Rügenwalder 2016

Rügenwalder Nord-west Cup 2016

Jeg deltog i dagene d . 21/1 - 24/1 i Rügenwalder Nord-west Cup i den skønne lille kurby Bad Zwichenahn.  Turneringen foregik i Wandelhalle, hvor over 300 skakentusiaster kunne nyde en skøn panoramaudsigt over den vinterklædte sø.


Der var 3 grupper; den åbne A-række med flere stormestre som min gode skakkammerat Jakob Bjerre Jensen (2100+) deltog i (166 deltagere). Jeg selv mente, at det var sjovere at kæmpe om et helt point mod nogenlunde ligeværdige modstandere, end at svede over at holde remis mod stærkere spillere, så jeg deltog i B-gruppen for spillere under 1900 i tysk rating (100 deltagere). Der var også en C-gruppe for spillere med maks. 1500 (71 deltagere).

Det var fantastisk dejligt at se alle de unge spillere - herunder også mange kvindelige. Det giver da lidt håb for vores fælles sports fremtid.


Turneringen blev spillet med 2 timer til 40 træk + ½ time til resten af partiet. Nøjagtig som i gamle dage!


1. runde.


Efter lang køretur var vi klar til første runde kl. 16. Jeg skulle spille sort mod Sven Lessmann som ikke stillede mig over de store udfordringer i åbningsspillet, da han afveg fra teorien i 13. træk. Det gav mig ro til at opstille en ”kanon” mod den hvide dronning med Td8. Da han efterfølgende spiller det alt for rolige 14. a3 synes jeg fordelen var klar, men objektivt set ikke stor. Men planen med tårnet kunne effektueres.


14. -,cxd4 15. Nxd4 Nxc3 16. Rxc3 Ne5 Egentlig var den oprindelige plan at springeren skulle have været til c5, men jeg så pludseligt noget nyt i stillingen 17. Bb1? Den skal til e2.

Nu kommer  17. - ,Qg5 18. e4 Nc6? Jeg var så fokuseret på varianten i partifortsættelsen, at jeg ikke så det afgørende Df6! Nu kan tårnet ikke dække springeren, og sort kan efterfølgende spille Sc6 og indkassere springeren på d4.


Resten af partiet blev afsluttet lidt nemmere end nødvendigt: 19. Rd3 Rxd4 20. Rxd4 Nxd4 21. Qxd4 Rd8 22. Qa4 Qd2 23. Rf1 Qe2 24. Bc2 Ba6 25. Rc1 Bb5 26. Qb3 Rd2

0 - 1.


En fin start der faldt ind i fin stil med strategien om at vinde første runde samt første runde dagen efter (hvor man er frisk i hovedet). Så kan man tage en rolig remis i 3 runde i 2. dagens andet parti.


2. runde


Jeg skulle med hvid møde Fabian Steljes, en ung spiller, der ikke havde så meget i rating. Sådan nogle skal man passe på, da det kan være en fremadstormende spiller, der er ved at tage et ratinghop på 3-400 point eller mere. Det viste sig dog, at han ikke var så farlig i sit åbningsspil. Jeg fik hurtig en fin lille fordel.



Sort har lige spillet 13. - , a6 med forventning om at det nok kan befri stillingen lidt. Problemet er at springeren kun kan slås af dronningen. Jeg kan imidlertid ikke spille den planlagte trussel La5 endnu. Det skal forberedes.


14.e4 Bxe4 15. Ne5 Rc8?? Det er genvejen til tab. Men at sort har store problemer vidner følgende alternative varianter om: (15. .. Be7 16. Nxc6 bxc6 17. Nd6+ Bxd6 18. Rxc6) Sort kunne også prøve (17. .. Kf8 18.b3 Bxd6 19. Rxc6 Qb8 20. Rxd6). Andre varianter er nok mere spilleligt, men hvid har klar fordel.


Partiet blev hurtigt afsluttet med 16. Ba5 axb5 17. Bxb5 Qa7 18. Nxc6 bxc6 19. Rxc6 Bb4+ 20. Bxb4 1-0.


2 point efter de 2 første runder var en dejlig start, selvom det måske var på en lidt billig baggrund, når man ser på modstandernes ratingtal.


3. runde


Efter de 2 første gevinster var jeg avanceret til 1. brættet ved vinduesrækken.


Her skulle jeg med hvid spille mod Herr. Segebank, der var en meget sympatisk ældre herre med det skræmmende fornavn Fritz. Han havde også over 1950 i ELO og fik en flot 3.-plads.


Det blev et parti der hurtigt mundede ud i remis uden at balancen vippede undervejs. Lidt gensidig respekt spillede nok også lidt ind i den hurtige remis. Slutstillingen efter jeg havde spillet 22. Tb1-a1.



Efter 3 runder havde jeg med 2½ point fuldt strategien ret godt.


Lørdagen, med 4. og 5. runde, skulle imidlertid vise sig som en frygtelig dag!


4. runde


Jeg var røget tilbage på 4. brættet og skulle spille sort mod Reinhard Geisler, der også var en ældre herre med over 1900 i ELO. Han blev senere nr. 4. Jeg fik mulighed for at spille en ”kongeindervariant” som Jakob og jeg havde kigget lidt på aftenen i forvejen efter at have studeret modstanderens lidt passive åbningsstil i ChessBase. I midtspillet har min modstander bommet en bonde på a-rækken, og jeg har lige overlevet en mindre tidnød. Jeg sad og ærgrede mig over lidt spildte muligheder i tidnøden, da hvid spiller 41. Kf4-e3.


Selvom jeg er bonde foran havde jeg i situationen lidt svært ved at finde gevinsten, og partiet mundede hurtigt ud i remis:  41. Ke3 Ng6  42. Ne4+ Ke7 43. Nd2 Ne5 44. Kf2 Kf6 (44. .. Nd3+!) 45. Ke3 Nf7


½-½


Efterfølgende lidt hurtige analyser - uden computerkraft - gav ingen overbevisende vej til sejr for sort. Ikke desto mindre kan det næppe tabes ved gevinstforsøg, og derfor burde jeg have prøvet!

Med ”PC-kraft” åbner sig straks en lang række muligheder, der anviser hvordan pointet skal køres hjem.


I slutstillingen kan jeg også spille (45. .. Kf7 som Stockfish giver +2,5. Eksempelvis 46. Ne4 Ke7 47. Nxg5 Bxb3 48. Kd2 Bxc4) Hvid behøver ikke slå på g5, men ellers er der mulighed for at komme ind i nedenstående varianter som jeg burde have søgt i 41. træk i stedet for Sg6.


I diagramstillen skal spilles (41. .. Ke7!! Det giver Stockfish +3,5 til mig! Altså klar gevinst. Partiet kan eksempelvis fortsætte 42. Kf2 (42. Bf3 Nxf3 43. Kxf3 Bd1+ 44. Kg3 Kf7 45. Ne4 b6 46. Nxd6+ Ke7 47. Nc8+ Kd8 48.Nxb6 Bxb3 49. Kf3 Kc7 50. Na8+ Kd6 51. Nb6 a4 52. Nxa4 Bxa4) 42. .. Nd3+ 43. Bxd3 (43. Ke3 Nc1) 43. .. Bxd3 44. Ke3 Bc2 45. Kf2 Kf6 46. Ke3 Bd1 47. Ne4+ Ke7 48. Nxg5 Bxb3 49. Kd3 Bd1 50. Ne4 Bxg4).


Der er mange sidevarianter, men alle fører til sort gevinst. Øv! Der smed jeg lige et halvt point væk.


5. runde


Stadig på 4. brættet skulle jeg spille hvid mod Peter Nedkov der også havde over 1950 i ELO. Jeg kom rigtigt godt fra start, og havde ham pakket helt sammen, dog uden nogen afgørende fortsættelse. Det pres jeg forsøgte at arbejde videre på blev lidt unøjagtigt, og gav ham mulighed for at åbne stillingen. Da jeg samtidig var kommet i den ondeste tidnød tilbød jeg i træk 24 remis.

Hvis man vil have remis, skal man ikke lave et træk, som tillader modstanderen at vinde en bonde! Nu var jeg ikke bare i tidnød, men også en bonde under! Det lykkes mig imidlertid at få etableret et fornuftigt modspil med tårn på hans baglinje, der objektivt set (Stockfish) ikke er tilstrækkeligt, men i praksis stærkt. Da modstanderen samtidig ikke spillede nøjagtigt, fik jeg efter træk 39 følgende stilling frem.


Sort har lige spillet 39. - Dh6-h4.


Jeg er i gang med at trække 40. Dc1 da min modstander siger ”zeit!” 0-1 Æv!


Stillingen er ret lige, og selvom Stockfish bedst kan lide hvids stilling (Dc3 er noget stærkere end Dc1), er det nok remis.


I stedet for 1½ point på 3. dagen som strategien var, blev det kun til ½. Hermed var enhver chance for topplacering i præmierækken forduftet.


6. runde


Efter at have spillet runde 4 og 5 på bræt 4 var jeg nu røget helt tilbage til bræt 18, og dermed også mod modstandere, der var mere menneskelige.

Denne runde skulle imidlertid vise sig at blive pinlig for skakspillet og min stolthed i særdeleshed!

Jeg skulle spille sort mod Helmut Seeber. Han viste sig at være en meget usikker ”ældre” herre, der ikke spillede så godt. Jeg fik relativt hurtigt (træk 15) kombineret mig til en bonde på a3. Resten burde være teknik.


Hvid har lige spillet 16. f4 og jeg overvejede om jeg skulle spille forsigtigt og gå tilbage med springeren. Den kunne så blive jaget videre tilbage til b6, hvor den står i vejen for b-bonden. Jeg overvejede også at spille 16, - , e5, men mente ikke jeg brød mig om de varianter jeg så. Mest tid brugte jeg på 16. - , Sxe4 efterfulgt af 17. - ,Lxd4 og 18. - ,Sxc2. Det ville give 3 bønder og tårn for 2 lette. Men stillingen ville ikke være så god. Jeg valgte imidlertid at spille 16. - ,b5?? Herefter spillede hvid 17. e5! Det mest pinlige i situationen er at jeg havde set at hvid kan spille e5, og konkluderet, at det ikke var godt - UDEN at have regnet på det! Det er for nonchalant som bør straffes! Efter jeg spillede 17. - , dxe5 blev udfaldet at jeg fik 2 bønder + en skidt stilling for min springer. Den tabte lette officer blev senere udskiftet med et tabt tårn for en bonde mere. Nede med tårn for 3 bønder blev stillingen bare værre og værre!!


Hvis ikke det var fordi min modstander havde udvist stor usikkerhed ved brættet, havde jeg nok også opgivet, men jeg øjnede nogle muligheder for fusk. Pludselig havde jeg 4 bønder for tårnet, men var kommet i endnu en styg tidnød. Da jeg skal til at udføre træk 40 ”falder vingen” uden min modstander ser det. Da vi har 30 min til resten af partiet fik jeg lidt luft på uret igen. Prisen for at overleve tidnøden blev dog at jeg tabte 2 bønder, og har kun 2 bønder for tårn, da jeg sætter mit sidste fusk ind. Da modstanderen får sluppet sit tårn for hurtigt på 2. række i stedet for 1., var der pludselig en skak på baglinjen sammen med en afdækkertrussel på hans ene tårn.

Det gjorde oprigtigt talt ondt langt ind i sjælen, da jeg stjal hans tårn! Nøj hvor jeg led med ham. Jeg fik i samme kombination afviklet til slutspil med tårn, løber og 3 bønder mod løber, springer og 2 bønder i min favør. Samtidig var hans springer gennem resten af partiet låst på a-rækken og kunne ikke deltage i forsvaret. 0-1.


Jeg undskyldte og beklagede meget for sejren til min modstander, der høflig og sympatisk sagde at han også havde udnyttet sit held tidligere i turneringen.


7. runde


Før runden var jeg med 4 point avanceret til bræt 9, men havde ingen mulighed for at komme blandt de 4 præmier.  Jeg skulle spille hvid mod Thomas Bauland. Jeg kom rigtigt fint ud af åbningen, og havde et fornuftigt pres. Modstanderen virkede ikke så overbevisende i de planer han havde valgt i starten af midtspillet. Men da han havde mere i rating end mig, og jeg samtidig var lidt træt i kadaveret, besluttede jeg at tilbyde remis efter 21. træk i en fordelagtig stilling. I baghovedet lurede også et grimt deja vu fra 5. runde!



Stillingen efter 21. Le3-f4. ½ - ½


Stockfish giver mig ca. +1, og jeg står da også fint. Hans løber er truet, og når den går til f7 kan jeg opfølge med d5 eller måske Se4. Men som sagt var jeg frygtelig fredsommelig indstillet i sidste runde.



Afslutning


Nedenstående tabel opsummerer præstationen, der gav en lidt beskeden 16. plads ud af de 100.


Er jeg tilfreds? Tja, ud fra en matematisk betragtning gav mit ratingtal på 1822 en lille forhåndsforventning om at kunne spille om de 4 præmiepladser på sidstedagen. Det blev som bekendt ikke tilfældet. Jeg havde undervejs slutstillinger til ekstra 1-1½ point, hvis jeg havde været lidt skarpere eller mere ærgerrig, hvilket kunne have bragt mig op på 5½-6 point. Jeg havde selvfølgelig så også mødt andre modstandere undervejs herunder den 13-årige dreng, der vandt gruppen med flotte 6½ point! Men med ½ sæson under huden efter næsten 20 års skakpause - og man er jo ikke blevet yngre i de 20 år - så er det nok ikke helt unormalt, at være lidt uskarp på de forkerte tidspunkter. Så alt i alt manglede jeg vel ½ point i at være nogenlunde fint tilfreds skakmæssigt. På hyggekontoen var turneringen HELT klart en succes. Og i vores alder og styrke er det nok også den parameter turneringen skal bedømmes på.


Så alt i alt en rigtig god turnering!


Jakob fik også en fin turnering med flere flotte sejre og remiser mod meget stærke spillere med 2300+ herunder en IM’er. Han fik sågar skønhedspræmie undervejs. Han sluttede på en 30. plads - også med 4½ point.


Jeg kan sluttelig varmt anbefale turneringen. Meget hyggelig stemning i flotte omgivelser. Og så ligger byen tæt ved Oldenburg og Bremen i rimelig køreafstand fra Rødby-færgen. Hvis kalenderen tillader det kunne jeg meget vel være at se dernede igen næste år.

Hvor & hvornår


Spilledag:

Tirsdag kl. 19.00

Torsdag: Hjemmekampe i holdturneringen


Sæson:

September til april (inkl.)


Spillested:

Kettinge Fritidscenter

Kettingevej 78

4892 Kettinge

Kontakt


Formand:

Jens Peter Petersen

Email: formand@slskak.dk

Mobil: 23395503


Kasserer:

Svend Aage hansen

Email: kasserer@slskak.dk

Tlf: 23379967



Webmaster:

Sigurd Marthendal

Email: webmaster@slskak.dk

Mobil: 93957963


PR:

Henning Andersen

Email: pr@slskak.dk

Mobil: 61121097

Du er besøgende nr:

web hit counter