Banke Rust 2017

BANKE RUST 2017

Referat af 1.-3. runde

Så var der premiére på vores forsøg på at peppe Banke Rust lidt op. Det var ikke alle medlemmerne, der havde læst på lektien hjemmefra, så det kom bag på enkelte (og vi nævner ikke Knud Ole), at der skulle spilles 3 runder hurtigskak på denne første mødegang. Men i gang kom vi da, da Morten havde fået forklaret 3 gange, at det var ½ time pr. spiller i alle 3 runder i dag. Lauritz havde afbud, så der blev spillet med oversidder.


I første runde skete ikke de store overraskelser. Svend Aage vandt over Morten, men nogen kæmpe overraskelse er det næppe for os, der kender Svend Aages særdeles solide spil. Vores nye mand, Benjamin, kom på tavlen mod Frank. 2. runde bød overhovedet ikke på ét eneste løftet øjenbryn. Alle partierne blev vundet efter forventning (rating).


Inden 3. og dagens sidste runde havde både Franz og Benjamin fået nok for denne dag og valgte at tage hjem, så der blev kun afviklet 7 partier. Allerede her stødte nogle af forhåndsfavoritterne sammen. Sigurd vandt over Jens, og Henning M. vandt over Henning A. Det betyder jo så, at de ikke kan møde hinanden i et af EMT-partierne senere.


Stillingen i toppen inden det bliver rigtig seriøst med lang betænkningstid og kamp om rating m.m. er:

1.-2. Sigurd og Henning M. - 3 point

3.-4. Jon og Thor - 2½ point

5.-8. Henning A, Henning J, Jens og Morten - 2 point


Nogle syntes, det var en hård start med 3 partier på én aften, men skal rusten bankes af, skal der jo også slås hårdt... Men der var i hvert fald mere plads til hyggesnak mellem runderne, så der måtte tysses et par gange, men et eller andet sted er det jo positivt, at folk hygger sig.


- Sigurd

Referat af 4. runde

Så satte alle tempoet ned. Kun et enkelt parti pr. mand stod denne gang på programmet. Franz og Flemming havde spillet på forskud med Franz som vinder, og Knud Ole havde afbud mod Lars. Tilbage var altså 7 partier.


Hurtigst færdig var Lauritz, der tabte til Finn. Personligt glæder jeg mig til at se, hvordan Lauritz i øvrigt klarer sig. Med min baggrund har jeg en svaghed for juniorspillere, og det glæder mit gamle trænerhjerte hver gang, det går godt for en af dem. Lauritz har i hvert fald en nogenlunde ok træner derhjemme... Til min store overraskelse var jeg selv den næste, der vandt. Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg skriver, at Mogensen med de sorte brikker blev løbet over ende i noget, der begyndte som fransk, men absolut ikke fortsatte som sådan fra sorts side.


Thor kom helt galt ud af åbningsspillet mod Jens og måtte som den næste strække våben. Og så kom der et par gedigne overraskelser, da først Benjamin vandt over Svend Aage og kort efter Frank over Peder. Retfærdigvis ved vi jo ikke endnu, hvordan Benjamin spiller - vi har jo kun hans rating at holde os til, men ud fra den var resultatet en overraskelse.


Morten udtalte efter sit parti mod Henning J.: "Hold kæft hvor spillede jeg godt, lige indtil jeg ikke spillede godt mere...". Dagens sidste parti mellem Jon og Henning A. var et meget lige og spændende parti, hvor de efterfølgende analyser umiddelbart gav Jon minimum remis. Desværre så han ikke den og overså også en mat i 1, som Henning havde stillet op.


4/10 2017:

I det udsatte parti mellem Lars og Knud Ole var vi vidne til lidt af en sensation, da Lars vandt det indbyrdes opgør.


- Sigurd

Referat af 5. runde

Et par afbud og et enkelt parti spillet på forskud (Finn vandt over Franz), så denne dag kun 6 spillede partier. Lauritz var egentlig mødt op for at spille mod Flemming, men det viste sig, at Flemming ikke kunne komme. Han havde dog ikke meldt afbud til Peder, så han stod egentlig til at tabe uden kamp, men Lauritz ville (i samråd med far Michael) egentlig hellere spille kampen, så den er udsat til næste tirsdag. Det er godt at lære sportsmanship fra starten af.


Dyb koncentration under 5. runde af Banke Rust

I resten af kampene blev der gået til stålet. Lars var den første, der vandt, og det gik ud over Frank. Undertegnede nåede ikke at se noget fra partiet. Benjamin spillede helt lige op med Knud Ole, men desværre ikke med et godt blik til uret. Tiden løb ud, men spillet var i hvert fald til mere, end hans ratingtal antyder!


Jens prøvede at ofre sig igennem Mogensens kongestilling, men set fra sidelinjen så det ud til at være lige et træk for tidligt. Der var en konge, der nok skulle have været trukket væk fra angrebslinjen først. Men Mogensen så sig dog nødsaget til at ofre en kvalitet tilbage, så slutspillet endte i noget, begge spillere var tilfredse med at tage remis på.


Peder vandt over Svend Aage, og med Peders ord var det Svend Aage, der ville mindst og kom bagud med et tårn. Henning J. smed vist lidt for mange bønder væk, og det blev straffet rimeligt sikkert af Thor.


Tilbage var så topopgøret mellem Henning A. og undertegnede. Min statistik mod HA har ikke været den bedste gennem de sidste 4 møder med mig som sort. 1 gevinst, 1 remis og 2 tab, og da HA havde spillet noget forskelligt alle gangene, var det umådeligt svært at forberede sig. Han lagde dog ud som under vores sidste møde ved Klosterturneringen i Maribo, hvor han som den eneste vandt over mig. Partiet udviklede sig dog hurtigt i en anden retning.


1. Sf3 Sf6 2. b3 c5 3. Lb2 e6 4. e3 Sc6 5. d4 (Dette var afvigelsen fra før nævnte parti. I Klosterturneringen blev der spillet 5. c4 Le7 6. d4 d5 7. Sbd2 O-O...) d5 6. Sbd2 cxd4 7. exd4 Le7 8. a3 O-O 9. Ld3 Ld7 (ikke det bedste træk. b6 efterfulgt af Lb7 havde været klart bedre) 10. O-O Dc7 11. h3 Tfe8 12. Se5 Ld6 13. f4 a6?! (Heller ikke et særlig godt træk. Jeg mangler klart en hurtig plan, og den jeg starter her er alt for langtrukken. Det er noget med Sa7 og Lb5) 14. Sdf3 Tac8 (Jeg lægger op til angreb i den åbne c-linje, men Se4 havde været det bedste træk i stillingen) 15. De1 Se7 16. Sg5 Tf8 17. Tc1 h6 18. Sgf3 Lc6 19. Kh1 Se4 20. c4 f5 (Her var Hennings fordel ellers indhentet efter nogle upræcise træk fra hans side, og det fejrer jeg så ved at give ham fordel igen... Jeg havde faktisk overvejet det korrekte træk Sf5, men kunne ikke overskue de deraf kommende forviklinger. Hvornår lærer jeg at stole lidt mere på mit instinkt?? Okay - f5 er det næstbedste og slet ikke tabsgivende, men alligevel...)

 21. Sxc6 Lxf4 (Og dette var så det endelige tabstræk (se diagrammet). Henning havde set nogle træk længere end jeg havde. I mine øjne var det en materialemæssigt lige afbytning) 22. Sxe7+ Dxe7 23. Lxe4 Lxc1 24. Lxd5! (Det var dette træk, jeg ikke havde fået med, og det koster en vigtig bonde) Lxb2 25. Dxe6+ (Lxe6 havde været meget bedre, men når man kan lugte gevinsten, går man ikke op i tekniske detaljer... Jeg havde nok gjort det samme for at simplificere slutspillet yderligere). Dxe6 26. Lxe6+ Kh7 27. Lxc8 Txc8 28. a4 (Hertil er der fordel for hvid, men ikke klar gevinst (iflg. Stockfish), men nu hjælper jeg grundigt til med meget uskarpt slutspil, så resten gider jeg slet ikke kommentere) Td8 29. d5 b5 30. axb5 axb5 31. Td1 bxc4 32. bxc4 La3 33. Sd4 g6 34. Se6 Te8 35. c5 1-0.


4/10 2017:

Så fik Lauritz spillet sit udsatte parti, og det udviklede sig til lidt af en afklabsning til Flemming. Bunken af aflivede modstanderbrikker blev stille og roligt større på Lauritz side af brættet, og til sidst måtte Flemming bøje sig.

Morten vandt over Jon.


- Sigurd

Referat af 6. runde

Nøjs der blev spillet godt skak i dag, og overraskelserne var meget tæt på. Ved "bord 2" vandt Finn komfortabelt over Flemming og Peder vandt over Franz. Lauritz holdt godt ud mod Svend Aage, men måtte til sidst bøje sig for overmagten.


Men ved "bord 1" skete der ting og sager. Endnu engang spillede Benjamin lige op med en af de garvede - denne gang Jon. Og denne gang passede Benjamin på tiden. Det var et sindsygt spændende parti at følge fra sidelinjen, så meget jeg nu kunne, når jeg selv havde gang i mit eget parti. Til sidst satte Jon dog et matangreb ind, der afgjorde partiet. Benjamins konge var desværre alt for blottet og alene. Henning & Henning - alias Mogensen og Jakobsen - spillede helt lige op og endte i et slutspil med tårn + løber og en masse bønder på begge sider. Jeg ville nok helst have haft Jakobsens hvide brikker, men det kneb for ham med at finde planen, så Mogensen fik et par fribønder, og de afgjorde partiet.


Thor og undertegnede trænede tilsyneladende videre på tematurneringen, da Thor ville afprøve Najdorfvarianten med sort i praksis. Det synes jeg er fantastisk friskt gjort. Det tyder på vilje til at udvikle sig skakmæssigt. Thor havde dog glemt nogle af hovedtrækkene i åbningen og fik ikke fulgt intentionen med åbningen, og det blev straffet - hårdt... Som de sidste blev Lars og Morten færdige, og det lignede længe endnu en sejr til Lars over en 1.-holdsspiller, men til sidst satte han desværre en officer i slag.


17/10 2017:

De 2 hængepartier blev afviklet, mens 8 andre spillede tematurnering og lærte at spille Nimzo-indisk. Frank spillede som vanligt lynskak, og det imponerede ikke Knud Ole, der sikkert kørte sejren i hus. Måske var Franks mål egentlig at spille med i de sidste 2 runder i tematurneringen...?


Henning A. og formand Jens tog sig noget af et langvarigt parti i nabolokalet. Vi andre var inde flere gange for at se, om der var liv - det var der. Ca. 1 gang i timen blev der slået en bonde... Begge brugte tiden fuldt ud, og på et tidspunkt lavede Jens ulovligt træk og formåede derefter at nulstille uret?! (Man skal kun trykke én gang på pauseknappen og IKKE holde den inde i 3 sekunder!!!). Så kom dommeren på overarbejde. Heldigvis var begge parter enige om, hvad uret havde stået på, og spillet fortsatte. Til sidste røg de ud i et tårnslutspil, hvor Jens kom bagud med 2 bønder, og så gad han ikke mere.

Referat af 7. runde

Tyvstart! Morten skulle arbejde tirsdag aften, så han spillede på forskud med undertegnede dagen før sidste runde. Det blev et rigtig spændende parti, hvor vi begge fik en god portion motion. Med kun 2 spillere i lokalet registrerede føleren ikke den store aktivitet, så jævnligt måtte vi op og stå og vifte med armene, når partiet blev henlagt i mørke. Som vanligt, fristes man til at sige, undlod Morten rokaden, men det, der i sidste ende afgjorde partiet, var, da Morten gik ind i en bondegaffel, der kostede en springer, og derefter var det spil til ét mål.


- Sigurd


Turneringsleder og fast hjemmesideskribent Sigurd var fraværende, da hans parti mod Morten blev spillet forud. Således måtte Niels-Peder og Formand Jens afvikle sidste runde i ”Banke Rust” Og sidstnævnte således også forsøge sig med et referat af begivenhederne:


Efter velkomst og præsentation af præmierne – fire pakker med gode juleøl – gik begivenhederne i gang. Deres udsendte gik afsides med Michael og holdt hans humør skyhøjt via et antal nederlag i lynskak. Vi fulgte dog Laurits’ parti mod Frank. Michael (som er Laurits’ far) havde indoktrineret hjemmefra omkring at bruge betænkningstid, og Laurits tog da også pointet hjem. Han var først færdig. Men det var ikke Laurits’ skyld.


Da undertegnede ikke gad tabe mere i lyn, tog jeg mig tid til at følge lidt med i turneringen. Henning A var temmelig sikkert foran mod Thor, så det blev hurtigt klart, at det sandsynlige resultat ville blive to spillere på en delt 1. plads: Sigurd og Henning A.

Henning Mogensen stod længe i balance mod Jon. Hvis Henning M. kunne vinde, ville han nå 5½ point, nok til at snyde Henning A., hvis han snublede mod Thor.


Det gik dog således at begge Henninger vandt, så Henning M. kunne indtage en velfortjent 3. plads efter Sigurd og Henning A.


Der var også udlovet præmier til de bedst placerede under 1400 i rating. Præmiekandidaterne var Niels-Peder, Finn og Lars.


Niels-Peder og Finn var begge i sikker stil på vej mod ”deres” point, mens Lars spillede et meget spændende parti mod Henning Jakobsen. Da jeg så partiet første gang, var Henning foran med en let officer, men Lars havde muligheder på kongefløjen; h-linjen var åben, og både tårn og dronning havde adgang. Henning havde svært ved at få sine brikker snoet på plads – de skulle jo forbi kongen for at kunne være til nytte i h-linjen. Lars lykkedes med at udligne, men Henning fik stoppet de to fribønder som Lars fik etableret. Og da spillerne i fællesskab fik låst bønderne i hinanden, og de tilbageværende to løbere ikke kunne komme i aktivitet, blev remis resultatet.


Formanden blev dermed fri for at spekulere yderligere over, hvordan 3 mand skulle dele 4 flasker øl. De gik til Finn og Niels-Peder.


- Jens P.

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 12/09 2016 kl. 19.00

Tirsdag 19/09 2016 kl. 19.00

Tirsdag 26/09 2016 kl. 19.00

Tirsdag 10/10 2016 kl. 19.00

Tirsdag 24/10 2016 kl. 19.00

TURNERINGSLEDERE

Peder Skotte (hoveddommer)

Sigurd Marthendal (assisterende dommer)

Hvor & hvornår


Spilledag:

Tirsdag kl. 19.00

Torsdag: Hjemmekampe i holdturneringen


Sæson:

September til april (inkl.)


Spillested:

Kettinge Fritidscenter

Kettingevej 78

4892 Kettinge

Kontakt


Formand:

Jens Peter Petersen

Email: formand@slskak.dk

Mobil: 23395503


Kasserer:

Svend Aage hansen

Email: kasserer@slskak.dk

Tlf: 23379967



Webmaster:

Sigurd Marthendal

Email: webmaster@slskak.dk

Mobil: 93957963


PR:

Henning Andersen

Email: pr@slskak.dk

Mobil: 25182208

Du er besøgende nr:

web hit counter