Præstø Gøngeturnering 2022

Præstø 20. Gøngeturnering

Skrevet af:

Sigurd Marthendal

Som læserne kan se i overskriften, er det ikke første gang, turneringen afholdes. Men for mit vedkommende var det min debut i Præstø. Jeg har i mange år haft lyst, men tiden har ikke været til det, og Klosterturneringen i Maribo er blevet prioriteret i stedet. I år syntes jeg dog datoerne for Klosterturneringen i Maribo faldt for meget sammen med vores egne aktiviteter, så det ville betyde 2 aftener i træk, og her passede Gøngeturneringen altså perfekt i år. Og så lokkede Jens også lidt...😉


Så fik vi også lejlighed til at besigtige klubbens nye lokaler i Allerslev Ungdoms- og Idrætsforening. Det er nogle fine og lyse lokaler med masser af plads til skak og separat rum til analyser samt lille køkken. Det virker som nogle ganske fine forhold, de har fået.


Det lykkedes at få registreret vores nye ratingtal efter SLS Open inden start, så det betød, at jeg med 4 ratingpoints forspring til en Næstvedspiller møvede mig op i mestergruppen. Så jeg er altså lavestratet i øverste gruppe med en forventet score på 1,35. Me like!


1. runde bød på hvid mod Morten Madsen (1895) fra Præstø. Jeg blev præsenteret for Lettisk Gambit (1. e4, e5 2. Sf3, f5), vistnok for første gang. Under alle omstændigheder kender jeg ikke særligt meget til teorien, bortset fra, at den ikke anses for særlig god for sort. Altså måtte jeg for en sjælden gangs skyld allerede begynde at tænke fra træk 3 - sikke noget.😳


Diagram 1

Altså: 1. e4, e5 2. Sf3, f5 3. Lc4, d6. Det er sjovt at sidde med et åbningskompendium forfattet af Kasparov i 80'erne og samtidig køre spillet igennem på hjemmedatamaten. Iflg. Kasparov er mit træk en af 3 hovedvarianter (som min modstander så afviger drastisk fra), mens hjemmedatamaten har det træk som nr. 8 og til gengæld vurderer 3. Sxe5 som et decideret gevinsttræk. Computernes indtog har virkelig rykket ved opfattelsen af åbningsspillet!


Nu burde jeg have spillet 4. d4, som ville have givet mig fuld kontrol over centrum, men det så jeg ikke og spillede 4. d3, Le7 5. Sc3, c6 6. 0-0, f4 7. d4. Først nu kom trækket, men nu var det ikke med den helt samme effekt. 7. -, Dc7 8. a4, h5 9. h3, b6? (se diagram 1). Mine sidste 2 træk var fesne og fjernede enhver fordel, men til gengæld bragte min modstanders sidste træk en klar gevinst frem. Jeg så den, men brugte unødig tid på at få forberedt den. Jeg skulle med det samme have spillet 10. dxe5, dxe5 11. Sd5!, men af en eller anden årsag mente jeg, at tårnet skulle med: 10. Dd3, a5 11. Td1, Sa6, og først nu kommer pointen: 12. dxe5, dxe5 13. Sd5! Den springer kan ikke slås, fordi jeg slår igen med dronningen og truer med mat (nok derfor jeg ville have tårnet med) eller tårntab. Problemet for sort er - hvor pokker skal han placere sin dronning?


Diagram 2

Her omkring kl. 20 begyndte jeg allerede at fantasere om en lille miniature til hjemmesiden og den lange ventetid på Jens...😎Men det skulle gå anderledes. Ikke at jeg satte gevinsten over styr, men min modstander fandt hele tiden de bedste forsvarstræk, så partiet endte alligevel med at være det næstsidste, der var færdigt.

13. -, Dd8 14. Sxe5, Sc5 15. Df3, Le6 16. Sxc6, Dc8 (se diagram 2). Her går jeg lidt sukkerkold og kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skal komme videre. Mit luksusproblem er, at stort set alle bare nogenlunde fornuftige træk fører til gevinst, og her vælger jeg ikke den bedste fortsættelse. Jeg skulle have spillet Lb5, Se5 eller Scxe7 for at bevare en gevinst på +12, men jeg valgte i stedet 17. Sdxe7, som "kun" giver +9😏.


På intet tidspunkt var min gevinst i fare, og jeg lavede ikke de sædvanlige bommerter, hvilket jeg er ret glad for. Til gengæld var jeg ikke helt skarp på eksekveringen af gevinsten, så det var en medvirkende årsag til, at partiet trak så længe ud, samtidig med at min modstander som beskrevet var god til at finde de bedste forsvarstræk i en håbløs stilling i langt de fleste tilfælde.


Så det endte med at være Jens, der måtte vente... Men en fed start for mig i gruppen, og mon ikke jeg kan få skrabet ½ point mere sammen.😁

Diagram 3

I 2. runde mødte jeg Erik O. Hansen fra Præstø. Ham har jeg mødt 4 gange før, men de første 3 gange var i forrige årtusind😆, da Erik var juniorspiller, så de partier kunne jeg næppe bruge som forberedelse. Sidste gang vi mødtes var i 2017 under L-F Mesterskabet, hvor jeg vandt, men det var med de omvendte farver af dagens opgør, så heller ikke meget hjælp at hente her. Så må man jo tage den fra hoften, som man siger.


Og den plan gik så ikke særlig godt. Jeg spillede, for at sige det mildt, forfærdeligt åbningsspil. I diagram 3 har hvid (Erik) netop spillet 16. e5, og jeg står tykt til tab med omkr. -6,5. Men de følgende træk viser, hvor hurtigt fordele kan skifte fra side til side, fordi vi jo altså bare er amatører...


16. -, dxe5; hvor skal springeren nu hen for at give mest effekt af afdækkertruslen på min dronning? Jeg havde gransket scenariet, inden jeg slog bonden og kunne ikke finde nogen gode placeringer til Eriks springer. Det kunne han heller ikke - sandsynligvis fordi vi begge tænkte "fremad" ned i den sorte stilling. Sf3 havde været det stærke træk, men der blev spillet 17. Sf5?, hvorefter stillingen er stort set udlignet, - hvis jeg altså havde spillet Sd4 med trussel på hans dronning og dermed gennemtvunget en springerafbytning... Men lige præcis her tænkte jeg kun: "Væk med dronningen..." 17. -, Dc7? Og så er der stor hvid fordel igen, - hvis han altså havde spillet Sd6+... Han byttede i stedet med løberen på g7, og så er stillingen igen helt lige.


Diagram 4

Og helt lige vedblev stilingen at være indtil stillingen i diagram 4, hvor jeg laver endnu en afgørende fejl. Der er lige spillet 24. Lg5, h6 25. Lh4. Her skal jeg selvfølgelig følge op med g5, inden jeg fortsætter med planen om et tårn på 2. række med Td2. Jeg har set kombien med Lxf6+ efterfulgt af en gaffel på konge/tårn, hvis jeg slår igen med kongen. Men der er jo også den anden springer, der dækker, så ingen ko på isen... Altså 25. -, Td2? 26. h3... Hvor svært kan det lige være at gennemskue et så simpelt og indlysende træk? Svært åbenbart!

Diagram 5


Derefter var jeg på hælene, indtil det lykkedes at komme ind i remis-kampen igen efter en netop overstået tårnafbytning i diagram 5. Jeg er bare slet ikke klar over, hvor afgørende mit næste træk er, hvis jeg skal holde remisen. Jeg tænker bare, jeg skal ud over stepperne med kongen, have byttet en bonde, og så er den ged barberet.


Men sådan må man aldrig tænke i sådan et slutspil. Det er nu, hr. Marthendal, at der skal tænkes grundigt. Det kan læseren så passende også gøre. Der er ét træk, der fører til remis ved korrekt spil. Alt andet taber med næsten -10. Tryk på brættet for løsning.


Jeg kan røbe så meget, at jeg ikke spillede remistrækket, og jeg må samtidig komplimentere min modstander for at spille slutspillet fuldstændig sikkert og fejlfrit og hive hele pointet hjem.


Nu går der så ged i kronologien, da både Jens og jeg spillede 5. runde på forskud. Min modstander, Finn Holmsø, havde afbud pga. ferie, og da han bor i Nykøbing, lå den jo lige til højrebenet at spille kampen lokalt. Det syntes Jens var så fremragende en idé, at han overtalte Matthias fra Maribo til at gøre det samme, så vi var 2 par, der spillede på forskud tirsdag d. 10/5 i vores egne lokaler i Kettinge.


Finn Holmsø - tidligere Andersen - spillede i SLS tilbage i 00'erne, hvor han spillede 1. bræt på 1.-holdet. Her mødte jeg ham hele 3 gange, dengang jeg spillede 1. bræt for Tingsted Skakklub. Finn skiftede til Præstø Skakklub af arbejdsmæssige årsager.


I dag skulle det så vise sig, om jeg kunne matche Finns rating på 1947. Partiet er vist i sin helhed her ved siden af med kommentarer, og som man kan se, - jo - det kunne jeg så😎.


Dermed har jeg allerede overskredet min forventede score med 2 runder tilbage, så jeg må siges at være særdeles tilfreds med forløbet af turneringen indtil nu!

Diagram 6

Og så er det tilbage til kronologien og 3. runde, hvor jeg skulle have noget så sjældent som en ukendt modstander - altså i den forstand, at jeg aldrig har mødt Hanus Brekka fra Præstø før. Jeg skulle have hvid, og med den forventede score på plads var der ikke nogen nerver og heller ingen forventninger, når modstanden hedder 2008!


Det blev en Petrosjan variant - også kaldet russisk - 1. e4, e5 2. Sf3, Sf6. Partiet forløb meget lige uden de store fejl fra nogen af os, og det var meget tilfredsstillende. I diagram 6 har jeg netop spillet 39. Kg3 og vejrer en lille smule morgenluft, da den sorte bonde på f3 ikke kan holdes. Men jeg hoppede lige en ekstra gang i stolen, da Hanus lavede en kæmpe fejl med 39. -, f5?? Nu falder begge f-bønder med 40. Kf4, og jeg står klart til gevinst!


Men pointet kommer jo ikke af sig selv, og jeg spillede slutspillet virkelig dårligt. Løberne blev byttet af, men jeg kunne slet ikke styre min springer. Måske hang det sammen med, at klokken nærmede sig midnat😴. Til sidst havde jeg kun dobbeltbønderne og springer mod springer, og den holdt Hanus remis. Det tog mig lang tid og mange træk, inden erkendelsen, om at der ikke var mere end det halve point, bundfældede sig. Som Jens lakonisk kommenterede, da han skaffede os et ekstra noteringspapir: "Husk at notere datoen!"...😆


Her dagen efter under analysen, ser de oversete træk ganske selvfølgelige ud, og jeg forstår med friske øjne slet ikke, hvordan jeg kan overse dem og fumle sådan med min springer. Man skulle have mulighed for at tage en timeout. Et godt gammeldags hængeparti ville have hjulpet gevaldigt...😏

4. runde havde jeg fået udsat (og udsat igen pga. sygdom), men fredag d. 10/6 lykkedes det at få spillet mod min evige plageånd Henning Nielsen fra Maribo, og vi syntes begge to, at det gav mening at spille i Maribo. Det var nu 15. gang, vi mødtes, og jeg har kun vundet 2 gange. Jeg havde derfor forberedt mig som en sindssyg, da både Henning og jeg plejer at spille nogenlunde det samme. Så finder vi forbedringer fra gang til gang, jeg kommer som regel til at stå rigtig godt, og Henning ender med at vinde... Lad os bare løfte sløret allerede nu: "Business as usual"! Men denne gang kunne jeg næsten ikke have fået flere og større chancer, som jeg vil vise jer i det nedenstående: 


Diagram 7

I diagram 7 er vi nået frem til en nøjagtig kopi af vores parti fra L-F Mesterskabet 2020: 1. e4, e5 2. Sf3, Sc6 3. d4, exd4 4. Sxd4, Sf6 5. Sxc6, bxc6 6. Ld3, d5 7. De2, Be6 8. exd5, cxd5 ?!  9. Lb5+. Dette var nyheden i 2020, som vinder en bonde. 9. -, Sd7 10. Lc6, Tb8 11. Lxd5 Tb6 (diagramstillingen). Herfra manglede jeg skarphed i 2020 og lavede kort rokade, så derfor nu den nye forbedring: 12. Le3!? Den virkede helt efter hensigten, og Henning fandt langt fra det stærkeste svar - faktisk var hans svar temmelig dårligt, for han valgte at give mig en kvalitet: 12. -, Lxd5?? 13. Lxb6+, Le7. Nu står jeg til gevinst med omkr. +6.5, og den burde jeg jo ikke kunne sætte over styr!


Jamen selvfølgelig kan jeg da det! Fra min placering i det ensomme skydetårn ser jeg et pragteksemplar af en buk komme ind i lysningen (læs:diagram 8), og jeg er ikke sen (uden dog at forhaste mig) til at lægge bøssen til skulderen og afgive skud. Henning kan vælge mellem mat eller dronningetab, og jeg kan komme temmelig tidligt hjem og se landskamp. Derfor: 14. Lxc7?????, Dxc7 HVORFOR?? Fordi kongen på e1 i min krøllede hjerne var blevet til et tårn, så hvis Henning slår løberen, går han mat. Hvilket jo er fuldstændig korrekt, hvis mit billede af tårnet altså ikke havde været et fata morgana.

Diagram 9


Således dybt rystet skyndte jeg mig også at skyde den næste buk i lysningen ved at lave kort rokade: 15. 0-0???, Lc4. Kvalitet den anden vej. Nu er det Henning, der står til gevinst med +6.5...

Diagram 8


Tro det eller ej, men det lykkedes mig faktisk at komme ind i kampen igen ved hårdt slid, forbavsende godt spil og knap så godt spil fra Hennings side. I diagram 9 står jeg efter Hennings 52. -, La3 tykt til gevinst igen, hvis jeg havde valgt at spille Sd5. Springeren kan passe på min f-bonde, mens min konge smutter over på dronningefløjen og hjælper bønderne i mål. Skulle Henning vælge at bytte officerer på f4, kommer jeg først.


Men jeg valgte 53. Sd3?, Ld6 54. Se5+? Og her kom så aftenens 3. flotte buk ind på scenen. Hvad var det nu den springer lavede?? Nå ja - den dækkede jo forresten f-bonden...

Men spillet var ikke tabt endnu. Faktisk var det remis ved korrekt spil, men det er ikke min stærkeste side p.t. Jeg holdt remisen de næste 10 træk, men spillede alt for hårdt på gevinst, og mit remistilbud kom først, da partiet var tabt...


Status over turneringen for mit vedkommende er derfor, at jeg havde stillinger til at blive Gøngemester. Jeg skulle have vundet over Hanus og Henning. Til gengæld tjente jeg 39 ratingpoint og fik en 3. plads, så jeg fik jo en del mere end forventet og kan på den baggrund dårligt være helt utilfreds. Men alligevel... så nær ved og næsten.

Skrevet af:

Jens Peter Petersen

Diagram 1

Første runde var mod Bjarne Petersen, som tidligere har spillet i Nykøbing F. Skakklub, dengang jeg også var dér. Vi har spillet mange gange, og hver gang har jeg haft vanskeligt ved at håndtere hans spillestil. Bjarne spiller gerne ”Sniper”-varianten med trækkene g6, Lg7 og c5, stort set uanset de hvide træk. Det skulle da være nemt nok at forberede sig på ik’?

Diagram 2

Det er det så ikke, kan jeg oplyse. I partiet er vi nået til stillingen i diagram 1, der er i balance.  Det er så her, jeg fejlagtigt spiller 21.Sf4? Sort svarer naturligvis Dh4 med stor fordel. Det rigtige træk i stillingen er Dd2.

 

Anden runde var mod Richard Roos fra Næstved, som er gruppens højest ratede. Faktisk stod han til at bytte plads med Sigurd indtil Sigurds nyeste ratingtal blev opdaterede, og han som bekendt endte i øverste gruppe i stedet. Jeg spillede virkeligt et dårligt parti med en hel serie fejl, hvoraf et par stykker var åbenlyse. Der er virkelig ikke noget at vise frem – og det er ikke bare fordi jeg tabte…eller…det dér. 😊

 

I tredje runde måtte det så nødvendigvis gå ud over Mathias Rasmussen fra Maribo, hvis jeg skulle få gang i nogle point. Det lykkedes også, og efter sorts 26. -, d4 (diagram 2), er der ikke meget Mathias med de hvide brikker kan stille op. Stærkt presset stiller han et tårn i slag få træk senere, og opgiver derfor.


Ny status er, at jeg skal lave to point i de to sidste runder for at holde mit ratingniveau.

Se med i næste afsnit, hvor Jens og Sigurd igen drager til Allerslev Forsamlingshus for at udfordre skæbnen i den udmærkede Gøngeturnering.


Jens sluttede på 4. pladsen med 2 point - red.

Skrevet af:

Sigurd Marthendal

Jens Peter Petersen