Nyk. F. Byturnering 22

Nykøbing Falster Byturnering 2022       (weekendturnering)

Skrevet af:

Sigurd Marthendal

I mange år var Nykøbing F. Byturnering en særdeles traditionsrig og velbesøgt sæsonstartsturnering i august måned. Men det er vel efterhånden 15-18 år siden, den stoppede. Nu har Nykøbing F. Skakklub så genoplivet den som en weekendturnering, og det blev en rigtig fin debut med 30 deltagere heriblandt GM Henrik Danielsen, der kombinerede skakken med besøg hos familien i fødebyen.


Ingen tvivl om at deltagelsen af en GM trak flere håbefulde mesterspillere til turneringen i håb om at møde ham over brættet. Det betød så samtidig at vores 4 deltagere røg langt udenfor øverste gruppe og ikke fik den "fornøjelse". Michael deltog i basis 1, Henning og undertegnede i basis 2 og Jens i basis 3.


Michael blev desværre syg om søndagen, så han kun fik spillet de første 3 runder med et resultat på 1½ point. Det kunne sikkert være blevet til mere, da det var 2 af de lavestratede, han manglede at møde. Jens fortæller længere nede på siden om sin deltagelse. Derfor fortæller jeg kun fra Hennings og min gruppe - basis 2.


Det gode ved sådan en weekendturnering er bl.a., at der kommer en del spillere langvejs fra, som man ikke har mødt før. Så undgår man alt for meget ratingindavl... Da jeg ankom til første runde fredag aften, havde jeg allerede undskyldningerne parat. Havde deltaget i arbejdsrelateret konference i Roskilde hele dagen; afgang 7.15 og hjemme lidt over 17, kastet lidt mad i hovedet og ud af døren igen til skak. Ikke den bedste optakt. Og der blev god brug for undskyldningerne, for det var ganske enkelt bare et dårligt spillet parti, der ikke fortjener yderligere kommentarer.


Med sig til turneringen havde GM Henrik Danielsen taget sin storebror, John, som for mange år siden var en særdeles dygtig mesterspiller med tæt på 2200 i rating. Nu deltog han som prøvemedlem med 1700 efter flere årtiers pause. Men glemt at spille skak havde han dog ikke! Ham mødte jeg lørdag formiddag. Jeg lavede en stor fejl i træk 13, der kostede 1 bonde, men jeg fik alligevel præsteret et hæderligt modspil, og da jeg i slutspillet fik lejlighed til at bytte tårne af, så vi kun havde nogle bønder og uligefarvede løbere tilbage, hjalp min modstanders merbonde ikke en døjt. Den remis blev kørt hjem.


I 3. runde var der klubopgør. Henning havde foreløbig vundet de første 2 runder, så han var i hopla. Jeg kom igen galt afsted kort efter åbningen, men Henning var åbenbart fredeligt indstillet, så han valgte trækgentagelse, da vi nærmede os de 30 træk. Det var en foræring - ingen tvivl om det.


Allerede inden søndagens 2 runder stod det nu klart, at den forventede score ikke ville blive nået for mit vedkommende. Til gengæld havde Henning med sine 2½ point allerede opnået sine!

Jeg skulle møde Jakob Bjerregaard fra Nyk. F., som jeg slog rimelig ukompliceret i årets holdturnering. Denne gang havde han dog forbedret sit åbningsspil markant (vi spillede Caro Kann som sidst). Jeg stod bedst de første 30 træk uden dog at have en egentlig gevinst på noget tidspunkt. Så spillede jeg igen dårligt, og Jakob stod til gevinst indtil stillingen i diagrammet til højre. Han vælger at spille 42. -, bxc3? Han skulle have slået med løberen for at bevare gevinsten. Nu får jeg nemlig lov at spille 43. Txe6+, Kxe6? 44. Sd4+, Ke5 45. Sxf3, Kf4 46. g5! Nu står jeg tykt til gevinst.

Og det bliver jeg ved med, indtil stillingen til venstre, hvor jeg ikke regner langt nok, selvom det ikke er så pokkers svært at se - bagefter... Jeg tænker ikke længere springeren er nødvendig, så derfor 50. a5??, Kxd4 51. a6, Kc4 52. a7, d4 53. a8D, d3+. Først nu gik det op for mig, at jeg jo ligesom ikke kunne stå på c1, der dækkes af løberen... Heldigvis kunne jeg stadig hive en remis hjem: 54. Kb1, c2+ 55. Ka2, c1D. Den er ikke med skak, så jeg kan derfor trække evigskakkortet. Deprimerende...


Inden sidste runde mod Alex Hansen fra Valby fortalte han mig, at han var fredeligt indstillet, hvis jeg var. Altså med andre ord blev der tilbudt remis inden kampstart. Men med alle de missede point tænkte jeg på damagecontrol og afslog, hvorefter jeg tabte et igen dårligt spillet parti.


Dette var afgjort ikke min turnering. I første runde havde jeg nok tabt til hvem som helst, for der var absolut ingen hjemme. Smider en bonde væk i 2. runde, får foræret ½ medlidenhedspoint i 3. runde, smider en klar gevinst væk i 4. og afslår endelig en remis i sidste runde, hvor jeg nok egentlig lige skulle have taget en timeout og spurgt mig selv, hvordan det var gået indtil nu...


Til gengæld må man sige, at det var Hennings turnering! Han vandt gruppen og de 800 kr. med imponerende 4½ point og 117 ratingpoint ind på kontoen!! Sådan!


Men uanset mit ringe resultat var det faktisk sjovt at deltage, og det er en turneringsform, jeg godt kunne tænke mig at dyrke lidt mere. Turneringen blev kørt godt. Kun forholdene med dårlige stole/borde og skoleskakbrikker lader noget tilbage at ønske.

Skrevet af:

Jens Peter Petersen

Byturneringen i Nykøbing gav ikke helt den medvind, som jeg havde håbet på. 2½ point af 5 er ikke tilfredsstillende. Der var da også 1½ point, som jeg ikke tog, da de blev mig tilbudt. Læseren kan jo prøve, om vedkommende kan se, hvilke gevinsttræk jeg ikke fandt.

I den første stilling har jeg hvid mod mod Bjarne Vollbehr, som var på ferie med familien i Danmark. Bjarne kommer fra Tyskland, og havde fundet frem til turneringen. Vi har spillet ”Alapin”: 1.e4,e5 2.Sf3,Sc6 3.c3 osv. Det gik helt efter bogen med de sorte fejltagelser, man nok gør, når man ikke kender åbningen.

Sort har netop spillet 13 -,a6. Hvor skal den hvide så løber hen? 14. Lc6 er jo bare i slag, den sorte dronning er dækket af Lc8, så jeg spiller 14. Ld3?

Sort har andre træk end 14. -, Sxc6, men de er kun marginalt bedre.

Den næste absence er fra mit parti mod Sissel Kærgaard fra Køge. Jeg har - med hvid - fået lov til at spille Grand-Prix angrebet i Siciliansk, og nu har jeg den mest fantastiske angrebsstilling.

Det rigtige træk er opsigtsvækkende. Det er nok derfor det ikke kom til mig.

Hvid skal spille 20. Tf6!!

Den gode nyhed er, at jeg kunne komme frem til disse stillinger. Så skal jeg ”bare” finde ud af at få lukket sækken, når de opstår 😊

Skrevet af:


Jens Peter Petersen

Sigurd Marthendal