Klubmesterskab 2018

Klubmesterskab 2018

Velkommen til klubmesterskabet 2018!


Det er 15. gang vi i klubben har mulighed for at spille om "pokalen". Hvem får det næste års tid lov til at bryste sig af at være klubbens "stærkeste" spiller - eller den heldigste...


I år er der for få spillere til, at en schweizerturnering giver den store mening. Man skal helst være 20 spillere eller derover for at turneringsformen kommer til sin ret. Med kun 15 deltagere vil en enkelt spiller - alt andet lige - kunne lægge sig i spidsen efter 4 runder, og så vil de sidste 3 runder blive lidt "søgte". Vi har derfor i turneringsudvalget besluttet i år at spille i to 8-mands grupper, og der kæmpes selvfølgelig om klubmesterskabet i begge grupper.


Det er muligt, vi får hug for den beslutning, men udvalg nedsættes jo netop for at tage den slags beslutninger på alles vegne. Så må vi evaluere til generalforsamlingen.


I gruppe 1 bliver det meget svært at pege på en favorit. Vi har efterhånden fået 4 spillere op på over 1800 (ingen mesterspillere p.t.), og de 4 - Michael, Sigurd, Jeppe og Henning A. - er alle gode bud på titlen. Sigurd plejer jo at snuble over en eller anden til aller sidst, Henning er den spiller med sit navn flest gange på pokalen, Michael er forsvarende klubmester, og Jeppe er i topform og har i SLS Open netop vundet over både Michael og Sigurd. Og så er der Jens og Henning M., der også har en enkelt titel hver bag sig. De ratingmæssige outsidere er Henning J. og Peder, der næppe realistisk set kan vinde gruppen, men de kan sagtens spænde ben for nogle af de andre og dermed få indflydelse på, hvor skabet skal stå.


I gruppe 2 står kampen om titlen nok mellem Svend Aage, Finn og Lars. Svend Aage spiller til tider blændende, men har også sine off-dage, så her afhænger det af, hvad der er flest af i denne turnering. Finn er også begyndt at spille ret solidt og mere aggressivt end han plejer. Lars er også et godt bud på titlen, men han kan også ind imellem tage sig en ordentlig blunder. Både Frank og i øjeblikket specielt Benjamin kan også sagtens overraske. Flemming og Franz får det nok svært, men ligesom "the underdogs" fra gruppe 1 kan de to også spænde ben for favoritterne undervejs.


Tirsdag d. 17. april bliver vi allesammen klogere, for der slutter turneringen.

Referat af 1. runde

Gruppe 1 var lidt afbudsramt, så der blev kun spillet 2 partier. Det tog undertegnede 1 time at slå Henning M., så det blev da ikke ham, jeg i år snublede over... Jeg fik ved list, svig og ofring af 2 bønder tvunget hans dronning væk fra dækningen af hans løber. I stedet for så at spille videre med 2 bønder for løberen valgte HM at give dronningen for et tårn, og derfra var det spil til ét mål. Jens levede også op til favoritværdigheden mod Henning J og spillede en stor del af partiet med en officer og senere et tårn i overvægt.


Resultaterne fra gruppe 2 fik mine forudsigelser fra indledningen til næsten at være profetiske. Lars tog sig allerede en kæmpe blunder her i første runde, da han satte sin dronning direkte i slag mod Franz, uden anden kompensation end 1 bonde. Derfra var det også spil til ét mål, og Franz spændte dermed lige præcis ben for en af favoritterne. Finn vandt uden besvær over Flemming, og Frank fik vist lokket Benjamin til at spille hurtigt, og så ved vi alle, at Frank er i sit es.


- Sigurd

Referat af 2. runde

Jeg tror vi kan nøjes med et mindre lokale. 8 fremmødte spillere var, hvad der kunne mønstres i skolernes vinterferie. Om det var det, der var årsagen, vides ikke, men 5 afbud kunne give en mistanke. Det må vi kigge på i turneringsudvalget.


Den eneste kamp, der blev afviklet i gruppe 2, var en 5.-runde kamp mellem Svend Aage og Benjamin, da begge spillere manglede modstandere efter spilleplanen. Det blev langt hen ad vejen en lige kamp, men Svend Aage havde dog den klart bedste stilling og førte med en bonde, da Benjamin var nødt til at gå hjem.


I gruppe 1 var der "topopgør" mellem Jens og undertegnede. På en billig baggrund ganske vist med kun ½ spillet runde, men alligevel et topopgør. Jeg fik lov at spille skotsk, og det gik helt efter teoribogen fra begge sider. Først fra træk 21, hvor vi havde 2 tårne og 7 bønder hver og en løber til Jens og springer til mig, begyndte Jens at spille for meget med sine bønder, hvilket gav mig en stor positionel fordel med åben tårnlinje og en springer nede i Jens' stilling. Til sidst kostede det Jens hans løber, og så gad han ikke mere.


Henning A. fik også spillet positionelt en del bedre end Peder i deres 1.-runde opgør. Det er en hård gruppe, Peder er kommet i. Men inden læseren får for ondt af ham, kan det oplyses, at han selv valgte, hvilken gruppe han ville spille i. Jeg havde nok valgt det samme. Det er altid nemmere at overraske end at spille som storfavorit.


Jeppe fik forholdsvis tidligt en bonde fra Henning M., men den gamle ræv er ikke sådan at lægge ned. Den blev senere vundet tilbage, og Henning tilbød remis, men det blev afslået. Så røg de 2 herrer ud i et slutspil, der bølgede lidt frem og tilbage, og Jeppe vandt igen en bonde. Henning havde dog 2 forbundne fribønder på dronningefløjen, der så stærke ud (se diagram). Men herfra spillede Henning ikke slutspillet særlig godt. Det blev Jeppes d-bonde, der afgjorde partiet. Fra diagramstillingen fortsatte spillet således: 35. -, d3 36. a4, Td4 37. Tb1, d2 38. Ke2, g4 (f3+ med det samme havde været hurtigere) 39. a5, f3+ 40. Kd1, f2 41. Kc2, d1D 42. Txd1, Txd1 43. Kxd1, f1D 44. opg.


- Sigurd

Referat af 3. runde

Denne gang næsten fuldt hus. Et enkelt afbud i gruppe 2, men da Finn mødte op, selvom han skulle sidde over, betød det, at han kunne spille mod Benjamin på forskud, og så var der alligevel fuldt hus på en måde. Vi havde endda besøg af Benjamins ven Brian igen, og han var meget tydelig i sit ønske om denne gang at spille med i turneringen. Så fremadrettet spiller gruppe 2 uden oversidder.


I gruppe 1 var der ikke de store overraskelser, selvom undertegnede var ved at stå for den helt store af slagsen - eller rettere min modstander, Peder var! Jeg var ikke særlig påpasselig i åbningen og røg i en egentlig ganske simpel fælde, der kostede en kvalitet. Så blev der lugtet blod hele bordet rundt (jeg ved ikke hvorfor det er så interessant, når jeg står til tab...). På et senere tidspunkt valgte Peder at give kvaliteten tilbage i bytte for en bonde, og den bonde lykkedes det mig i slutspillet at få indkasseret. Da jeg også fik byttet de sidste officerer af, var bondeslutspillet vundet efter lidt fileri. Det skortede ellers ikke på remistilbud fra Peder - jeg tror, der var 4-5 stykker undervejs.


Michael vandt over Henning J., hvilket heller ikke var en overraskelse, og de 2 nogenlunde jævnbyrdige opgør endte med sejre til Jens over Henning M. og til Jeppe over Henning A.


I gruppe 2 fik Frank ikke ødelagt sin suveræne statistik mod sin far. Det blev til endnu en sejr. Finn er rigtig godt kørende i øjeblikket, og han vandt rimelig sikkert over Benjamin i deres 6.-runde-opgør. Svend Aage vandt over Lars.


- Sigurd

Referat af afbudsrunde

Afbudsrunden blev aflyst p.g.a. dårligt vejr. Læs i den forbindelse "bønnen" fra turneringsledelsen ude til højre.


Et enkelt parti blev dog spillet privat, da Svend Aage vandt over Finn i Holeby. En sejr der kan vise sig at blive afgørende, da netop disse 2 spillere er blandt favoritterne i gruppen.


- Sigurd

Referat af 4. runde

Midtvejskampene blev afviklet uden den store dramatik og/eller overraskelser. I gruppe 2 vandt Finn over Lars, der i år ikke helt har kunnet leve op til forventningerne til en topstrid. Resultaterne fra de øvrige kampe var - uden at fornærme nogen - helt efter bogen.


Diagram 1

I gruppe 1 vandt Jens over Peder, og Jeppe vandt over Henning J, men det var vel objektivt set undertegnedes parti mod Michael, der var mest spænding om. Her kunne der komme et fingerpeg om, i hvilken retning klubmesterskabet går. Inden kampen havde jeg som vanligt kigget lidt statistik, og jeg havde en snæver føring på 3½-2½ i vores hidtidige indbyrdes opgør. Men der var den lille krølle, at jeg endnu ikke havde vundet med hvid, og det var netop dagens farve. Vi kommer ind i partiet efter sorts (Michaels) 22. -, Le6 (se diagram 1). Hidtil har vi spillet nogenlunde, som man kan forvente af et par middelmådige (næsten-)mesterspillere.


Jeg har fokus på min a-bonde og tænker officererne passer sig selv meget godt. Her overser jeg fuldstændig sorts trussel, som åbenbarer sig efterfølgende: 23. a3?, g5. Jeg vil ikke engang give trækket et udråbstegn, for det er egentlig ganske simpelt som følge af min overseelse. Her ryger en officer, men jeg kan da få 2 bønder for den. 24. Lxg5, Lxe5 25. Lxe7, Lc7.


Diagram 2

Her er der sådan set stadig liv i stillingen for hvid (se diagram 2), men det kræver nok, at man er mere end middelmådig mesterspiller. Fritz giver kun sort  1.18 og altså en stor fordel men ikke klar gevinst.


Diagram 3

Trækket der kunne have holdt liv i stillingen for hvid er 26. Lf6, men spillet fortsætter i stedet med: 26. e4, Sc6 27. Lg5, Sa5 28. Lc1, Sb3 29. Le3, c4 30. f4, Ld6 31. f5, Lc8 (se diagram 3). Hertil spillet bedst muligt fra min side, når jeg nu ikke så Lf6, men nu bliver det upræcist.


Jeg vil helst ikke tvinges til officersafbytninger, så jeg tænker kongen skal ud af bindingen fra Le3, hvis Michael spiller Lc5. Jeg spiller derfor 32. Kf1, Sc5 33. Ld4? Her skulle springeren være slået for at forhindre: 33. -, Sd3. Herfra er det spil til ét mål, selvom jeg først gav op efter yderligere 21 træk. Bønderne falder én efter én.


- Sigurd

Referat af afbudsrunde

Frank vandt over Franz i det sædvanlige hurtigskak. Henning J. og Peder delte efter et slutspil med hver et tårn og 2 bønder. Michael og Jeppe mente, at Peder nemt kunne havde vundet, da Hennings konge kunne holdes passivt på h-linjen uden indflydelse på bondeslutspillet, der foregik i e-, d- og c-linjerne. Jeppe vandt over Michael  i det normale tidsdrama.


- Peder

Referat af 5. runde

Dyb koncentration kort efter start på 5. runde. Svend Aage kigger på.

Et enkelt afbud - og vupti så var der kun 6 partier i gang. 3 i hver gruppe. Svend Aage kiggede også forbi med boden.


I gruppe 2 kæmpede Frank for sin chance for at hægte sig på i toppen. Hvis han slog Finn, kunne han være en seriøs udfordrer til en 2. plads. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Der var gode takter undervejs med lidt interessante ofringer, men de blev ikke fulgt konsekvent op. Benjamin måtte endnu engang gå før tid, så Lars vandt partiet fra 7. runde. Han var godt nok foran med en bonde, men partiet kunne sagtens have udviklet sig i begge retninger. Flemming vandt en af sine sjældne sejre, da han vandt over Franz.


En god "tænkestilling" er ikke altid "røv til sæde". Michael demonstrerer god ergoterapi.

I gruppe 1 var der 2 topopgør og et bundopgør. Bundopgøret var mellem Henning M. og en godt kæmpende Peder, der dog til sidst endte med at trække det korteste strå. Jens kunne med en sejr over Michael blande sig i topstriden. Michael var - som sædvanlig - kommet i tidnød og var også marginalt bagud i materiale, men med en bedre stilling. Jens tilbød remis, hvilket partiet nok også var endt, hvis Ikke han få træk efter gik forkert med kongen og mistede en officer. Så gad han ikke mere.


Kravet for undertegnede var klart. Hvis jeg skulle hænge på, skulle Jeppe besejres. Den stod 3-3 i vores indbyrdes møder, så der stod også lidt prestige på spil. Sidst vi mødtes, var det med samme farver (undertegnede havde sort), og der gik jeg helt galt i byen i en variant af siciliansk, jeg ikke kendte. Så den havde jeg forberedt mig på denne gang, men det kunne jeg da have sparet mig, for der blev spillet gode gamle Najdorf. Så var det jo lige før, jeg kunne høre ilden knitre i brændeovnen og dufte den irske kaffe - kort sagt så følte jeg mig på hjemmebane.


Partiet forløb nogenlunde efter plan og teori fra begge sider. Jeppe stod undervejs måske marginalt bedre. Efter 37. Ke3 opstår diagramstillingen, og her er der dømt meget lille og sandsynligvis ubetydelig fordel for sort (mig). Det bedste træk ville nu være Ta4, hvor hvids a-bonde ikke kan holdes, men på den anden side kan den sorte e-bonde heller ikke holdes på længere sigt. Hvis jeg prøver at holde fast i den med f.eks. Ld5, kommer der bare en løberskak på c5 efterfulgt af bonde til a3, og så er sorts bonde også dækket. Men på nuværende tidspunkt overlever Jeppe kun på de tillagte 30 sekunder pr. træk, så jeg forsøger mig med fusk.


Jeg har planer om at slå løberen på d4, som jo dækker Jeppes tårn, men det skal gøres med skak, ellers løber det hele ud i en remis, hvis jeg slår allerede nu - f.eks. 37. -, Txd4 38. Txf7+, Kxf7 39. Kxd4 (eller cxd4), Ke6, og det ender 2 bønder mod 2 uden gevinst for nogen af parterne. Derfor et lille fuskertræk i håbet om, at Jeppe ikke har fået det med i tidnøden: 37. -, b5 38. Kxe4?, Txd4+. Efterfulgt af et indædt "BANDIT!" fra Jeppe. Fuskeriet lykkedes, og resten var spil til ét mål.


Så lige nu ligger Jeppe og undertegnede på en delt 1. plads med 4/5 med Michael i hælene med 3 point men en kamp mindre. The dark horse er Henning A., der sidder og lader op i Sverige og er 2 kampe bagud - heraf kampen mod Michael. Så hvem af os 4, der bliver klubmester er stadig fuldstændig åbent. Sikkert er det dog, at det bliver en af os.


- Sigurd

Referat af 6. runde

Næstsidste runde gav i den grad Jeppe vind i sejlene i kursen mod årets klubmesterskab. Han vandt selv over formand Jens, og de fleste ventede vel, at Sigurd og Michael ville hænge på, men sådan skulle det ikke gå. Undertegnede måtte af med ½ point mod den afstressede Henning A. ( 3ugers ferie i sommerhuset i Sverige). Jeg burde have tabt stort i diagramstillingen, hvor Henning heldigvis vælger at holde fast i springeren med 36. -, Lf6. Det var en grov overseelse. Havde han spillet Lxa3, kunne jeg ikke have stoppet hans a-bonde. F.eks. 36. -, Lxa3 37. Lxd8, Lf8! 38. Lf6, a3 og sort spiller Lg7 om lidt og behersker forvandlingsfeltet. Stockfish giver sort +60!!! Det skal siges, at vi begge i de korte efteranalyser var enige om, at hvid kunne stoppe bonden ?!?!?!


Men den helt store overraskelse stod Peder for, eller var det Michael, der stod for den? Døm selv i Peders referat:

"Det var nok Michael der tabte, og jeg var meget heldig med at vinde. Et parti hvor sort (Michael - red.) allerede fra træk 3 fik lagt et voldsomt pres på kongefløjen (hvortil jeg var nødt til at rokere kort), fik diagonalen h3 - d7 med løber og dronning, og da h-bonden ydermere hurtigt kom frem til h4, var det låst godt og grundigt. Det lettede først, da sort flyttede løber til d3, og jeg kunne få løsnet med løber truer dronning med løber bytte. Senere fik jeg ikke dækket feltet c2 godt nok, så det kom til at koste bønder. Da diagonalen h1-a8 blev åbnet for min dronning, efter et heldigt angreb på sorts d5 bonde, begik sort sin eneste fejl i voldsom tidnød ved ikke at rokere. Ellers stod jeg med en tabt stilling, bagud med 2 bønder og en åben kongestilling."


Vedr. afslutningen på partiet var Michael ikke tilfreds med, at Peder truede med trækgentagelse og tilbød remis, så han afveg med et kongetræk. Desværre var det samtidig en hjælpemat i 1, som Peder så med det samme.


Reelt er Michael nu ude af kampen om klubmesterskabet med 4/6. Sigurd har 4½/6, mens Jeppe ligger på vinderkurs med 5/6, og skal møde Peder i sidste runde. Sigurd kan jo så håbe på, at Peder har spillet sig varm, mens Michael tillige skal håbe på, at Henning J. kan banke sin gamle skaklærer. Endelig skal Henning A. med sine 3 manglende kampe ikke afskrives. Jeg tror dog ikke, der gives særlig høje odds for flere overraskelser.


I gruppe 2 stod Frank også for en overraskelse, da han vandt over Lars, der ikke har haft den bedste turnering. Dermed besætter Frank sandsynligvis 3. pladsen med flotte 5/7.


Sigurd.

Referat af afbudsrunde

Dette bliver et meget kort referat fra én, der ikke var til stede...


Michael blev meget overraskende spillet ud af kampen om klubmesterskabet, da han tabte til Henning M. Henning A. derimod har nu spillet sig op på en delt 2. plads ved siden af undertegnede efter at have spillet 2 udsatte partier med 2 sejre til følge. Det er stadig Jeppe, der er på sejrskurs, men vi kan jo håbe på, at Peder har fået blod på tanden og tager endnu en favoritskalp.


I gruppe 2 skal Svend Aage da glemme at komme til sidste runde for ikke at vinde gruppen suverænt - medmindre Flemming overrasker MEGET.


- Sigurd

Referat af 7. runde

Så var dagen kommet, hvor det hele skulle afgøres. Jeppe var på sejrskurs og havde allerede den ene fod oppe på sejrspodiet. Han skulle "bare" lige vinde over Peder. Henning A. og undertegnede kunne kun kigge på og håbe - samtidig med, at vi gerne skulle vinde over henholdsvis Michael og Henning J. I gruppe 2 skulle Svend Aage bare have ½ point mod Flemming for at vinde titlen. Til at bevidne dramaerne var der sådan set kun mødt de implicerede op for at spille. Resten havde spillet på forskud. Dog mødte Frank, Finn og Benjamin op for at heppe. Men altså kun 4 "seriøse" partier.


Lad os starte med gruppe 2, der blev først afgjort. Her vandt Svend Aage uden de store vanskeligheder over Flemming og befæstede sin suveræne sejr i gruppen med maksimumscoren 7/7. TILLYKKE til Svend Aage.


I gruppe 1 var der anderledes spænding og indædt kamp. Lad os starte med at skrue tiden 25 år tilbage. Dengang slog Tingsted Skakklub sig bl.a. op på undervisning af voksne begyndere. En af de (iøvrigt ret få) elever sad nu overfor sin gamle læremester. Henning Jakobsen lærte at spille skak af undertegnede, og det har da vist været en succeshistorie af de helt store, for samtidig fik vi en arbejdshest ind i skakkredsene. Henning har siden dengang for 25 år siden i den grad sat sit præg på hele hovedkredsens virke. Nu sad vi så her. Faktisk for 15. gang, men det var alligevel 15 år siden, vi sidst mødtes. Og eleven har faktisk præsteret igennem tiden at tage 1½ point fra mig, så der skulle ikke tages let på opgaven.


Dagens opgør blev dog knap så spændende, kan jeg vist godt sige uden at fornærme Henning. Allerede i træk 7 vandt jeg en bonde, og derfra var det næsten spil til ét mål. På et tidspunkt skulle jeg dog holde tungen lige i munden, da Henning satte et modangreb ind med dronning og 2 tårne. Men til sidste fik jeg - efter dobbelt tårnafbytning - fremtvunget dronningafbytning foran med 3 bønder, og så gad Henning ikke mere.


Jeppe havde hvid mod Peder, og de røg ud i en variant af Caro-Kann, som jeg også ynder at spille med hvid, når jeg får lejlighed til det:1. e4, c6 2. d4, d5 3. e5, Lf5 4. Sc3, e6 5. g4, Lg6 6. h4. Og for første gang så jeg en spiller (Peder) spille sorts bedste teoretiske svar: 6. -, f6! Så blev det spændende at følge. Desværre fik Peder senere fumlet på kongefløjen, så Jeppes bønder kom ret langt frem, og det kostede Peder en løber. Men der var stadig en masse liv i stillingen, og Peder kæmpede virkelig godt, og (som sædvanlig) begyndte Jeppe at geråde i tidnød. Slutspillet blev virkelig spændende, og det er ikke Jeppes stærke side. Til sidst fik Jeppe smidt en klar gevinst væk, og da Peder tilbød remis med 20 sekunder tilbage hos Jeppe, tog han imod.


Henning og Michael sad en tand længere væk, og det var lidt sværere at følge, men en væltet brik hos Henning fik ham til i ren distrakton at bytte rundt på 2 træk - kunne jeg høre... Senere kom den obligatoriske tidnød - mest hos Michael, men han var til gengæld foran på materiale. Til sidste var det virkelig meget tidnød hos begge parter, men her var Michaels materialeforskud afgørende, og Henning opgav til sidst.


En særdeles overraskende afslutning, og igen i år måtte klubmesterskabet afgøres på korrektion. Denne gang mellem Jeppe og undertegnede. Jeppe havde 16 korrektionspoint og undertegnede havde 16 1/4. Så 2. år i træk, hvor klubmesterskabet bliver afgjort med smallest mulige margen.


- Sigurd

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 06/02 2017 kl. 19.00

Tirsdag 13/02 2017 kl. 19.00

Tirsdag 20/02 2017 kl. 19.00

Tirsdag 13/03 2017 kl. 19.00

Tirsdag 27/03 2017 kl. 19.00

Tirsdag 03/04 2017 kl. 19.00

Tirsdag 17/04 2017 kl. 19.00

AFBUD

Afbud skal meddeles både turneringsleder

Peder Skotte 24 41 19 84

og modstanderen senest kl. 17 på spilledagen. Afbud efter dette tidspunkt regnes som udeblivelse, altså som et ratet tabsparti. Det er afbudsgivers ansvar at aftale ny spilledag med modstanderen.


Mulige datoer for afbudsrunder:


Tirsdag 27/2 2017 kl. 19.00.

Tirsdag 10/4 2017 kl. 19.00


Afbud 1. runde


Afbud 2. runde


Afbud 3. runde


Afbud 4. runde


Afbud 5. runde


Afbud 6. runde


Afbud 7. runde


TURNERINGSLEDERE

Sigurd Marthendal

Peder Skotte

ARKIV

Hvor & hvornår


Spilledag:

Tirsdag kl. 19.00

Torsdag: Hjemmekampe i holdturneringen


Sæson:

September til april (inkl.)


Spillested:

Kettinge Fritidscenter

Kettingevej 78

4892 Kettinge

Kontakt


Formand:

Jens Peter Petersen

Email: formand@slskak.dk

Mobil: 23395503


Kasserer:

Svend Aage hansen

Email: kasserer@slskak.dk

Tlf: 23379967



Webmaster:

Sigurd Marthendal

Email: webmaster@slskak.dk

Mobil: 93957963


PR:

Henning Andersen

Email: pr@slskak.dk

Mobil: 61121097

Du er besøgende nr:

web hit counter