod til gevinst på noget som helst tidspunkt. Det gjorde Jens derimod, men man skal jo også se det i situationen uden en computer til hjælp, og det er jo som bekendt her, kæden springer af for de fleste af os... Hver gang Jens havde kæmpet sig til en vundet stilling, kneb det med fortsættelsen. Nede med en bonde tilbød jeg til sidst remis, og det blev accepteret, men objektivt set burde Jens have vundet.


Morten spillede sig reelt ud af en evt. topplacering med en remis mod Finn K fra Maribo. Peder fik ½ point fra Jan, og Frank var tæt på det samme mod Henning J. fra Maribo, men hans konge blev desværre ladt lidt i stikken i ren angrebsiver, der objektivt set så fornuftigt ud. Der var bare pludselig for lang vej hjem for Franks tårn og dronning.


Reelt er 5 spillere med i kampen om titlen inden 6. og sidste runde. Sigurd og Kim fører feltet med Jens ½ point efter. Men det i starten nævnte vigtige udsatte topparti kan sagtens rykke ved dette. Michael kan selv skaffe sig alene i front, men det kommer han ikke sovende til mod Henning A., der på sin side kan komme på siden af Kim og Sigurd med en sejr.


- Sigurd


Opdatering 4/12:


De 2 udsatte partier er nu blevet spillet, og det parti, der var størst opmærsomhed omkring, var topopgøret mellem Michael og Henning A. Undervejs i partiet var Michael bagud med 2 centrumsbønder, men resultatet på tavlen fortæller om et godt comeback. Michael vandt det vigtige opgør og kan nu selv afgøre klubmesterskabet i sidste runde. Kun Kim og Sigurd kan indhente ham, og netop Kim får fornøjelsen af at møde Michael i sidste runde, så også han kan selv afgøre mesterskabet, medmindre Sigurd vinder over Henning A., for så er der dømt omkamp. Så stor spænding inden den afgørende runde.


I det andet udsatte parti vandt Knud Ole over Jon.


- Sigurd

Referat af 6. runde

Som tidligere nævnt var spændingen intakt inden sidste runde. Michael, Kim og undertegnede havde alle 3 mulighed for at blive klubmester. Michael kunne afgøre det helt selv ved at vinde over Kim, mens en remis kunne risikere at ende i en omkamp mod undertegnede, hvis jeg vandt over Henning A. Kim var på den anden side tvunget til at vinde og kunne så også risikere en omkamp mod mig, hvis...


Kim og Michael fik spillet et vist temmelig uteoretisk parti. For en meget interesseret tilskuer fra nabobrættet (undertegnede) så det ud som om, at Kim fik pakket sig meget sammen, mens Michael ikke rigtigt fik udviklet sin dronningefløj. Til gengæld brugte Michael som vanligt meget tid, og det blev afgørende for et remistilbud, der blev accepteret.


Det betød jo så, at jeg skulle klemme ballerne sammen, og det havde jeg allerede gjort på det tidspunkt, da jeg var foran med 2 bønder. Forspringet blev senere reduceret til en enkelt bonde, men det var nok. Med en hel del fileri lykkedes det at få den overskydende bonde så tæt på forvandling, at Henning A. opgav efter 74 træk.


Dermed er det en realitet, at der skal spilles omkamp mellem Michael og undertegnede. Det er første gang, vi prøver den afgørelse, da vi de 2 foregående år har brugt korrektion som afgørelse ved ligestilling. Det er altså 3. år i træk, at der er ligestilling på 1.-pladsen. Omkampen spilles næste tirsdag som optakt til juleafslutningen.


Men der blev også spillet andre partier, og Peder har fået lyst til at dele lidt personlig status på turneringen:

"Jeg får et fint resultat, men gennemsnitsrating for mine modstandere er ikke særlig høj. I runde 5 mod Jan er remis nok korrekt efter lidt analyse. I runde 6 mod Henning J., et spil hvor jeg missede en bonde i en afbytning - sjusk, vindes en officer, men det koster yderligere 2 bønder. Så vælger HJ at aktivere sin Konge med sort frem til f6, og der finder jeg en mat på feltet f5.

Jeg skal nok ikke tilbyde så mange gange remis i fremtiden."


Jens levede op til sin nylige ratingfremgang og vandt lidt yderligere på ratingkontoen med en delt 3. plads sammen med Kim, der vist er kommet meget godt fra start efter den lange skakpause. Knud Ole og Peder kilede sig ind på 5.-6. pladsen, og det må siges at være en fin placering - specielt for Peder.


- Sigurd

Referat af omkamp

For første gang i nyere tid i klubbens historie var det besluttet, at i tilfælde af ligestilling på 1. pladsen skulle der spilles omkamp i stedet for at benytte korrektionsberegning. I år sluttede Michael og Sigurd begge på 5/6 point, og de skulle derfor mødes i et Armageddon lynparti, hvor hvid får 10 minutter og skal vinde, mens sort får 7 minutter og kan nøjes med remis for at "vinde".


Som optakt til juleafslutningen d. 17/12 skulle denne omkamp så løbe af stablen. Der var linet op med et enkelt skakbræt med god plads til tilskuere rundt om. Jens foretog lodtrækningen om farverne, og Michael trak de hvide brikker.


Og herfra er der jo som altid 2 sider af skakbrættet...


Undertegnede oplevede, at partiet udviklede sig i en variant af siciliansk, som Michael havde øvet sig på. Det var nok primært dette faktum, der afgjorde kampen, for Michael kom forholdsvis hurtigt foran med en bonde. Jeg synes selv, jeg forsvarede mig godt og spillede længe på den remis, der kunne sikre klubmesterskabet. Vi fik begge forvandlet en bonde til dronning i slutspillet, men til sidst var tidsfaktoren afgørende og med 9 sekunder igen opgav jeg, da de nyerhvervede dronninger blev byttet af, og Michael havde flest bønder.


På den anden side af brættet sad jo så Michael, der korrigerer min ovenstående oplevelse således: "Har lige læst dit referat fra vores tvekamp. Nu efter røgen har lagt sig bliver jeg nødt til at komme med en lille indrømmelse... Det var en fejl, at jeg kom til at gribe om e-bonden! 😊(Partiets første træk - red.). Jeg havde ikke forberedt den Sicilianer hjemmefra!! Og jeg har heller ikke nærstuderet åbningen – om end jeg har materiale til at kunne gøre det en dag når jeg får lyst. Jeg kender kun opstillingen og den helt overordnede strategi. Så du kan altså ikke bruge min forberedelse som ”undskyldning”. 😊 

 

Den opmærksomme tilskuer/modstander opdagede måske, jeg tøvede et halv sekund inden jeg satte bonden på e4. Det er lige præcis den tid, det tager at sparke sig selv mentalt over skinnebenet og overveje om jeg kunne sætte bonden tilbage, da jeg opdagede at jeg var kommet til at gribe om den forkert bonde. Og sådan kan skak være så morsom. 😊

 

Den valgte variant kom til mig, da jeg opdagede, jeg var nødt til at spille Siciliansk, og var således en pludselig indskydelse, for at du ikke trygt kunne spille Najdorf, som du helt sikkert kunne lire en hel del træk af på ingen tid. Og tiden var netop et vigtigt element i ”strategien” om at spille en kontrolleret og rolig offensiv uden store armbevægelser, der kunne give blottelser i egne rækker. Du skulle tvinges til at bruge lige så meget tid som mig de første 4-5 min af partiet. Og så skulle jeg (forhåbentligt) herefter stille og roligt kunne kapitalisere på stillingen og din begyndende tidnød og min ”mertid”. Det lykkedes, men det var altså ikke meningen, det skulle være sket med en Sicilianer…"

 

Uanset de forskellige opfattelser af partiet er det uomtvisteligt, at Michael er fortjent klubmester for 2. år i træk. STORT TILLYKKE til ham med titlen!


- Sigurd

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 8/10 2019 kl. 19.00

Tirsdag 22/10 2019 kl. 19.00

Tirsdag 05/11 2019 kl. 19.00

Tirsdag 12/11 2019 kl. 19.00

Tirsdag 26/11 2019 kl. 19.00

Tirsdag 10/12 2019 kl. 19.00

AFBUD

Afbud skal meddeles både turneringsleder

Peder Skotte 24 41 19 84

og modstanderen senest kl. 17 på spilledagen. Afbud efter dette tidspunkt regnes som udeblivelse, altså som et ratet tabsparti. Det er afbudsgivers ansvar at aftale ny spilledag med modstanderen.


Afbud 1. runde

Finn Kristiansen - spiller mod Franz onsdag d. 16/10 i Maribo


Afbud 2. runde

Henning Mogensen - spiller mod Jens tirsdag d. 15/10

Franz - spiller mod Jan tirsdag d. 15/10


Afbud 3. runde


Afbud 4. runde


Afbud 5. runde

Henning A. - spiller mod Michael tirsdag d. 3/12 kl. 19 i klubben

Jon - spiller mod Knud Ole tirsdag d. 3/12 kl. 19 i klubben


Afbud 6. runde

Lars - spiller på forskud mod Svend Aage tirsdag d. 3/12 kl. 19

TURNERINGSLEDERE

Sigurd Marthendal

Peder Skotte

ARKIV