Hermed et lille referat set fra mit perspektiv fra den nyligt overståede turnering i Bad Zwischenahn i Nordtyskland tæt på den Hollandske grænse.

Vi var 4 glade Sydøstlollændere – Jan, Jens Peter, Jeppe og undertegnede – der slog følge med min gamle skakkammerat Jakob fra Aarhus. Opmærksomme læsere af vores fantastiske hjemmeside vil vide, at Jakob og jeg succesfuldt banede vejen til turneringen sidste år. Så det var med et stort håb om at dette års turnering ville blive lige så hyggelig – både på og uden for skakbrættet!!

Stemningen i min gamle Skoda var fantastisk, ja nærmest overstadig, på turen gennem det nordtyske motorvejsnet. Og humøret var stadigt højt, da vi nåede frem til hotellet i den lille kurby ved den flotte sø. Vi var i god tid, så vi måtte vente lidt på at få adgang til de lækre 4* værelser. Nogle måtte vente lidt længere end andre på værelserne, men alle nåede lige at løfte benene kort tid på sengen, inden vi begav os ud på den 10 min. korte spadseretur til spillestedet i Wandelhalle, der ligger med flot udsigt over søen.

Jeg kan med det samme allerede nu afsløre, at turneringen blev lidt af et flop på det skaklige plan. Og her tror jeg, at jeg taler for hele selskabet. I et af Jakobs partier opstod en situation, hvor både Jakob (2138) og hans modstander, som også var mesterspiller, begge overser en mat i 1!! Jeg præsterede at sætte en dronning lige ind i en løberbinding med kongen. Disse eksempler – om end i den ekstreme ende af skalaen – antyder, hvor ringe, der blev spillet. Jeg skal skåne læseren for de dårlige undskyldninger – dem er der ellers et par stykker af. Blandt de sportslige undskyldninger er, at jeg aldrig blev rigtig gode venner med ”den gode gamle tidskontrol”, hvor man spiller 2 timer til 40 træk og ½ time til resten. Jeg manglede næsten konsekvent de 30 sek. pr. træk, som jeg er blevet så dejlig vant til. Herudover havde jeg alvorlige problemer med at holde skakmotoren på 1. sal i gang. Lejlighedsvis kørte den fint nok, men blot for at droppe ned i tomgang for så i flere tilfælde helt at gå i stå!

Nu lyder det som det rene og skære ynk og beklagelser. Det var det bestemt ikke. Alle tab eller i hvert fald næsten alle tab og dumheder blev taget med smil og selvironisk latter og var en naturlig del af aftenens morskab i baren.

Nå, nok om det. Lad os se på de enkelte runder.

1. runde.

Første runde var meget symptomatisk for mit spil, om end jeg i det parti var ganske chanceløs med hvid mod Cesar Becx, som var en stærk hollænder på over 2100. Den i øvrigt sympatiske mand spillede, meget loyalt mod sit fædreland, Hollandsk på d4. Han spillede imidlertid en meget sjælden variant, som gjorde at jeg allerede i 3. træk var på fremmed jord. Jeg havde aldrig set den stilling på et skakbræt før, og efter kun 3 træk! Det er ganske imponerende, da jeg synes at have set meget. Der blev spillet 1. d4, f5. 2. Lg5, h6. 3. Lh4, c5. Varianten er lidt halvskarp, men går ikke for at være så god, sagde min modstander i efteranalysen. Men som alle andre halvdårlige skarpe varianter, skal der spilles korrekt for at udnytte det. Det gjorde jeg også lige indtil 9. træk, hvor jeg giver en dronningeskak på h5, som ødelægger hans rokade. Problemet er, at det samtidig taber en officer når sort lige ofrer en bonde med g7-g6 inden han tvinges til at flytte kongen. Et ganske simpelt mellemtræk som jeg af uforklarlige grunde overhovedet ikke havde på lystavlen... Egentlig kunne jeg lige så godt opgive, og tanken var meget nærværende. Men jeg besluttede, at jeg ikke

skulle fejre den nyerhvervede mesterspillertitel med et 9-træks tabsparti efter 4 timers kørsel igennem Nordtyskland. Efter en slagudveksling fik jeg trods alt en bonde for officeren – en bonde helt fremme på g6, og jeg havde ødelagt hans rokade. Undervejs fik jeg da også følelsen af, at der var en svag puls, selvom patienten nok var stendød. Jeg fik på et tidspunkt lavet, hvad der lignede et halvgiftigt bondefremstød, som krævede nøjagtig spil, men det blev afværget uden større anstrengelser. Han havde ikke 2100 uden grund. Efter yderligere nogle træk nåede vi frem til følgende stilling i min kraftige tidnød (se diagrammet).

Sort er i trækket. Egentlig var jeg bare glad for at jeg nogenlunde ærefuldt havde holdt en stilling i gang med aktivt spil, og at jeg havde overlevet i 33 træk. Nu gik min modstander imidlertid i en lang tænkepause, hvor han regnede på mat i 8 startende med Sxg3. Jeg forkortede pinslerne i tidnøden til kun 3. træk…

2. runde

I anden runde skulle jeg med sort møde Andre Matzat med knap 2100. Det blev vel nok det eneste parti, hvor den nærmest obligatoriske dumme fejl ikke var så stor, at den fik nogen betydning, og jeg derudover spillede et ganske hæderligt og disciplineret parti skak. Det lykkedes mig på et tidspunkt at indespærre hans dronning på h2 med tårne i f- og g-linjen og dronning i h-linjen. Prisen var at jeg havde isolerede dobbeltbønder i e-linjen. Bønder der dels ”bremsede” hans f-bonde og dels gav mig støttepunkter i den åbne d-linje. På et tidspunkt lukker jeg fruen ind i spillet igen, og lader hende æde begge mine e-bønder mod at jeg får ryddet hans dronningefløj for bønder, og hermed får etableret to samlede fribønder i et materielt lige tårn/dronningeslutspil. Jeg fik hurtigt kørt den ene bonde til 2. række, og fik i tidnøden leveret en sejersrunde rundt på brættet med min dronning, der sikrede at bonden kunne få adgang til 1. række.

3. runde

I tredje runde skulle jeg med hvid møde Uwe Ritter. Tror han var Jens Peters banemand fra første runde. Jeg kom lidt skidt ud af åbningen – Benoni –, hvor sort får det aktive spil han drømmer om. Nogle halvskidte træk fra hans side gør, at jeg kommer godt med igen, hvor følgende stilling er fremkommet (se diagram).

Sort har fejlagtigt spillet 16. -, Dd8-f6. Fruen har problemer, da et velforberedt g4 kan tvinge den sorte springer til g7, hvorefter Lg5 er ubehageligt. Som en del af forberedelsen af g4 spiller jeg derfor 17. Se2, De7. Her burde jeg nok have spillet 18. Ld3, da jeg tidligere i partiet havde set på komplikationer, hvor sort får tårn eller dronning til e4, hvis ikke feltet er dækket, hvorefter der hænger officerer på c4 og e3. Jeg burde derfor have anet resultatet af mit næste træk: 18. g4?, Dh4. 19. Sc3? (Tf2 er nødvendigt). 19. -, Lxg4. Skriger nærmest til himlen, da fortsættelsen er forceret. 20. fxg4, Dxg4+. 21. Dg2, Dxg2+. 22. Kxg2, Lxc3. 23. bxc3, Txe4. Ja så har vi den stillingstype jeg tidligere havde kigget på – og lykkeligt skrinlagt mentalt. Jeg slår bonden på c5, og kommer takket være mine aktive tårne og konge frem til en stilling, hvor jeg vinder endnu en bonde, og har en klar remisstilling med kun en bonde under, men med hans tårn og konge i passive positioner. Desværre er jeg også i en tidnød i den ekstra halve time, som min modstander klogt vælger at spille på, og jeg bommer virkelig grelt i de sidste minutter, så det hele point gik – lidt ufortjent synes jeg – til min modstander.

4. runde

I 4. runde skulle jeg møde Ulrich Meyer. Jeg havde luret at han spillede en variant i Morra-gambit, som jeg og min ven Monsteret synes giver sort mindst lige spil, og dermed i længden – forhåbentligt – en behagelig bondegevinst.

Da vi når frem til 18. træk er stillingen stadig lige og jeg har stadig gambitbonden. Her spiller han fejlagtigt f4. Det giver mig 3 kandidattræk med angrebsmuligheder, hvoraf kun det ene giver klar fordel. De andre 2 taber enten gambitbonden igen (med lige spil) eller taber hele partiet… Gæt hvilket træk jeg valgte!

5. runde

Når man efter 4. runde kun har 1 point, har jeg en forventning om i hvert fald at få en på papiret overkommelig modstander, der må spille lige så dårlig som jeg. Lidt nedtryk over 2 spildte chancer og bitre nederlag i 3. og 4. runde, skulle jeg imidlertid spille hvid mod Ludwig Bielmeier med over 2100 i rating. Så meget for overkommelig modstander. Takket være mit relativt hurtige tab i 4. runde fik jeg lidt tid til at forberede mig på ham. Lidt research fremmanede en rask beslutning om at NU skulle der sgu ske noget. Jeg havde luret at han kunne finde på at spille Volga-gambit. Og jeg syntes ikke han gjorde det særligt succesfuldt, så mit udgangspunkt for partiet var at gå efter den, hvis jeg fik lov. Og ganske rigtigt kom vi ud i Volgaen. Havde det ikke været fordi jeg på det groveste nærmest endte med at sætte min dronning i slag, kunne partiet være blevet et rigtig godt parti... Det startede ellers ret godt, selvom jeg fik spillet en smule upræcist i en kritisk variant, hvor jeg rokerer en anelse for tidligt. Ikke desto mindre er stillingen jf. ChessBase stadig inden for teoriens brede rammer (se diagrammet).

Sort har lige spillet 12. - La6-c8 for at spille den videre til f5. Her bør jeg nok spille e4, men var lidt bange for at jeg blottede d4-feltet for tidligt i spillet. En sandhed der i øvrigt kom til at holde stik! Andre fornuftige kandidattræk er naturligvis Te1. Kækt og lidt dumt spiller jeg imidlertid 13. Dd3? Som lyn fra en klar himmel kom 13. - , Txa2! Her sad jeg så og blinkede med øjnene, og havde sløret syn i 10-12 min. før jeg rystede den mentale uppercut af mig. Tårnet kan naturligvis ikke slås grundet Lf5. Da jeg endelig havde fået synet tilbage, og kunne fokusere på brættet igen, gik der ikke mange sekunder, før jeg i ren og skær provokation spiller 14. Se5. Trækket er vel objektivt set ikke bedre end Te1 – måske endda lidt dårligere? Men jeg overvejede overhovedet ikke andre kandidattræk, fordi jeg ville have den barnagtige tilfredsstillelse, at vise, at jeg også kunne spille ”smart ass ”! Ud over at der nu truer springerslag på tårnet, fordi Lf5 besvares med e4 (nu støtter løberen på g2!), så er springeren også på vej frem til et spændende felt på c6, hvilket giver hvid lille men klar fordel. Sort har desværre bare 14. -, La6, hvilket tvinger den fyrige ganger til 15. Sc4. Efter 15. -, Ta5 fulgt af hvids 16. Ld2, er der lagt op til et spændende parti, som desværre kun varede nogle få træk mere, hvor jeg for alvor syntes, at jeg var ved at komme i gang for blot at bomme en dronning væk i en simpel binding. Og nej, jeg var ikke en gang i tidnød. ØV!

6. runde

I 6 runde mødte jeg min lavest ratede modstander i Uwe Körber med 1762. Vi var ikke mange træk inde i partiet, før han ganske kækt ofrer en løber på f7 fulgt op med Sg5 samt et par stærke bønder på e4 og f4, som tromlede frem mod min højt elskede konge (se diagrammet).

Min modstander skal have stor respekt og ære for forsøget, absolut! Men Monsteret giver hurtigt mit forsvar mindst +2, og jeg følte mig også rimelig fortrøstningsfuld undervejs trods presset. Igen får jeg imidlertid lavet en grov bommert, måske fordi jeg bukker under for presset? Fejlen tillader ham at vinde en ofret bonde tilbage og etablere et seriøst tryk mod min konge med gode remis og gevinstchancer til ham. Der skal virkelig bruges tid på alle trusselsvarianter – og dem var der mange af. Til sidst har jeg blot 26 sek. til at lave 12 træk! Han har ca. 11 minutter. Til gengæld er min konge på vej i sikkerhed på dronningefløjen. I frustration leder min modstander længe efter gevinst, og pludselig har han kun 6 min. tilbage og jeg 16 sek. til 9 træk. Han går i tænkeboks, og der bliver måske lavet et træk mere, før han tænker sin tid ud og taber. Puha!

7. runde

I 7. og sidste runde rendte jeg igen ind i en Volga. Frem for straks at arbejde med trykket på dronningefløjen, valgte han en variant, hvor trykket i første omgang lægges på hvids fremskudte bonde på d5. Efter 12 træk er trykket så stort, at jeg er nødt til at dække den med e2-e4, som trækkes med remistilbud. Jeg står egentlig meget godt, men var lidt rystet over eget spil i de forgangne 6 runder. Ved at tilbyde remisen mister jeg muligheden for at komme hjem med 10-15 ratingpoint, men sikrer at jeg kun ville tabe et par stykker, hvilket jeg vurderede som lidt af en succes taget mit spil og modstanderes styrke i betragtning. Frem for alt har jeg den nyvundne mesterspillertitel i behold lidt endnu, selvom der blev hvisket og tisket på bagsædet om knive i ryggen og blodbad i den kommende klubturnering…

Afslutning

Nedenstående tabel viser modstander og resultat i de enkelte runder:

Hvad vi manglede af succes på skakbrættet, havde vi sandelig på det sociale plan uden for brættet. Kemien mellem os var god, og der blev efter en lang skakdag tyret nogle gode schnitzler, fla’fisk og tallerkner med kødbjerge i mundtøjet som blev skyllet ned med det gode tyske øl.

Godmodige drillerier og gode ideer til klubbens ve og vel kom der også på banen. Et af de fremkomne forslag var at man måske kunne søge støtte til vores ur-køb hos lokale virksomheder, der kunne blive sponsorer. Her faldt snakken hurtigt på Finns lille butik i Holeby. Så kunne vi omdøbe klubben til ”MAN united”! Jens Peter mente så bare, at det kunne tiltrække nogle ubehagelige overtatoverede fyre med blå t-shirts. Så den går vi nok ikke videre med... :-D

Nå, men trods den pauvre indsats på skakbrættet var alle enige om, at vi skal forsøge at komme af sted igen en anden god gang – gerne næste år. Jeg kan kun opfordre andre til også at rive et par dage ud til skak, mad og øl – samt en masse morskab i det tyske.