Erfurt

Skaktur til Erfurt (Ich biete remis)

Det var med stor spænding, at jeg drog afsted Sydpå til Tyskland ml. jul og Nytår. Mit rejsemål var Erfurt. En midttysk by, hvor Luther huserede og blev ordineret som præst og senere reformerede kristendommen et halvt årtusind tilbage i tiden.


Af mere aktuelle aktiviteter er det jo også der den ”berømte” 26. Erfurter Schachfestival” finder sted hvert år mellem jul og nytår. Turneringen er bestemt værd at anbefale og hvis jeg har mulighed, er jeg også at finde næste år.


Vi var vi under en håndfuld danske deltagere og det var en af ”os”, Jens Ove Fries Nielsen, der løb af med sejren i øverste klasse. Så alene ud fra rent statiske beregninger, bør vi alle tage afsted til næste år.


En anden god ting er turneringens organisatoriske set-up. Det geniale ved denne her turnering er, at du har mulighed for at spille skak, sove, spise og gå i baren på et og samme sted! Nemlig Radisson Hotel. Vil du gerne se lidt af byen – og det kan anbefales – ja så ligger hotellet/spillestedet midt i byen og du hopper bare på en sporvogn.


Ja - du læste rigtigt. Der kører sporvogne i byen og i det hele taget kom jeg i det nostalgiske hjørne i forbindelse med min tur til Erfurt.


Nostalgien er også at finde i de tyske toge på vej derned. De har stadig kupeer og en sød dame, der kommer rundt og byder på kaffe. Den eneste grund til, at du ikke oprigtigt tror, at du befinder dig i en tidslomme engang i midt firserne er, at du kan se på displayet at toget kører 229 km. /t. Nostalgi og tysk effektivitet på en gang. Jeg elsker at køre med tog i Tyskland.


Tilbage til skakturneringen. Turneringen var organiseret således, at den øverste klasse spillede på øverste etage på Radissen Hotel. På 17. etage med panorama udsigt ud over byens mange flotte lutheranske kirketårne. Nu spillede jeg jo kun I den næstbedste række med op til ca. 1950 i rating, så jeg måtte nøjes med 1. etage sammen med resten af pøbelen. Til gengæld var det der morgenmads restauranten lå. Så jeg kunne i ro og mag tage en ekstra kop kaffe inden spil start.


Eller måske en sildemad. Erfarede hurtigt, at jeg befandt mig i et område af Tyskland, hvor der spises mængder af sild. Således også som en del af morgen buffeten og sågar også som snack i en sandwich til at tage med ude i byen. Så kalder de det en ”Bismarck Baguette” og det fungerer faktisk meget godt.


Rent skakmæssigt gik det ok for mig, men heller ikke mere. Jeg endte med fire points af otte mulige og med en beskeden rating fremgang på sølle 15 points. Godkendt, men skuffende ift. at jeg havde 2/3 og gik ubesejret ind til 4. runde. Som en lille krølle på den succes historie kan jeg nævne, at jeg var tæt på at skulle spille 2. runde på øverste etage med panoramaudsigt.


Bord fordelingen var lavet så smart, at ud over elite spillerne, spillede de 6 øverst rangerede i vores turnering i hver runde også på øverste etage. Jeg missede panorama udsigten med et par borde pga. mit høje startnummer. Det kunne have været sjovt at prøve, men det må blive næste år.


Jeg må hellere lige forklare de tyske gloser i overskriften. Det kommer sig af, at begge mine modstandere i anden og tredje runde tilbød remis, og jeg tog imod. Stillingerne var lige, og de havde begge ca. 100 mere i rating. Det i sig selv er jo ikke specielt morsomt. Men skæbnen ville så, at min modstander i 5. runde også spurgte mig: ” Ich biete remis”. Han tilbød altså også remis. Jeg følte i indeværende spil, at jeg havde fået vendt en halvdårlig åbning til en god gevinstmulighed, og jeg spillede videre.


Det var imidlertid en kompliceret stilling, og da jeg ledte efter vindertrækket, brugte jeg meget tid og kom i tidnød. Derfor måtte jeg lave et par trækgentagelser uden at lave tre i træk, så han kunne forlange remis på det grundlag. På et tidspunkt, efter at have tilbudt remis to gange, og efter at jeg havde lavet nogle trækgentagelser, som var meget tæt på tre i træk uden at være det, undersøgte han sin egen notering. Han kiggede intenst på sin notering i håbet om at finde tre trækgentagelser og forlange remis.


Selv forholdt jeg mig roligt. Jeg havde lige klaret tidskontrollen og var nu ganske sejrsikker. Ikke helt så sejrsikker som dengang i Kettinge lige inden jeg solgte min dronning mod storfuskeren Frank. Heldigvis kan man sige.


Men tilbage til Tyskland og Hr. Kreutz som han hed. Efter at have kigget på sine noteringer og – må jeg formode – have erkendt, at jeg ikke havde lavet tre ens træk i træk, sagde Hr. Kreutz: ”Es ist ganz egal” og spillede videre.


Umiddelbart efter fandt jeg vindertrækket, og han opgav og var vist ”ein bischen knotten” på mig, da han opgav.


Apropos tidnød gjaldt den gode gamle regel med 2 timer til 40 træk og 30 min til resten. Da vi også spillede med gode gamle mekaniske ”Garde” ure er jeg sikker på, at jeg kan lokke Henning Mogensen med næste år.

Skrevet af:

Herr Jeppe Hansen