Klubmesterskab

KLUBMESTERSKAB

I HURTIGSKAK

I sæsonen 2018/19 starter vi op med et officielt klubmesterskab i hurtigskak. Det får deltagelse af 12 af klubbens medlemmer, der igennem sæsonen spiller alle mod alle - med dobbeltrunde. Alle spillede partier rates som hurtigskak.

 

Det giver 22 runder hurtigskak. Der er afsat 8 aftener hen over sæsonen, primært i ugerne med holdturnering. Hver aften spilles 3 (eller 2) runder med 30 minutter pr. spiller pr. parti. Ude til højre er der en oversigt over datoerne, der også kan ses i årsplanen, samt hvor mange runder, der spilles den pågældende aften. På turneringsskemaet kan I se rækkefølgen af modstanderne, og så kan de skarpeste af jer nok selv regne ud, hvem I skal møde hvornår. Ellers er turneringstavlen, der hænger i klubben, mere detaljeret.

 

Der vil være mulighed for at indhente ikke spillede partier på alle almindelige aftener, hvis der er tid til overs, og modstanderen er indforstået. Man kunne jo også snuppe et parti mere, på de aftener, hvor der kun er planlagt 2 runder, og så er der ligeledes afsat en enkelt aften til udsatte partier i denne turnering (2/4 2019).

 

 

1.-3. runde:

Allerede i 1. runde var der et ratingmæssigt topopgør mellem Henning A. og Sigurd. Det forløb meget lige, indtil Sigurd valgte at ofre en officer for 2 bønder i håbet om at bryde igennem. Problemet var bare, at det skete med 5 minutter tilbage på uret. Ofret så lovende ud, men tiden var den værste modstander, så alle komplikationerne kunne Sigurd ikke nå at regne ud, så denne gang vandt Henning. Aftenens største overraskelse var nok Peders remis mod Michael. Nævnes skal også Franks sejr over Svend Aage.

Foreløbig er det 2 x Henning, der har lagt hårdest ud med 3/3. Meeen... Der er 19 runder endnu!...

 

4.-6. runde:

2 x Henning spillede deres udsatte parti fra det "store" klubmesterskab, så det betød et par ikke spillede partier. Men de fleste andre fik afviklet deres partier, og da de 2 x Henning var hurtigt færdige, fik også Henning A. spillet en enkelt kamp. Henning M. havde ikke lyst til mere skak den aften...

Dette er bestemt ikke startet som Peders turnering, bortset fra det ½ mod Michael. I dag måtte han ned mod Franz! Jeppe fører p.t. turneringen bl.a. qua sejr over Sigurd, men Michael og Henning A. mangler henholdsvis 1 og 2 kampe. Specielt Henning A. er kommet godt fra start med udelukkende sejre, heraf sejr over Jeppe, så intet er afgjort endnu.

 

7.-8. runde:

Svend Aages aften, var det vist! Han vandt over både Jens og Henning M. Jeppe måtte ned mod Peder, så favoritterne stod for fald. Til gengæld fik Henning A. spillet sine udsatte partier og har nu indtaget en suveræn foreløbig 1. plads med 7½/8. Meeen - der er stadig langt igen...

 

9.-11. runde:

Med afbud fra Henning A. og Morten, der var arbejdsramte på en højhellig skakaften, blev der slået nogle huller i turneringsplanen, så placeringerne efter dagens kampe skal tages med et stort forbehold. Henning M. fuldendte ikke aftenen. Han havde det lidt skidt, så han gik efter 2 runder.

Frank fik fusket en pat igennem mod Peder, Jens og Jeppe delte, og Sigurd vandt lidt heldigt over Jens men tabte til gengæld til Michael.

Halvvejs gennem turneringen står Michael og Henning A. med de bedste kort på hånden - de er begge ubesejrede. Men der er jo lige 11 runder endnu...

 

12.-14. runde:

Fuldt hus til starten på 2. halvdel af turneringen. Der skete ikke de store overraskelser, men toppen blev åbnet lidt op, og en lille håndfuld spillere begynder at skille sig ud. Henning A. afgav 2 point, og Sigurd lavede fuldt hus, så de 2 samt Michael og Jeppe står fint i tabellen. Frank er som den eneste spiller allerede nået over sin forventede score!

Der mangler stadig nogle udsatte partier, så lettere mudret er stillingen også.

 

15.-16. runde:

Henning Mogensen var i Israel, men ellers var alle andre tilstede. Der blev kun spillet 2 runder, men så fik adskillige deltagere lejlighed til at indhente nogle af de udsatte partier. Der skete vist ingen overraskelser, men nu begynder der for alvor at tegne sig et billede med 6 runder tilbage. Det ligner et opløb mellem Henning A. og Michael, men Sigurd er lige i hælene. Jeppe på 4. pladsen skal være særdeles heldig for at nå op.

 

17.-19. runde:

Henning er stadig i Israel (eller måske ved at lande i dag), så der hober sig efterhånden en masse af hans partier op. Partier der kommer til at have stor betydning for placeringen af klubmesterskabet. Førerfeltet består stadig af Michael, Sigurd og Henning A. Ingen andre kan realistisk nå dem. Michael har de bedste kort, men er en af dem, der mangler begge partier mod Henning M. Sigurd fører lige nu, men det er uden udsatte partier, så 1.-pladsen er måske kun til låns. Henning A. mangler ligeledes nogle partier.

SPILLEDATOER:

 

Tirsdag d. 30. oktober kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 20. november kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 11. december kl. 19 - 2 runder

Tirsdag d. 15. januar kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 29. januar kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 26. februar kl. 19 - 2 runder

Tirsdag d. 12. marts kl. 19 - 3 runder

Tirsdag d. 2. april kl. 19 - udsatte partier

Tirsdag d. 16. april kl. 19 - 3 runder

Hvor & hvornår

 

Spilledag:

Tirsdag kl. 19.00

Torsdag: Hjemmekampe i holdturneringen

 

Sæson:

September til april (inkl.)

 

Spillested:

Kettinge Fritidscenter

Kettingevej 78

4892 Kettinge

Du er besøgende nr:

web hit counter