Sæson 2022-23 2

2.-HOLDET I A-RÆKKEN

Så er der debut for holdsamarbejdet med Nykøbing F. Skakklub. Fra denne sæson hedder vores hold ikke længere Sydøstlolland, men Guldborgsund. Samarbejdet betyder, at de 2 klubber har fælles styrkeliste. Aftalen mellem klubberne er, at der som udgangspunkt skal være 4 spillere fra hver klub på vores to 8-mands hold. Det er vigtigt at holde fast i ordene "som udgangspunkt", idet vi selvfølgelig ryger ind i afbud og sygdom i løbet af sæsonen, og så skal reglerne ikke være så rigide, at vi skal tage en reserve fra en bestemt klub.


Baggrunden for holdsammenlægningen er, at begge klubber havde besvær med at stille fuldt hold hver gang, fordi medlemstallet var vigende. Et samarbejde giver flere spillere at vælge mellem og større fleksibilitet.


En bonus er selvsagt også, at spillestyrken på det nye 1.-hold nu er steget betragteligt. Men det betyder samtidig, at styrken på 2.-holdet er faldet ift. hvad Sydøstlolland kunne have stillet med i A-rækken. På den anden side er holdet nok styrkemæssigt mere homogent.


Hvis vi kigger på holdets ratingsnit i forhold til de andre hold, indtager GBS 2 sidstepladsen. Hvordan holdet vil klare sig i A-rækken, og hvor meget de forhåbentlig vil overraske, bliver spændende.

1. runde - Maribo 2 - Guldborgsund 2:   3 - 5

Det sammenbragte A-hold ”Guldborgsund 2” indledte sæsonen med en 5 - 3 sejr over Maribo 2 i Maribo. En god og hyggelig debut for samarbejdet.

Undervejs havde vi stillinger til 1½ point mere, som det desværre ikke lykkedes at indkassere.


Selv havde jeg fornøjelsen af at spille mod Gert Hansen, som af en eller anden grund har fået krammet på mig. Således gik det også denne gang. Forløbet er imidlertid ikke noget at vise frem; det er også at betragte som en forretningshemmelighed😊.

Jeg spillede sort i Froms Gambit: 1. f4, e5 2. fxe5, d6 3. exd6, Lxd6 osv. Det gik udmærket, indtil det ikke gik udmærket mere...


Sidste mand var Flemming Larsen, som havde tårn og løber mod Henning Jakobsens bonde og løber af den anden farve.

Det burde Flemming nok vinde, men Henning forsvarede sig dygtigt, og med næsten ingen betænkningstid tilbage og 10 ”ugler” på skulderen måtte Flemming acceptere remis.

- Jens P.

2. runde - Faxe 3 - Guldborgsund 2:   5 - 3

Anden runde af holdturneringen i A-rækken endte med et 3-5 nederlag i Faxe. Det var præcis som forudsagt i den forventede score.


Jakob holdt en fin remis på førstebrættet mod en næsten-mesterspiller, mens jeg selv dummede mig unødigt i 33. træk efter et fint parti, hvor jeg var i fordel hele tiden.


De øvrige vindere var John Kræsing og Morten Nielsen, mens Klaus Nedergaard spillede remis. Så det var spillere fra Nykøbing F., der sørgede for samtlige vores point den aften i Faxe.😊


Status er 8 point efter 2 kampe, eller 50%. Vores mål om at blive i A-rækken er som sådan ikke truet.

- Jens P.

3. runde - Guldborgsund 2 - Skovbo 1:   6 - 2

Tredje runde i A-rækken var en hjemmekamp mod Skovbo. Vi skulle prøve at bruge de nye lokaler hos Ældresagen i Nykøbing, og lad mig straks slå fast: de er helt udmærkede!

Da vi ankom for at stille materialer op, mødte vi nogle rare damer fra et kor, som skulle øve sig i nabolokalet. Belært af tidligere erfaringer fra musikskolens afslutningskoncert i Aulaen i Kettinge, skyndte vi os at flytte ned i det bagerste lokale. Senere tjekkede jeg lyden i det oprindelige lokale. Det var ikke noget problem overhovedet, men hvem kunne vide det?


Min modstander på 2. bræt startede med at bygge rede; han gjorde klar med kaffe, kage, poser med mandler og pastiller ved siden af brættet. Han planlagde tydeligvis at hygge sig en lang aften. Desværre for ham fik han rodet rundt i åbningen og måtte opgive efter 9 træk – inden der var gået en halv time. Jeg erindrer ikke, at jeg nogensinde har vundet et seriøst parti så hurtigt.


Morten på 7. bræt fik gang i et spil på den hvide diagonal fra h7 til b1, hvorfra løberen kunne understøtte springer på c2, true tårnet på a1 osv. Det er svært at forsvare sig mod, og det kunne modstanderen da heller ikke.

Jakob tabte på 1. bræt, nogenlunde samtidigt med, at Jon vandt sit parti på 8. bræt, så var stillingen 3 – 1 til os.


Anders havde igen held med Wienergambitten, og kom fra åbningen med en bonde i overskud. Herfra var der ingen slinger i valsen, og resultatet 4 – 1. Ved siden af tabte Knud-Ole på 5. bræt. 4 – 2.


John Kræsing havde pres på sin modstander gennem hele partiet. Det resulterede, som så ofte før, i at modstanderen overså nogle af alle detaljerne. Fint spil af John endte med en gevinst på 6. bræt.


Tilbage var Brian i et slutspil med tårn og tre bønder mod løber og to bønder. Som bekendt er løberen noget mere mobil end tårnet, og modstanderen lykkedes med at frembringe en stilling, der ved korrekt spil nok er remis. Men i forsøget på at regne det ud, løb betænkningstiden også fra ham. Så sidste parti vundet på tid i en remisstilling gav resultatet 6 – 2 til os. Stor ros til Brian for at lade være med at tage remis selv om klokken var ”kvart over lort” om aftenen😊.


Sidst på aftenen kom Flemming Larsen forbi, han havde været med 3. holdet i Næstved for at spille kamp i B-rækken. Det var desværre ikke forløbet så godt, da de var kommet afsted med en spiller for lidt gr. pludselig sygdom, og således svækkede måtte man nøjes med remis på 1. bræt.

Resultatet ½ - 3½ mod Næstved 3 er under normale omstændigheder nok ok, Næstved stiller stærke hold, deres 2. og 3. hold spiller begge blot i B-rækken. Men ærgerligt at være bagud på point allerede inden der startes. Nu afventer vi, om der tillægges yderligere sanktion fra holdturneringslederen.


- Jens P.

4. runde - Præstø 2 - Guldborgsund 2:   3½ - 4½

2. holdets udekamp mod Præstø i 4. runde i A-rækken endte med 4½ point til os, præcis som forudsagt i den forventede score, der var på 4,56.


2.-holdet i aktion i Præstø.

Jakob, Jens, Brian på de 3 øverste brætter og i det fjerne skimtes Anders, Knud Ole, John, Jon og Klaus.

Der var gevinster til Jens, Anders, Knud-Ole og John, mens Jakob fik remis på 1. bræt. Dermed ligger vi fint i den bedste del af tabellen, uden risiko for at rykke op - den hæder vil formentlig tilfalde Sorø, der stiller et stærkt hold med hele tre mesterspillere på de øverste brætter. Dem møder vi på hjemmebane i næste runde, så får vi se.


Jeg så ikke meget til de andre partier; til venstre fik Jakob en fin remis Mod Peder Lemann (1839), mens Brian - til højre - måtte indkassere et nederlag til Bo Munksgaard.


Selv fik jeg den franske åbning til at fungere - se partiet til højre.


-Jens P.

5. runde - Guldborgsund 2 - Sorø 1:   4½ - 3½

5. runde blev igen spillet på den nye hjemmebane hos ældresagen i Nykøbing F. Modstanderen var Sorø, som fører rækken.


Vi var afbudsramte på 1. brættet, og æren tilfaldt så mig. Men Sorø har tre 2000-folk på de øverste tre brætter, så jeg var da ganske uinteresseret i, hvem jeg helt præcist skulle have prygl af på 1. brættet.


Da Sorø mødte op, viste det sig, at de også havde afbud, endda fra de to øverste brætter. Det gik nu alligevel som forudsagt😊

Sorø er bomstærke på de øverste brætter, og ikke særlig stærke på de nederste. Flemming måtte eksempelvis hjælpe sin modstander med noteringens svære kunst.


Vi havde en forventet score på 4,64, og det levede vi op til med en samlet sejr på 4½ - 3½.

Sorø var stærkt svækkede på de nederste brætter, og det var da også dér, sejren blev sikret. John, Morten og Flemming vandt, mens Jon - foran med dronning og tårn - lykkedes med at sætte modstanderen pat😊


På 3. bræt afgjorde Anders så sagen til vores fordel med et fint spil, som kan ses til højre.

-Jens P.

6. runde - Guldborgsund 2 - Korsør 1:   6 - 2

6 runde for A-holdet endte også (ligesom 1.-holdet - red.) med en komfortabel sejr på 6-2. Korsør stillede med kun 7 mand, hvilket de meddelte i tide til at Laurits kunne få fri.


Efter dette resultat er vi på 1. pladsen i gruppen á point med Sorø, men da vi vandt den indbyrdes match, besidder vi altså oprykningspladsen.

I sidste runde skal vi møde bundproppen Kalundborg, så der er virkelig spænding i gruppen, hvor pointforskellen på nr. 1 og nr. 4 kun er 1½ point!


Selv havde jeg et fint parti, hvor jeg følte mig i kontrol, selv om modstanderen fik plyndret mig for en del bønder - se nedenfor.

-Jens P.

7. runde - Guldborgsund 2 - Kalundborg 2:   3½ - 4½

2. holdets sidste runde i årets A-række spilledes i Haslev mod Kalundborg. Fra starten var vi bagud med et point, da vi desværre var afbudsramte og ikke kunne finde reserver, da B-holdet samtidigt skulle spille deres sidste runde.

Vi tog det nu ikke så tungt, da vi - selvom vi var på 1. pladsen - ikke synes, vi har niveau til at rykke op i mesterrækken.


Det kunne ikke ses på spillet. Alle steder blev der kæmpet godt for sagen, desværre uden det rykkede på noget resultatmæssigt. Den ”ordinære” kamp endte 3½ - 3½, med det endelige resultat 4½ - 3½ til Kalundborg, og en endelig 2. plads til os.

Men da konkurrenten til 1. pladsen, Sorø, samtidigt vandt med hele 8 - 0 over Skovbo, var det hele da også lige meget....

Bortset fra, at der i år er hele 4 nedrykkere fra A-rækken pga. mange nedrykkere fra 2. division til vores Hovedkreds, så 2. pladsen er lun og sikker og rar at have😊


Selv var jeg helt utroligt uoplagt og spillede umotiveret og ringe, syntes jeg i hvert fald under spillet, men eftersynet hjemme gav heldigvis et andet indtryk. Jeg holdt balancen, havde en chance som jeg ikke så, og tabte så på en solid ”buk” i 31. træk.

-Jens P.