Banke Rust 2018

BANKE RUST 2018

Referat af 1.-3. runde

Så blev sæsonen skudt i gang med 3 raske runder hurtigskak som indledning til Banke Rust. Fidusen ved kombinationen af hurtigskak, "langsomskak" og schweizersystemet på denne måde er, at top/bund opgørene bliver afviklet på én dag, så de 4 efterfølgende EMT-partier bliver mere jævnbyrdige over hele linjen. For at få den fulde effekt kræver det dog, at alle deltager. Der skulle være mødt 13 op, men Henning A. og Franz havde afbud, og Henning M. måtte vi kigge langt efter. Dagens 2 sidste runder blev derfor uden oversidder.  og med 3 fraværende spillere - heraf 2 topspillere - ryger fidusen en smule. Men det er der jo ikke så meget at gøre ved.


Og så til resultaterne. Bortset fra Henning M's manglende fremmøde skete der ingen store overraskelser. Michael og Sigurd gik som de eneste igennem aftenen med maksimumpoint, så dermed bliver der topopgør allerede næste gang. Med Henning A's afbud + endnu et afbud senere bliver det mere end tvivlsomt, om han overhovedet når at møde nogen af topspillerne. Dermed bliver det reelt kun ganske få spillere, der har mulighed for at gøre noget ved de 2 frontløbere - forudsat de 2 herrer ikke overser snubletrådene...


- Sigurd

Referat af 4. runde

Halløjsa! Der var da lige et nyt ansigt i klubben. Frank havde godt nok ringet til undertegnede og snakket om, at hans lokale Aldi-pusher nok kom forbi. Og det gjorde hun sørme. Ann-Vibeke er navnet, og hun prøvede kræfter med Morten, Henning J. og Svend Aage med et temmelig godt resultat. Det var 20 år siden, hun havde spillet skak sidst i Espergærde Skakklub, men helt glemt det, havde hun da ikke. Hun spillede næsten lige op med Morten og vandt over Svend Aage. Desværre er hun som butiksansat udfordret af, at hun ikke kan komme hver tirsdag, men lad os nu se, hvad fremtiden bringer.


Og så til skakken: Sidste øjebliks afbud fra Frank gjorde, at der lynhurtigt blev lavet om på parringen, så Henning A kunne spille mod Lars, i stedet for at de begge skulle sidde over. Systemet må vel efterhånden kaldes en fleksibel schweizer... Det opgør vandt Henning - nok ikke overraskende. Den forventede score var på 1,00, såå... Der var yderligere 2 partier, der endte med det, man måske kan kalde pligtsejre - uden at fornærme nogen.


Jon var tæt på at få skovlen under Jens, men en manglende rokade fra Jons side ødelagde det fine oplæg og kostede et tårn. Uglerne tænkte lidt, om hans løber og 2 fribønder ikke kunne have skabt et spændende modspil, men det mente Jon ikke.


Peter har skrevet om sit parti mod Svend Aage: "Jeg havde set frem til at møde Svend Aage. Vi plejer at have nogle tætte kampe , men SA havde ikke en god dag, og i 3. Træk kom en stor fejl, der kostede en bonde og en løber. Så resten var ikke interessant. Næste møde med SA kan kun blive bedre".


Topopgøret mellem Michael og undertegnede gik min vej. Et meget atypisk og uteoretisk parti, hvor Michael efter min vurdering fik pakket sig for meget sammen og ikke fik rokeret. Det resulterede i et tårnslutspil med 3 bønder i overvægt til mig.


- Sigurd

Referat af 5. runde

Ingen overraskelser overhovedet. Peder bed dog godt fra sig mod Jens, men en kvalitet nede til sidst kostede partiet. Jon måtte af med ½ til Henning J., der havde lidt svært ved at erkende remisen med en bonde i overvægt, men Jon forsvarede sig perfekt. Det lykkedes ikke for Jeppe at spænde ben for Sigurd, der vandt komfortabelt. Michael havde heller ikke de store problemer med Morten, der (som sædvanlig) var lidt (for) længe om at få rokeret og brugte tiden på ukonstruktive træk.


Henning A. sidder, pga. sin manglende deltagelse i hurtigskakdelen, og lopper sig lidt mod modstandere, der ikke matcher ham styrkemæssigt. Denne gang gik det ud over Svend Aage. Henning M. havde ingen problemer med Frank og Lars havde heller ikke mod Flemming.


- Sigurd

Referat af 6. runde

2 afbud gjorde et pænt indhug i deltagertallet, og med de skærpede afbudsregler for denne turnering, er det jo ikke muligt at indhente det forsømte. Så Henning A. og Jon må "bag i køen". For én gangs skyld startede vi til tiden! Det er vist næsten første gang.


I toppen måtte Sigurd "ned og hente" Henning J. som modstander, og med en forventet score på 0,99 var der vist ikke så meget spænding om det udfald, men Henning gav det absolut en chance. Næsten på dato var det 24 år siden (3/10 1994), vi mødte hinanden første gang i et seriøst parti. Denne gang var det 16. gang og faktisk 2. gang i år. Før da skal vi tilbage til 2004 i Tingsted Skakklub for at finde vores sidste møde. Og Henning har faktisk hevet 1½ point fra mig gennem tiden, så helt afgjort på forhånd  var det slet ikke. Dette var dog ikke dagen, hvor den score blev forøget. Henning fik misplaceret sin dronning og gav mig et tårn forholdsvis tidligt og fik ikke spillet fortsættelsen rigtigt, så kompensationen udeblev.


Ved "bord 2" vandt Flemming over Franz, og Peder vandt over Frank, hvilket Peder selv skriver lidt om her: "6. Runde mod Frank var en kamp, jeg nok burde vinde uden de helt store problemer. Kom foran med en kvalitet og så skulle den være hjemme, men lidt uro ved næste bræt, manglende koncentration og et ikke gennemtænkt slag, og så var jeg bagud med en bonde. Kampen var til remis, men Frank var ikke stiv i oppositionsspillet. Man kan lære meget af broncespringeren".


Jeppe vandt over Svend Aage, så foreløbig ingen overraskelser.


Henning M. og Morten spillede et langt og lige parti, der endte remis. Morten var godt nok foran med en bonde, men havde ikke tiden til at køre den hjem. Jens kom tidligt foran med en bonde mod Michael, men den var forsvundet lidt senere for så igen at dukke op!? Og sørme om det ikke endte med, at Jens vandt.


- Sigurd

Referat af 7. runde

Så var det sidste chance for at få banket rust af, og som sædvanlig var nogle bedre til det end andre. Sidste gang havde undertegnede fejlagtigt oplyst Henning M., at han skulle møde mig, og da han ikke havde været inde og kontrollere mine oplysninger på turneringssiden i ugens løb, havde han forberedt sig som en gal. Iflg. ham skulle jeg prise mig lykkelig over ikke at skulle møde ham alligevel... Det vender vi tilbage til!


Henning J. kommenterede med et glimt i øjet, at vi heller ikke denne gang fik startet til tiden, så sidste gang var en ganske exceptionel undtagelse. Der er jo så meget i verdenssituationen, der lige skal ordnes...


Var det bare mig, eller var der en meget koncentreret atmsofære denne aften? Der var ingen hurtigt afgjorte partier - heller ikke Franks... Men han er nu også begyndt at kunne bruge sin tid ganske fornuftigt. Første mand til at forlade spillelokalet var Franz, der tabte til Svend Aage. Den næste afgørelse var Jeppes sejr over Jon.


På "bræt 2" så Jens længe ud til at skulle vinde over Morten, der vanen tro ikke rokerede, men Morten er altså rimelig dygtig til at spille uden rokaden, så det endte med en officer i overvægt til Morten, og den kørte han rimelig sikkert hjem. Dermed var topstriden mellem undertegnede og Peder ikke så interessant mere, da Jens var den eneste, der kunne have nået mig. Peder og jeg røg ud i en Caro Kann, og her blev jeg endnu engang mindet om, at Peder som den eneste, jeg har mødt i denne stilling,  spiller det korrekte teoritræk: 1. e4, c6 2. d4, d5 3. e5, Lf5 4. Sc3, e6 5. g4, Lg6 6. Sge2, f6. Måske et træk for tidligt, men alligevel. De fleste andre spiller 6. -, h6. Teoritrækket betyder bare, at sort skal spille meget præcist for ikke at blive kvalt, og her haltede den lidt for Peder. Ganske vist kom han foran med en bonde pga. en overseelse fra min side, men mit pres på kongefløjen var så rigeligt erstatning. På trods af flere remistilbud fra Peders side, valgte jeg at forfølge de 7 point, og det lykkedes også. Men jeg synes altså godt nok, at Peder spiller bedre og bedre.


Frank måtte ned mod Lars og Henning A. vandt ikke overraskende over Henning J. Henning A. må nok siges at have haft en blah-turnering pga. 2 afbud - heraf afbuddet til de 3 runder hurtigskak. Dermed har hans forventede score været tårnhøj, og gevinsten var på sølle 3 ratingpoint. Det er så bagsiden af turneringsformen - hurtigskakken i starten skal man som spiller i den bedre ende af tavlen helst ikke misse.


Tilbage var så Henning M og Michael, og som vanligt tager det tid med sidstnævnte... Partiet endte i et tårnslutspil med en minusbonde til Michael og overlevelse på den tillagte tid. Henning fik 2 fribønder i a- og b-linjerne, og dem kunne Michael ikke stoppe. Så måske var det Hennings massive forberedelse mod en forkert modstander, der alligevel gav pote...


Status over turneringens forløb må siges at være knap så tilfredsstillende - primært pga. afbuddene fra 1. spilledag, hvor hurtigskakken blev spillet. Dermed kom der til at mangle nogle interessante opgør i toppen, da 2 af topspillerne måtte kæmpe sig vej op nedefra og ikke nåede hele vejen op til de førende spillere. Og måske er vi egentlig for få deltagere til, at denne turneringsform kommer helt til sin ret. Det har vi i bestyrelsen og turneringsudvalget så 1 års tid til at overveje.


- Sigurd

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 11/09 2018 kl. 19.00

Tirsdag 18/09 2018 kl. 19.00

Tirsdag 25/09 2018 kl. 19.00

Tirsdag 2/10 2018 kl. 19.00

Tirsdag 9/10 2018 kl. 19.00

TURNERINGSLEDERE

Peder Skotte (hoveddommer)

Sigurd Marthendal (assisterende dommer)

AFBUD

Afbud skal meddeles både turneringsleder Peder Skotte 24 41 19 84 og modstanderen. Det er i denne turnering ikke muligt at afvikle afbudspartier, hvorfor afbud medfører tab af partiet - dog uden at partiet rates.

ARKIV