Odensemesterskabet 2019

Odensemesterskabet 2019

Diagram 1

Diagram 2

Diagram 3

Jeg deltog i weekenden d. 11.-13. oktober i det traditionsrige Odensemesterskab, der arrangeres af Skakklubben Frem. Turneringen afvikles med 5 runder og med 1½ time + ½ time efter træk 40. Med de sædvanlige 30 sek. pr. træk.

Jeg skulle forsøge at gentage succesen fra sidste år, hvor jeg vandt min gruppe med 4 point. Men da feltet var utroligt tæt ratingmæssigt, vurderede jeg, at det nok skulle blive nogle seje kampe.


I første runde skulle jeg med hvid møde en nyslået danmarksmester – Jeppe Hald Falkesgaard. Jeppe havde weekenden forinden lige erhvervet både mestertitel (var dog ikke opdateret til turneringen) og Danmarksmesterskabet for spillere under 12 år. Ikke en spiller man skal tage let på trods alder og højdeforskellen. På forhånd var jeg da også tilfreds med remis sådan en fredag aften efter en lang halvdum arbejdsuge. Men jeg havde hvid, og det forpligter trods alt til at prøve lidt. Strategien var at overfalde ham fra start med noget utraditionelt og halvaggresivt, så han ikke kunne tørre gulv med mig i åbningsteori. Jeg regnede med, at han havde mere styr på den del af spillet end jeg. De unge læser og lærer jo så meget! Kunne jeg trække partiet ud i et slutspil, kunne det være mine chancer var ok der. Men det harmonerer så ikke med en hurtig remis…. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes strategien. Han kom så grueligt galt afsted i åbningen, og jeg kan kun tilskrive førnævnte arbejdsuge, at jeg ikke så, hvordan jeg nærmest kunne afslutte partiet, før det rigtigt kom i gang. (Se diagram 1.)


Jeg tror det skriger til himmelen, og står i noget nær alle skaklærebøgers forord, at jeg nu skal slå på g6. 18. hxg6, fxg6 19. Th6 (trækket jeg ikke kun finde), Kg7 20. Tdh1 og det er svært at se, hvordan sort skal holde sammen på stillingen. 20. - Th8 går ikke, da jeg bare bytter et sæt tårne og spille Dd7+. Så ryger der mindst et tårn. Da jeg ikke kunne finde ud af taktikken i stillingen holdt jeg fast i strategien med at tage slutspillet. Jeg spillede 18. Dd4, og Jeppe byttede med glæde. Jeg var nu heller ikke utilfreds, da jeg mener slutspillet – grundet min bedre bondestruktur – er afgørende. Og jeg får da også tilkæmpet mig gevinststilling (igen). (Se diagram 2.)


Jeg spiller 35. e4, og regner faktisk med at vinde nu. Sort svarer 35. –, a5. Og så laver jeg aftenens anden buk. Jeg slår Gud hjælpe mig med tårnet i stedet for bonden. Jeg værdigede det nærmest ikke en tanke. Jeg forstår det ikke!! Havde jeg slået med bonden, kunne den bare marchere i mål. Og det er så tydeligt. Det ville ikke hjælpe ham at bytte tårn, da hans konge skal passe bønder i resten af spillet, mens jeg guffer bønder. I stedet kom 36. Txd5, Txd5. 37. exd5, b5! Det var lige trækket jeg havde overset. Nu løber slutspillet ud i remis, hvis man har styr på teknikken. Så meget kunne jeg dog hente frem fra gemmerne. Der bliver frem til diagram 3 byttet nogle bønder.


Jeg har lige spillet 42. Kxa5, og ved første øjekast ser det tabt ud. Teknikken er, at sort ikke både kan holde hvids konge fra enten at komme ned og forsvare egen bonde eller gå i ”nakken” på sorts bonde. Sort kan godt få sin bonde frem til g4 og sin konge til f3. Men det bliver på bekostning af at hvid dækker sorts bonde i nakken, så sort ikke kan slå hvids bonde uden sort også taber sin. Det er let at se i diagram 4, som er remisstillingen.


For at hold remisen, er det vigtigt, jeg ikke rører min bonde. Havde jeg flyttet bonden på et tidspunkt, hvor Jeppe havde oppositionen, havde jeg tabt. Så lidt fungerede stadig på en lang træls fredag.


I runde 2 skulle jeg med hvid møde Poul-Erik Petersen fra Silkeborg. Partiet blev lidt mere spændende end det først så ud til at skulle blive. Jeg fik tidligt i spillet foræret en mulighed for at vinde en centrumsbonde og give Poul-Erik en dobbelt isoleret f-bonde. Så burde det ligesom køre hjem af sig selv. Måske derfor fik jeg spillet en smule for nonchalant, og pludselig fik jeg smidt en taktik i hovedet. (Se diagram 5)

Jeg har med ca. 3 min + tillægstid lige spillet 31. Df5-h7 og får 31.-, Dxe3 at arbejde med. Der hænger tårn + mattrussel. Det første, jeg kiggede hurtigt på, var Dh8+, men syntes ikke, der var noget i det. Når man sidder roligt med kaffen mandag morgen, så er det åbenlyst, at opfølgning med Dxf6+ (efter Dh8+) vinder. Jeg skal virkelig til at arbejde på taktik…! I stedet spillede jeg det næsten naturlige Tc2?, som også vandt. Men kun fordi Poul-Erik så efterfølgende ikke fik svaret rigtigt på det. Han slog på d4 med dronning, og havde glemt sin løber på b8, da jeg giver skak på e2. Tårnet kom imellem på e6, og så var det slut.


I 3. runde skulle jeg med sort møde Erik Olsgaard Hansen fra Præstø. Vi havde efter 1. runde fredag aften siddet i hotelbaren og talt om, at man kunne være fredelig og så få en aften i Odense ud af turen. Med 1½ point efter 2 runder tænkte jeg, at det kunne der ikke være noget galt i, så efter 2. runde spurgte jeg, om han var fredeligt indstillet i 3. runde. ”Nu får vi at se” var det kryptiske svar. Det kunne jeg ikke bruge til noget, så jeg gik tilbage på hotellet, fik en hurtig ”morfar” og forberedte mig mentalt på et kampparti. Og mødte således frisk og kampivrig op. Blot for at se at Erik ikke var til stede. Hans ur tikkede faretruende ned mod deadline for, hvornår man skal indfinde sig til kampen (senest 30 min. efter start). Efter 25 min. kom han endelig. Han havde selvfølgelig været til DSU-mødet, der blev holdt den weekend. Jeg spurgte om vi skulle forsøge at få genstartet uret, men det syntes han ikke. Han trak 1. e4 og tilbød remis. Hmmmm. Kunne han for fa…. da ikke have udtrykt sig lidt tydeligere 3 timer tidligere. Nu var JEG klar til kamp, men jeg følte, jeg måske var lidt usportslig, hvis jeg spillede med hans ur. Efter et par minutters betænkningstid, hvor Erik måske kunne se, at jeg havde nogle kvaler med, hvad jeg skulle gøre, hviskede han, at jeg bare skulle spille, hvis det var det, jeg havde lyst til. Og så startede kampen. Vi nåede dog kun at spille 11 teoritræk til en stilling, der går for at være lige. Der var selvfølgelig stadig noget at spille på, men fra en stilling hvor ingen kan påberåbe sig fordele. Så jeg tilbød remisen, som blev accepteret.


I 4 runde skulle jeg med hvid møde Thomas Nielsen fra Nordsjællands skakklub. Han havde 2½ point, og lå i spidsen. Det blev et meget langt parti på 5 timer og 72 træk før jeg satte ham mat. Jeg kom på et tidspunkt lidt under pres og valgte at tage en dobbelt isoleret e-bonde for at komme ud af trykket og afvikle til dobbelt tårn-slutspil. Jeg vurderede, at e-bønderne ikke som sådan var nogen svaghed, da han ikke kunne angribe dem, og han kunne heller ikke få fremdrift i sin stilling uden, at bønderne blev byttet af. Faktisk var det mig der kom i angreb. (Se diagram 6).


Jeg spiller det rolige 20. Le2. Det lægger hårdt pres på kongefløjen. Hvis han dækker med g7-g6, falder hele hans kongefløj sammen via tryk på f7 med tårnene og på g6 med min løber, der går tilbage på d3. For at undgå at spille g7-g6 spiller han også 20. -, Lb5 som jeg bytter. Så har han også en isoleret dobbeltbonde.

Men hans bondestruktur og stilling generelt er ikke god, og herfra spiller jeg på gevinsten. Det ender også med, jeg får afviklet mine e-bønder og får guffet hans b-bønder. Partiet slutter med 2 bønder i overskud, der sammen med konge og tårn får sat ham mat, mens hans tårn kan kigge til fra kulissen.


I sidste runde skulle jeg møde Thomas Christensen fra Kjellerup. Jeg skulle have sort, og selvom jeg lige havde været i en lang kamp, følte jeg mig nogenlunde kampklar. Jeg overvejede selvfølgelig, om jeg skulle forsøge mig med et tidligt remistilbud, som ville sikre mig mindst en delt 1.-2. plads. Men jeg var kamplysten og følte intuitivt at mine chancer var gode mod ham (jeg ved ikke hvor jeg havde den intuition fra…?). Så jeg satsede hele butikken, og ville spille på gevinst. Hvis det lykkedes ville jeg få 1. pladsen alene samt ca. 60 dejlige ratingpoint. Desværre kom jeg aldrig rigtig ind i kampen. Og da jeg regnede på en ”længere” variant, der skulle befri min stilling, fik jeg ikke lige et mellemtræk med i variantberegningen. Sådan nogle ”småtræk” kan være ganske ubehagelige, og var det i den grad også her. Da jeg i en mere eller mindre tabt stilling kort tid efter samtidig lavede en grov overseelse, var partiet definitivt slut. Jeg trak nogle træk yderligere, for at give ham lov til at sætte mig mat i træk 21. Det var kontant afregning.


Det blev således ”kun” til en delt 2.-3. plads i år. Lidt nedtur, da jeg havde muligheden især i første runde mod Jeppe. Men det var sædvanen tro en dejlig turnering, som Frem skal have stor ros for. En turnering, hvor man også ser mange unge juniorer. Hvoraf en af dem blev min ”halvbanemand”.


Jeg glæder mig til næste år, hvor jeg bestemt regner med at deltage.

Skrevet af:

Michael Nielsen

Diagram 4

Diagram 5

Diagram 6