2020        Klubmester: Michael V. Nielsen

Michael – Rosset 7-0 - et forord fra redaktøren:

På årets første tirsdag var den nykårede klubmester hovedperson i simultan mod de fremmødte medlemmer. Ligesom sidste år fik vi støvet de gamle analoge ure af, og Michael fik tildelt en time mod en halv til deltagerne.

Der deltog syv spillere og det imponerende resultat 7-0 kom i hus ved spil mod, Flemming, Peder, Lars, Svend Aage, Jens, Henning M. og Sigurd. Michael viste et stort overblik og havde godt styr på urene rundt omkring. Det er en sjov variant af skakspillet, som det kun kan anbefales at deltage i. Og så havde undertegnedes kone Henriette sørget for vaniliekranse - nu skulle resterne af julen ud af hjemmet.😊

Her følger en lille billedreportage:

2019        Klubmester: Michael V. Nielsen

Michael – Rosset 4½ - 1½ - et forord fra formanden:

Tirsdag i uge 7 var premieredag på en nyskabelse i klubben, hvor den nykårede klubmester spillede simultan mod de fremmødte medlemmer. Efter grundige overvejelser fik vi støvet de gamle analoge ure af, og Michael fik tildelt en time mod en halv til deltagerne. Det viste sig at være meget præcist passende, og urene løb ud cirka samtidigt, selv om Michael havde transporttid mellem brætterne.

Der deltog seks spillere – Jeppe og Henning A spillede et udsat parti i SLS Open – og resultatet 4½ - 1½ fremkom ved at Henning Mogensen vandt sit parti og Svend Aage Hansen spillede remis. Partierne blev ikke skrevet ned, og det er jo nok kun udmærket… men alle havde en sjov aften, og der blev grint meget. Det kan sagtens udvikle sig til et fast arrangement i klubben, at klubmesteren sådan får en lejlighed til at vise sine evner, både udi skakken, men også til at styrte rundt mellem brætterne 😊

- Jens P.

Her følger et referat fra klubmesteren selv:

I et forsøg på at ”vitalisere” og afveksle klubbens aktiviteter hen over året, annoncerede den ”nye” bestyrelse ved sæsonstart, at de havde sat nogle nye aktiviteter i søen. Udover at disse aktiviteter giver en lidt mere afvekslende sæson, gør det også klubben en lille smule mere gæstfri og åben for potentielle gæster/nye medlemmer, der kommer ”ind fra gaden” midt i sæsonen. Det sidste har der med en enkelt undtagelse så ikke været så meget af, men det må stå på to-do listen at gøre noget ved det.

Én af de nye aktiviteter var klubmestersimultan, hvor den nykårede klubmester en aften spiller simultan mod resten af klubben – eller i hvert fald dem, der tør stille op. 😊

Første seance løb så af stablen d. 12. februar. Op til dagen havde der været lidt debat på mail om, hvordan man afvikler en sådan kamp, så det både sikres, at der kommer et fornuftigt flow i afviklingen af partierne, og der bliver nogenlunde spænding omkring resultatet. Normalt er det jo en (stor)mester med lidt flere skaklige kompetencer end en (klub)mester fra en lille landsbyklub, der er i centrum for simultanen, så at kopiere erfaringer herfra kom ikke helt på tale. Som den centrale part i simultanen ytrede jeg ønske om, at der på en eller anden måde kom ur med i spil. Ud over det giver en naturlig bagkant for kampen, så var det vigtigt for mig at have en fleksibel guideline for, hvor meget tid jeg kunne bruge på hvert træk – navnlig så jeg ikke endte med af falde i staver over en spændende stilling.

Der kom flere modeller på bordet. En model gik på, at det kun var mig, der havde et ur der gjaldt, og at folk skulle trække inden for 5 sek., når jeg ankom til et bræt. Man kunne så 3 gange i partiet sige pas og vente en omgang. Man måtte så kun trække og trykke på mit ur, når jeg kom til brættet. En anden model, og den der blev valgt, var, at vi havde differentieret tid, og folk så kunne trække og aktivere mit ur, når de havde lyst – som i normal skak.

Jeg tror, jeg skal tilbage til gymnasietiden, hvor jeg var skoleskakinstruktør på en lokal folkeskole i Svendborgområdet, for at finde det eneste tidspunkt, jeg har spillet simultan som den centrale person. Jeg syntes at kunne huske fra den tid, at selvom modstanden blandt mine elever ikke var voldsom, var det nu alligevel udfordrende for hjernen hele tiden at skulle tage stilling til ”nye” partier. Nu her 30 år senere syntes jeg, det var en spændende udfordring at blive stillet over for. Indrømmet - det var da med en lille nervøs spiren i maven, at jeg så frem til kampen, for nu var modstanden af en lidt anden karakter end skolebørn, der var i gang med at lære skak (selvom de nåede at blive Fynsmestre).

Jeg havde på forhånd sat som primært succeskriterie, at hovedet ikke brød sammen undervejs med deraf krakeleret spil på alle brætter. Sekundære målsætninger, var at vinde kampen og meget gerne levere et resultat på niveau med eller over forventet score.

Nå, til kampen. Seks spillere havde valgt at møde frem og tage udfordringen op. Det var Jens, Svend Aage, Henning Mogensen, Flemming, Peder og Franz. Jeppe og Henning A skulle spille udsat parti i Open, så de meldte fra og satte sig bagerst i lokalet. Da der ikke var flere deltagere end 6, blev det besluttet, at jeg havde en time og ”folket” havde ½ time. Det skulle nok sikre en nogenlunde lige afvikling. Og det holdt sådan set også nogenlunde stik.

Jeg kom på alle brætter godt ud af åbningen. Mod Franz og Flemming fik jeg tidligt i spillet en taktisk finesse ind, som kostede en af de tunge klodser i hjørnet på baglinjen. Det var selvfølgelig afgørende, og derfor blev det også de to herrer, der var de første til at opgive efter lidt over en time (vil jeg tro).

Den næste der kastede håndklædet var Peder, der skulle håndtere et angreb mod hans konge, hvor jeg havde startet en bondestorm foran min egen konge. Bønderne var understøttet af et tårn på g3. Peder ofrede frisk en springer for 3 bønder på kongefløjen og i centrum, og dermed var min kongestilling åben og hans reddet i første omgang. Det var lidt svært at vurdere, om ofringen var nødvendig, og om den var god. Men Peder fik i hvert fald ikke fulgt rigtigt op på ofringen, og kort tid efter havde min dronning nuppet et par bønder på dronningefløjen og var på vej til af gafle en mere på kongefløjen. Da Peders vinge samtidig var ved at falde, gav han som gentleman op, selvom min tid også begyndte at være kritisk.

Fjerde parti, der blev afgjort, var mod Mogensen. Jeg havde tidligt i spillet gået i kødet mod Mogensens konge, der ikke havde rokeret. Jeg fik en taktisk finte ind på f7, der kostede ham en bonde og kvalitet. Med udsigten til en åben konge i centrum og materiale nede, var det blot et spørgsmål om tid, før det også var slut. Hvis ikke det var fordi, jeg lige satte en kvalitet rent i slag bagefter! Nå, jeg stod stadig godt trods Hennings ihærdige forsvar, men da jeg i begyndende tidnød (og jeg var stadig i gang på 2 andre brætter) overså, at han havde flyttet et tårn, der bandt en af min konges centrale forsvarsbrækker, endte jeg med selv at gå mat. Lige hvor jeg troede, jeg skulle til at sætte ham mat. Og sådan snydt af rutinen. 😊

Femte parti var mod Jens. Her havde jeg med hvid fået en fornuftig stilling i det tidlige midtspil. Jens valgte ”Døring systemet” med frivilligt ikke at rokere. Jeg havde dog besvær med at finde nøddeknækkeren frem og straffe det optimistiske forsvar, og pludselig havde Jens fået mobiliseret et tårn halvvejs inde i mine forsvarsrækker. Et tårn der truede både dronning og springer. Indrømmet - jeg var tæt på at give op, så jeg kunne koncentrere mig om de resterende partier. Men alle mine officerer – inklusiv to tårne i d- og e-linjen – stod aktivt, hvorimod Jens’ var knap så koordinerede. Faktisk havde han stadig et tårn låst inde af hans konge der stod i centrum. Så materielt var ubalancen alligevel ikke så stor, hvis der blev handlet lidt resolut. Med udsigten til at tabe en officer kunne jeg jo lige så godt køre lidt mere aggressivt mod hans konge. Frem for at give en officer i forsvaret, gav jeg en i angrebet, og da Jens’ ur begyndte at tikke højt, skabte den tvungne ofring så meget panik i forsvarsrækkerne, at han fik sat en officer i slag. Med udsigt til at gå mat i få træk, gav Jens herefter op.

Sidste parti var mod Svend Aage. Her havde jeg med sort tidligt i spillet fået en taktisk finte ind, der gav et par bønder. Vi kom ud i et tårn/løber slutspil, hvor løberne havde samme farve. I princippet et for mig vundet slutspil, hvis ikke det var fordi begge vinger hang med det yderste af neglene. Begge vinger faldt også næsten samtidigt, og dermed blev partiet remis.

Slutresultatet blev således 4½-1½ til klubmesteren. Som kampene forløb et retfærdigt resultat. Havde tiden ikke spillet en rolle til sidst, havde Jens nok holdt hovedet koldt og vundet. Det havde jeg så også over Svend Aage og måske mod Henning. Fra mit perspektiv ok godkendt resultat. Hovedet brændte i hvert fald ikke sammen, og kampen blev vundet. Men med en forventet score på ca. 5½ af 6 blev den ypperste målsætning så ikke indfriet. Men det havde nok også været for meget af det gode.

Og således sluttede en hyggelig og sjov aften med lidt anderledes skak, hvor der også blev tid til grin og sjov undervejs. Håber ikke det fik forstyrret de to seriøse bagerst i lokalet.

- Michael