Banke Rust 2016

BANKE RUST 2016

Referat af 1. runde

En del afbud, så kun 16 spillere i aktion. Jan havde som tidligere beskrevet en ny spiller med, og nu har han et navn: Jankiz Abdullah, oprindeligt fra Syrien. Det bliver spændende at følge ham.


Som sædvanlig kommer vi ikke i gang til tiden, men vi har her i klubben valgt at være lidt ligeglade med det. Det skal jo også være sjovt, og det sociale liv i klubben skal plejes. Men efter en 20 minutters tid er der ellers dyb koncentration over hele linjen. 1. runde er jo altid spændende i en Schweizerturnering, når top møder bund. For ofte viser overraskelserne sig. Den første fra "toppen", der bliver rystet, er John, da han smider en dronning væk mod Flemming! Aftenen vil vise, om Flemming formår at hænge fast.


Jens vinder efter 3 kvarters spil over Franz med en klassisk mat på f7. Efter 1 1/2 time er det den forsvarende klubmester - I ved Henning M - der vinder over Lars. Flemming er stadig med i kampen mod John, og intet er afgjort på de andre brætter.


Efter 2 timer er det Jans tur til at vinde over Frank, der har brugt bemærkelsesværdigt meget tid. Og få minutter efter lykkes det Flemming at få hevet en remis hjem med en dronning + bonde mod tårn, springer og 2 bønder. Noget af en skalp!


Da klokken nærmer sig 22 går det stærkt. Morten vinder over Jankiz, så spille - det kan Jankiz da. Jeppe får endelig skovlen under Finn, og Henning A er heldig at vinde et helt lige bondeslutspil mod Peder. Her var det klart rutinen, der gjorde udslaget. Tilbage var kun vores 2 gæster, der åbenlyst var kommet for at spille skak. Sonny havde det meste af partiet været foran med en bonde, men det var ikke nok til "bare" at køre den hjem uden problemer. Henning J forsvarede sig indædt. 1 time senere var forspringet dog udvidet, så slutspillet var med en løber i overvægt til Sonny, men det tog såmænd også sin tid. Sonny vandt dog til sidst.


2 dage efter 1. runde var løbet af stablen, bød Sigurd Thor på kaffe og kage og et parti skak. Man må håbe at kaffen og kagen smagte, og at Sigurds uforlignelige selskab gjorde det til en uforglemmelig aften på den gode måde. Selve skakken ønsker Thor nok ikke at huske så meget på. På et tidspunkt kom det tørt fra Thor: "Det var så her rusten satte ind" - der røg hans springer. Resten af aftenen forløb med hyggelig smalltalk.


- Sigurd

Referat af 2. runde

Sidst var referatet temmelig udførligt, men denne gang spillede redaktøren selv og havde travlt med at hævne det forsmædelige nederlag i kampen om klubmesterskabet sidste sæson, så der blev ikke luret så meget ved de andre partier.


Lige inden dagens start stod både Lars og Finn uden modstandere, dels fordi Lars ikke havde fået besked om Thors afbud, og dels fordi Finn skulle have spillet mod Jankiz, der så ikke kommer alligevel af private årsager. Han ville ellers rigtig gerne. Da vi jo har meldt ud, at rundelægningen bliver så fleksibel som muligt, blev der taget en hurtig beslutning om, at Finn og Lars spillede mod hinanden, og Thor fik lov at sidde over. Det gør ikke den store forskel, da de alle 3 har 0 point.


I resten af kampene var der ikke de store overraskelser. De 2 mest jævnbyrdige opgør blev vundet af henholdsvis Henning A. (mod Jens) og Finn (mod Lars).


Og så tilbage til redaktørens personlige vendetta. Jeg skulle jo møde Henning M., der på skammeligste vis flåede pokalen ud af mine hænder i sidste runde af klubmesterskabet før sommerferien. Vi har begge i den forgangne sæson skovlet ratingpoint ind i den helt store stil, så nu måtte det afgøres, hvis pointhøst, der var mest realistisk. Henning lagde ud med at hoppe ud af den af undertegnede kendte teori for en sicilianer allerede i 3. træk (1. e4, c5  2 .Sf3, d6  3. e4, b6?!). Da det blev efterfulgt af 4. Sc3, h6?, havde Henning allerede mistet initiativet i centrum, og hele hans kongefløj kom for sent i gang. En manglende rokade skulle vise sig at blive fatal. Slutspillet voldte ikke de store vanskeligheder, selvom jeg i den efterfølgende analyse med Jan fandt ud af, at jeg havde overset en meget simpel og en hel del hurtigere gevinst, der kunne have forkortet Hennings lidelser.


Michael havde vist sig fra sit gæstfri hjørne, da han havde inviteret Svend Aage hjem for at spille deres indbyrdes parti, mens han så efter børnene. Her følger hans referat:


"Det blev en pind til mig mod Svend-Aage i et meget spændende parti, hvor SA ret hurtigt valgte at ”give” en bonde. Et par træk efter bondegevinsten fik jeg et deja vu om, at den åbning og samme bondegevinst havde jeg da spillet en gang tidligere sidste sæson – mod Svend Aage!


Lidt upræcist spil af mig gav ham noget pres for bonden, idet han stormede frem med h- og f-bønderne mod min stakkels kongestilling. Da SA var lidt lang tid om at få rokeret langt og spillede sit angreb en smule upræcist, kunne jeg give bonden tilbage på passende tidspunkt, fremprovokere dronningafbytning og komme ud i et slutspil, hvor der var et par af SA’s bønder, som var lidt svære at holde. I den sædvanelige unødvendige tidnød blev slutspillet med to merbønder kørt hjem i nogenlunde sikker stil. Meeen det var en halvhård kamp!"


- Sigurd.

Referat af 1. afbudsrunde

4 partier blev spillet, heraf var partiet mellem Thor og Peder på forskud. Redaktøren var kun forbi 5 minutter og kan derfor ikke skrive så meget, men det var lige der, hvor Michael trak sig sejrrig ud af kampen mod Jon. Jon spillede meget passivt, og det skal man ikke mod Michael, der kom blæsende hen over brættet.


De øvrige partier kan jeg ikke udtale mig om, men blot konstatere, at der nu er 4 spillere i toppen med maksimumpoint.


- Sigurd

Referat af 3. runde

Igen 2 sidste-øjebliks-afbud. Øv, fordi det ødelægger rundelægningen og gør det svært at planlægge. Nå, men 7 partier blev da afviklet i god ro og orden. John har da vist udnævnt sig selv til denne turnerings remiskonge, da han fik sin tredje remis - denne gang mod Svend Aage. Frank viste, at han ikke har ligget på den lade side i sommerferien, da han fik skovlen under Lars, der meget overraskende ikke er kommet på tavlen endnu.


På topbrættet mellem Henning A og Sigurd gik det temmelig stærkt. En sicilianer endte efter en masseafbytning i et lidt tamt foretagende, som de to herrer enedes om vist var remis. Efterfølgende analyser bekræftede dette. Der blev lavet lidt kyllingefagter og hostet noget med pølse fra nabobrættet, hvor rundens andet topopgør foregik, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat!


Vores to "udlandsprofessionelle" (dem fra nabobrættet) gik noget anderledes til stålet. Efter en afbytning, der involverede begge dronninger, kom Jeppe ud med 1 bonde i overvægt, og nu anså Michael det for nødvendigt, at anskue partiet i helikopterperspektiv. Det hænder jo, at benene syrer til med al den adrenalin, vi producerer. Det anderledes perspektiv gjorde vist udslaget, da Jeppe noget senere tilbød remis, som blev accepteret. Henning M og Sonny delte ligeledes, så intet rykkede sig i toppen, bortset fra at nogle spillere fra midterfeltet kom tættere på.


- Sigurd.

Referat af 4. runde

Igen mange afbud, men med lidt fleksibilitet fra flere spillere går det op i en højere enhed d. 18/10. Der blev rykket lidt rundt, så Morten og Jon spillede 3. rundes udsatte parti, mens vi andre spillede 4. runde. Og så indhentes det hele på næste tirsdag. Men dog kun på betingelse af, at der IKKE kommer flere afbud!


Et af de mere interessante partier var Jan/Svend Aage. SA spillede meget passivt i åbningen, så Jan til sidst så en gevinst ved at ofre sig igennem centrum med sit tårn. Det blev fulgt op af en dronningeskak, der desværre faldt lidt til jorden, da SAs tårn kom flyvende ude fra fløjen og snuppede majestæten. Den havde Jan ikke fået med. Men Jan kæmpede tappert videre, og det gav pote til sidst, da han faktisk fik hevet en remis hjem.


I toppen skete der en del forskydninger. Førerfeltet reduceredes fra 4 til 2, da Henning A. og Sigurd vandt over henholdsvis Michael og Jeppe. Det skete dog ikke uden en vis portion held i begge partier. I aftenens sidste parti satte Michael efter 3½ times spil sin dronning i slag i noget der lignede et vundet slutspil. Jeppe var foran med 2 bønder mod Sigurd, men kort efter at Sigurd hev den ene bonde hjem igen, hjalp Jeppe godt til ved at placere tårn og konge på samme sorte diagonal. Det skal man ikke gøre, når modstanderen har en sortfeltet løber. Jens og Sonny overhalede indenom og ligger nu ½ point efter Henning og Sigurd, så alt kan ske i sidste runde.


- Sigurd

Referat af 2. afbudsrunde

En lille time før start måtte Knud Ole desværre melde fra pga arbejdspres. Det betød, at Finn fik pointet uden kamp. Omtrent samtidig vandt Finn også over Frank, da de var mødtes allerede klokken 17 for at nå 2 kampe begge to. Ved kampstart dukkede Jens op. Han skulle ellers ikke spille, men da Finn med dagens store pointhøst pludselig var med oppe i toppen, og han samtidig skulle til Tyskland under sidste runde, stod der pludselig 2 spillere med 3 point og ingen modstandere. Så lå den jo lige til højrebenet, at Finn og Jens spillede sidste runde.


Jons og Franz' parti udviklede sig rimelig vildt og hamrende uteoretisk, men det er vel egentlig også de to spilleres varemærke og årsagen til, at de får så mange af de teoristærke spillere i fedtefadet til tider. Denne gang var det med Jon som vinder.


Finn fik ikke lov at fejre hattrick. Det havde næsten også været for meget at score 3 point på én aften. Ret tidligt røg hans dronning, og derfra var det ikke det store problem for Jens at køre sejren hjem.


Frank spillede rigtig godt mod Henning J. De røg ud i et tårnslutspil, som Frank spillede til UG, lige indtil han undlod at bytte tårnene af, da han havde chancen. Det ville have givet ham en fribonde, der ikke kunne stoppes. I stedet sejrede rutinen (=Henning J.)


John fik remis igen igen - denne gang mod Morten.


- Sigurd

Referat af 5. runde

Der var kun et enkelt parti, der var spillet på forskud - ellers var der fuldt hus.


Efter kun 5 kvarters spil havde undertegnede i den grad været gavmild overfor Sonny. Først en bonde i 2. træk, og derefter en springer i 14. træk. Så gad jeg ikke mere. Var ganske enkelt ikke mentalt tilstede.


Af andre sjove tildragelser kan nævnes, at Henning J gav op mod John, da han havde set en mat i 2, som John ikke havde set. Det må da være topmålet af godt sportsmanship. Frank brugte ikke mindre end 3 kvarters tid på at slå Franz. Det er vist ny rekord i tidsforbrug for Frank. Jan opdagede pludselig, at han var bagud med en løber mod Michael efter en større afbytning.


Den sidste topkamp mellem Henning A og Jeppe endte remis, så derfor endte det med 3 spillere på 1. pladsen: Jens, Henning A og Sonny.


- Sigurd

Vue over sidste runde.

LINKS

SPILLEDATOER

Tirsdag 13/09 2016 kl. 19.00

Tirsdag 20/09 2016 kl. 19.00

Tirsdag 04/10 2016 kl. 19.00

Tirsdag 11/10 2016 kl. 19.00

Tirsdag 25/10 2016 kl. 19.00

TURNERINGSLEDERE

Sigurd Marthendal

Peder Skotte

ARKIV