L-F Mesterskabet 21

LOLLAND-FALSTER MESTERSKABET 2021

Lad os starte med en "copy-paste" fra indledningen til referatet af samme turnering sidste år: "Endelig er der skak igen! De sidste mange måneder har stået i Coronaens og dermed nedlukningens tegn. L-F Mesterskabet er den første lokale turnering efter genåbningen af Danmark, og det har sat sit præg..." Bum! Same shit... 22 deltagere er dog 5 flere end sidste år, og nu er flertallet af deltagerne nok vaccineret. Og så gider vi ikke snakke mere Corona! Vi skal op i gear igen, og det prøver Franz, Jens og undertegnede i hvert fald ved at deltage i hver sin gruppe ved årets L-F Mesterskab.


På trods af et massivt ratingtab over de sidste par år får undertegnede lov til at spille i øverste gruppe om selve titlen som L-F Mester. Det kan jeg så nok takke det der, vi ikke snakker om mere, for. Der er mange højere ratede spillere, der kunne have deltaget, men som måske lige tager den lidt med ro. De 4 af spillerne i gruppen har jeg alle vundet over før, og Nicklas har jeg fået remis mod. Kunststykket er så bare at gentage succeserne i én og samme turnering... hmm.


Jens er landet som højestratet i gruppe 2, og det er altid en utaknemmelig udgangsposition. Men afhængig af graden af rust, tænker jeg, at Jens måske godt kan leve op til favoritværdigheden.


Franz får det svært i monradgruppen som næstlavest ratet, men det er ikke urealistisk for ham at få et par gode skalpe.

1. runde


Det første, der falder en i øjnene ved ankomsten til Maribo Skakklub, er de nylagte fliser hen over græsarealet, endda med fine lamper langs stien. Det bliver dejligt senere på året, når det bliver mørkt og vådt i vejret og jorden.


Det er så også det eneste positive, der er at fortælle fra første runde, bortset fra det faktum, at det var rigtig dejligt at komme i gang med skakken igen. Resultatmæssigt var det sløjt set med SLS-briller.


Jens var rimelig hurtigt færdig mod Jakob Pedersen fra Nykøbing og har kun denne korte kommentar til forløbet: "Der er desværre ikke andet at sige end, at jeg spillede dårligt, og Jakob vandt fortjent. Jeg valgte konsekvent de dårligere træk, og til sidst var det summet så meget op, at jeg ikke kunne gøre modstand".


Jeg selv spillede mod Nicklas Winther-Jørgensen, der jo nu spiller for Næstved (tidligere Maribo), og han bliver jo stille og roligt bedre og bedre. Hans 2017 i rating er ikke for sjov skyld. Jeg hjalp ham da også ved fuldstændig at overse en gaffel, der kostede en kvalitet, og så var resten af partiet spil til ét mål.


Franz har stadig mulighed for at rette lidt op på sine klubkammeraters halvringe indsats i første runde, da hans parti var udsat.

Skrevet af:

Sigurd Marthendal

2. runde


Lad os starte med den største succeshistorie: Franz har lagt fra start med 1½ point af 2 mulige og svinger i den grad med SLS' fane. Foreløbig delt 2. plads er ikke den position, vi er vant til at se Franz i. Stærkt gået!


Jens fortæller selv om sit parti:

"I anden runde skulle jeg møde Knud Jacobsen fra Faxe, som jeg før har mødt med gode resultater – set fra min side 😊

Jeg spillede Wienergambit: 1. e4, e5 2.Sc3, Sf6 3. f4, hvilket Knud havde det rigtige svar på. Men det svar må den ærede læser altså selv finde. Så i en periode måtte jeg spille stillingen op fra en presset tilstand til et svagt overtag. Det lykkedes, men jeg har et stykke tid haft overvejelser om at finde en ny yndlingsåbning – Wienergambit er ikke sund, når sort kender den korrekte fortsættelse.


I 10. træk vandt jeg en bonde – Knud siger, det var planen, og Frits siger at det kan da godt være, men…

Senere, i 31. træk, har sort netop slået min løber på e4 (se diagram), og i første omgang stod jeg og kiggede lige ned i afgrunden. Der er dog ét træk, der vinder for hvid. Alle andre træk taber straks.


Kig lidt på det og se, hvorfor tårnet ikke kan slås. Det rigtige træk er Lxd6. Det giver desværre de uligefarvede løbere og derfor remisrisiko, men de sorte bønder på c5 og b4 er prisgivet for den sortfeltede løber, og 8 træk senere var det hele afgjort til min fordel".


Undertegnede selv har ikke den store lyst til dele mine skakmeritter, for der er ikke det store at prale med og ej heller det store læringsmateriale. Jeg mødte Svend Aages søn - Svend Erik, og hvis jeg skulle gøre mig forhåbning om et nogenlunde resultat i gruppen, var han en af dem, jeg helst skulle slå. Men det gjorde jeg ikke. Jeg spiller ganske enkelt uinspireret og laver alle de træk, som min intuition siger mig, jeg ikke skal spille. Jeg er desværre MEGET langt fra fordums tiders niveau, hvor man blev L-F Mester og havde 1982 i rating...

Men nu var det jo også ekstremt varmt og lummert både i lokalet og udenfor, ingen ilt i lokalet, jeg var måske lidt træt, bla bla bla...

3. runde


Så snublede Franz desværre over en Maribo-spiller og blev degraderet fra den delte 2.-plads. Det var et spil i vanlig Franz-stil med fuldt angreb fra starten med samtlige brikker, efterladende kongen til sin egen skæbne. Det er ikke så tit, det går godt...


Jens fortæller om endnu en sejr: "I partiet mod Sonny Sandberg fra Næstved spillede Sonny måske lidt for hurtigt. Jeg vandt en bonde ved overgangen til midtspillet, og derefter var der kun at få pointet helt hjem, og det lykkedes da også. Det var efterfølgende meget tilfredsstillende at konsultere ”Fritz” og finde ud af, at jeg faktisk fandt de bedste eller næstbedste træk gennem hele partiet.

Men Sonny spillede ikke dårligt, og når - hvis - han får lagt det hurtige spil lidt væk og bruger lidt mere tid på at finde bedre udfordringer til sine modstandere, skal han nok få en hel del fremgang.

Det er jo det der med at være ”udspekuleret” 😊 Det kræver, at man spekulerer. Ellers så løber man bare ind i palisaderne og forbløder i den yderste række pigtråd".


Undertegnede var oppe mod favoritten til titlen, Henning Nielsen fra Maribo. Ham har jeg spillet mod mange gange efterhånden og har kun vundet 2. Den står 11-2 i Hennings favør. Vi har altid haft gode og spændende partier, og nogle af dem har endda været temmelig langstrakte. Fælles for alle mine tab er dog, at jeg er kommet fint ud af åbningen og godt ind i midtspillet, men så løber ind i, at Henning ganske enkelt har en bedre forståelse for at stille sine brikker rigtigt, så fordelen stille og roligt tipper over til ham. Dette parti var ingen undtagelse.


Vi er kendte for at ryge ud i skotske partier, hver gang jeg har hvid, så denne gang tænkte jeg, at Henning skulle overraskes lidt: 1. Sf3. Det tror jeg, han blev, for han brugte nok et minuts tid på at vælge sit førstetræk. 1. -, c5 2. g3, Sf6 3. Lg2, Sc6 4. 0-0, d5 5 c4, d4 - hermed havde jeg taget en gammel åbning op, som jeg brugte meget i mine "unge" dage. Det udviklede sig til et parti, hvor jeg angreb i b-linjen, og Henning valgte e-linjen. Med hjælp fra Monsteret fandt jeg ud af, at mit valg sådan set var rigtigt nok - jeg overså bare nogle fordelstræk, og det er så det, man ikke skal imod Henning - tempotab er en dødssynd mod ham. Frem til og med træk 22 var jeg fint med, men fremturede derefter for meget med mit angreb i b-linjen, så jeg overså/undervurderede Hennings tilsvarende i e-linjen. Det kostede partiet 6 træk senere.


Nu står den så 12-2 til Henning, og jeg har lavet lang rokade i turneringsskemaet. Men for at lave lidt psykologisk 1.-hjælp til mig selv, er jeg også nødt til at kigge på, hvilke modstandere jeg har tabt til. De 2 med over 2000 er det vel OK (og forventet) at tabe til, selvom man jo altid håber på mere. Svend Erik var så én af dem, jeg på en bedre dag burde have vundet over, men det er bare ikke sådan lige på det her niveau. Med en forventet score på 1,6 er der jo kun én vej i resten af turneringen...

4. runde


Franz fik hevet endnu en remis hjem, og det var nok ratingmæssigt i underkanten mod feltets suveræne bundskraber, men ud fra slutstilling at dømme, var det en meget god aftale for Franz.


Jens fortæller fra sit sidste parti i turneringen:

"Ratingmæssigt er Keld Christensen en modstander, som jeg burde kunne vinde over, og jeg havde da også marginalt bedre stilling undervejs. Et vældigt angreb med tårne og dronning mod hans kongestilling udløste en bondegevinst, og i træk 46 havde jeg så chancen for at spille godt 😊


Jeg bestyrer de hvide brikker, og det træk, som jeg ikke fandt, var 46. a5!

Bonden kan ikke slås pga. 47. Da6, som giver hvid det eftertragtede gennembrud. Jeg gav bonde a4 ved at spille Ld4 for at få dronningen ud på h3 / g3, hvilket ikke er en god plan. Partiet endte remis få træk senere.


Min planlagte modstander i sidste runde har meldt forfald, og derved slutter min optræden ved Lolland-Falster mesterskabet i skak 2021 nu. I min 6-mands gruppe er der så trådt 2 spillere ud. Det er ikke en heldig situation ☹

Det gik alt i alt ikke særlig godt i LF Maribo Sommer EMT i år. Coronapause er ikke godt for mit skakspil, selvom der har været flittig gang i ”Lichess”, hvor jeg kan findes som ”jpeter”. Prøv det. Internetadressen er www.lichess.org

Den kan indstilles til dansk sprog. Jeg spiller mange 5 min. + 3 sek. spil. Jeg har en ide om, at det er så hurtigt at modstanderen ikke har tid til at analysere på computer. Det er jo desværre problematikken med mange internet-spillesteder. Det giver da noget træning, selvom det tydeligvis ikke umiddelbart kan overføres til IRL – skak "😊


Undertegnede selv skulle op mod en anden gammel kending - Lars Christensen fra Faxe. Jeg møder åbenbart kun Lars 2 steder: Holdturneringen (3 partier) og L-F Mesterskabet (3 partier). Stillingen er til dato 4-2 i Lars' favør. Desværre kunne jeg ikke rigtig forberede mig til aftenens runde, hvor jeg skulle have sort, da jeg ikke har haft sort mod Lars siden vores første møde i 2014. Det tænkte jeg, var lidt out-of-date...


Og lidt mere statistik: Jeg er jo så nørdet, så jeg har gemt noteringspapirerne fra alle mine partier, lige siden jeg begyndte at spille skak i 1988 - Både EMT og hold. Dette ville være mit turneringsparti nr. 1000 ! Jeg havde overvejet at diske op med champagne for 2, men valgte alligevel den mere diskrete linje ved blot at informere Lars - selvfølgelig uden på nogen måde at lægge pres på ham for at gøre det til en god oplevelse for mig...


Igen i dette parti er jeg overmatchet rent ratingmæssigt, men jeg ved, jeg kan spille bedre end de 1740, jeg har lige nu, så...


I diagramstillingen til højre har Lars netop lavet et dårligt træk: 13. e4 ? Det ser jeg og spiller (meget naturligt) 13. -, Sc6. Det truer d-bonden og med at spille Sb4, og det har Lars svært ved at finde et passende modtræk på - han bruger i hvert fald over ½ time på det næste træk: 14. Sb3 ?! Det træk får ikke den store applaus hos silikonemonsteret, der kan finde 8 bedre træk... 14. -, Sb4 15. Kd2, Sg4 16. Sh3. Så langt så godt. Her står jeg til gevinst med ca. +3, og jeg ved det instinktivt godt, men som så ofte før, har jeg svært ved at se fortsættelsen i diagrammet til venstre.


Jeg spiller det håbløse 16. -, Lxd4 ?? 17 Sxd4, e5. Nu får jeg jo officeren tilbage - var planen i hvert fald. Men jeg har overset et lille træk fra Lars' side, der ødelægger min tåbelige plan. 18. f3(!), Sf6 19. Lg5. Så fik Lars den ene officer væk med en modtrussel. Det var en på alle måder forfærdelig plan, der slet ikke var at finde på top-100 hos Stockfish... Resten var spil til ét mål, selvom jeg fortsatte 22 træk endnu.


Og hvad skulle jeg så have spillet i træk 16 (diagramstillingen til venstre)? f5! Den kan ikke slås pga. løbertruslen mod g2, og hvids bedste træk er at trække løberen tilbage til b1. SUK!!!


Med 4 nuller på kontoen er der lagt i kakkelovnen til Gert Hansen i sidste runde. Det handler i den grad om damagecontrol og kampen for at forblive over bare 1700!


5. runde


Franz og Jens fik oversidderpoint i sidste runde og var derfor ikke i ilden. Det var undertegnede derimod. Eller efterhånden er turneringen for mit vedkommende snarere blevet forvandlet til nogle ulmende gløder, jeg bare skulle se at komme hen over uden at brænde mig alt for meget...


Aftenens modstander var Gert Hansen fra Maribo, og vi skulle jo så afgøre, hvem af os, der havde haft den tvivlsomme ære at agere kanonføde med 5 nuller. Med andre ord: Bundopgør - hvem skulle være nr. 5 og 6...? Jeg brillerede ved at komme 5 minutter for sent - ikke at det gjorde mig særlig stresset - men så var der da lige noget tid, der skulle indhentes. Min klare intension var, ikke at bruge hele aftenen, men komme hjem til en anstændig sengetid inden en ny arbejdsdag kaldte.


Og det bakkede Gert mig tilsyneladende op i, for der blev da spillet hurtigskak fra starten af. Det kom jeg bedst ud af, for Gert solgte en løber rent allerede i træk 9, og så var resten spil til ét mål. Afbytning var nøgleordet, og Gert stod mildest talt elendigt, så der røg mange bønder med i de afbytninger. I slutspillet - og jo, det kom vi til, for Gert er en spiller, der skal sættes mat - var jeg til sidst foran med løber og 5 bønder, og partiet nåede op på 53 træk, inden han blev sat mat. Det kunne sikkert være gjort med færre træk og mere elegant, men jeg valgte bulldozer-taktikken, der ikke var køn men effektiv. Jeg forlod spillestedet 1 time efter, jeg var kommet...


Mildest talt ikke min bedste turnering, men alligevel kun 0,6 point fra det forventede, og jeg fik lov at blive over 1700. Det kan næsten kun blive bedre!


L-F Mester blev igen igen Henning Nielsen med imponerende 5/5. Manden har passeret de 80 år, så "still going strong" passer vist meget godt til den gæve kæmpe.