Bamberg Open 2021

Bamberg Open 2021

I dagene d. 28/7 – 1/8 2021 deltog undertegnede og min gode skakkammerat fra Aarhus, Jakob Bjerre Jensen, i Bamberg Open i det sydtyske – nærmere betegnet Bayern. Læsere af diverse referater her på siden vil vide, at det ikke er første gang, Jakob og jeg tager turen til Tyskland for at spille skak. Vi har på tidligere ture tillige haft dejligt selskab at Jens, Jan og Jeppe, men har aldrig været så langt syd på som Bayern. Men selvom vi denne gang kun var to af sted, så er det en fantastisk og enormt hyggelig måde, at bruge et par dage til skak og ferie.


Jeg kendte ikke Bamberg i forvejen, men kan oplyse, at den ligger ca. 75 km nord for Nürnberg (også et besøg værd kan jeg oplyse!). Bamberg har et fantastisk flot historisk centrum omkring floden Regitzam, og det er en kulinarisk og historisk højborg for øl!!! Det er særligt røg-øl i flere afskygninger, men oftest mørk, som er områdets speciale. Men det tænkte vi, at det skulle da ikke have lov at skræmme os væk. 😊


Optakten til turneringen var lidt kaotisk grundet Coronasituationen. Tidligere har turneringen vist ligget først på sommeren, men frem for at aflyse turneringen helt, havde man denne gang flyttet den. Jakob og jeg havde i løbet af foråret talt lidt om at deltage i den, men ville lige se tiden an. Da tiden nærmede sig for, at vi kunne beslutte, at vi ville af sted, – vi havde begge udsigt til dobbeltvaccination inden afrejse – viste det sig at turneringen allerede var fuldt booket og med mange på venteliste. ØV!!


Det fremgik dog, at mange ikke havde betalt indskud endnu, så vi skrev til turneringsledelsen, om der måske var plads på deltagerlisten til to danske skakentusiaster, der havde glædet sig til turneringen, hvis vi tilmeldte os nu og straks betalte indskud. Vi fik den dejlige besked tilbage, at det ville glæde dem, hvis to danske skakspillere ville deltage i turneringen. Og så var vi med på startlisten.

Turneringen blev afviklet i to 7-runders Schweizer-grupper, hvor kravet for at deltage i B-gruppen var højst 1900 i ELO. Det kunne jeg lige krybe under med mit halvdårlige resultat i Odense nogle uger tidligere. Det fristede lidt at være rating-favorit til en førstepræmie på 400 Euro, men så med krav om gevinst i næsten alle partier. Der var mange unge – formentligt - fremadstormende juniorer i B-rækken (som helt bestemt ville have givet mig udfordringer), så jeg valgte alligevel at stille op og tage imod udfordringerne i den åbne A-gruppe. Her lå jeg så til gengæld i den gumpetunge ende af startlisten og uden realistisk udsigt til andet end at forsvare rating-point – og måske overraske i et par partier....


Tidskontrollen var som vi kender den, med 15 min. ekstra livgivende tid ved træk 40.


Spillestedet var en bygning i byens historiske centrum og rummede også selv ”store” historiske begivenheder fik vi at vide ved åbningsceremonien. Det var nemlig i den bygning – ja selve den flotte sal vi spillede i – at Bayerns første forfatning blev udfærdiget og underskrevet i 1919.
Vi blev så også oplyst, at det havde krævet ganske meget arbejde, koordinering og velvilje fra myndighederne at drible turneringsplanlæggelsen imellem coronaens skarpe rev. Faktisk havde Bamberg lige nu det største smittetryk i Bayern og Tysklands 5. største smittetryk. Så det var på med maskerne igen, når vi ikke sad ved vores bræt. Og som Jakob konstaterede tørt: ”Det er da rart  også at få trykprøvet vores vacciner…” 😊

Skrevet af:

Michael Nielsen

Link til turneringen med mange fine billeder, resultater, m.m:


Bamberg Open 2021

Hvis det skulle have interesse, så har Jakob lavet en sej ”lille” video på næsten en time(!!) om vores tur til Bamberg. De første minutter omhandler turen og området generelt. Resten af filmen afsluttes med sammenklip af et par aftener med ”after-chess” hygge, hvor temaet er partigennemgang, analyser og gode øl. Det der virkelig gør turene sydpå fantastiske.


Bamberg Video

Bortset fra Corona-truslen, så var rammerne bestemt helt fantastiske at spille skak under. Hvis bare skakresultaterne så også ville afspejle det. Det gjorde de så ikke – i hvert fald ikke for mig.


Jakob fik hentet 4½ point ud af 7, hvilket var marginalt over forventet. Det ene af de to tabspartier var mod en IM’er og remisen var efter få træk i 7. runde.


For mit vedkommende så spillede jeg generelt fint nok. I første runde blev jeg dog rimeligt pænt nedspillet af en stærk 2100-spiller, hvor jeg hurtigt kom til at stå uden udsigter til meget andet end et nul. I anden runde skulle jeg igen møde en 2000+ spiller. Partiet kom aldrig rigtig ud af balance, og næsten alle mine træk var blandt computerens favoritter. Så jeg gjorde da noget rigtigt. Og stillingen tippede måske marginalt til min side kort før afslutning, hvor jeg flyttede min konge ud af en nogenlunde harmløs binding, blot for at placerede den på et felt, der åbnede op for en taktisk kombination. Et velspillet parti der alligevel endte med et tab.

Og her kunne referatet sådan set slutte. For det var ganske karakteristisk for resten af turneringen. Pænt spil, men alligevel blev jeg enten slidt op af den generelt stærke modstand, eller også lavede jeg en overseelse i helt lige stilling.


Bevares jeg fik da en lille foræring i 3. runde, hvor jeg er nede med en bonde i et dronning/springer slutspil. Vi var begge på vej i tidnød ved træk 40, og modstanderens mer-bonde er en isoleret bonde langt fremme på brættet, med udsigt til at gå tabt, hvis officererne afbyttes. Men min modstander står klart bedst, men var vist helt brændt ud på øverste etage efter en lang dag og så mere og mere lidende ud. Så jeg fik remisen.


I en af runderne havde jeg sågar min stærke modstander godt nede i sækken, for så at slippe grebet og havne i en tabt stilling. Her bukkede modstanderen i vores tidnød, så en officer for en bonde. Men da han havde to fribønder i a- og b-linjerne og en dækket centrumsfribonde på 6. række, var det ikke så let at omsætte på kort tid. Stillingen var krydret med, at han hele tiden havde enten en mat-trussel eller remis ved trækgentagelse, som jeg skulle forholde mig til, hvis jeg skulle have sejren. Og det lykkedes mig så også at spille forkert, så jeg endda tabte partiet til hans a-bonde.


I sidste runde havde Jakob og jeg talt om at forsøge at tage en hurtig remis. Vi skulle lige se, hvad der kom på brættet, og hvis ikke det var interessant, ville vi tilbyde remis, så vi kunne komme fra Bayern i ordentlig tid. Jakob havde hurtigt spillet 5-6 teoritræk og fået sin remis hjem. Jeg spillede 8-9 teoritræk i en kongeinder, hvorefter jeg tilbød remis mod en ”svag” spiller med ”kun” 1860 i rating og hvis eneste point var som oversidder. Det blev accepteret, så jeg sluttede turneringen med 1 point – 2 halve.
Jeg undgik vist med nød og næppe - og korrektion – at havne på sidstepladsen i turneringen.

Resultatmæssigt er det, så vidt jeg husker, nok min dårligste turnering, jeg nogensinde har deltaget i, siden jeg i midt 80’erne begyndte at spille skak. Ikke fordi jeg generelt spillede dårligt, men modstanderne var stærke og havde marginalerne med sig - og der blev ikke givet meget ved dørene. Det var lidt som at have spændetrøje på og skulle slå hul i en pude. 😊


Følgende dialog mellem Jakob og mig på turen hjem er ganske sigende for skakindsatsen. Vi havde som sagt begge sluttet sidste runde hurtigt i en teorivariant.

Jakob: Nå, i dag spillede vi da begge helt perfekt og fejlfrit.

Mig: Ja, og så fik vi alligevel kun remis!


Men for pokker hvor er Bamberg en charmerende by. Der er lige en anelse langt derned, men det var hele køreturen værd!