Da jeg i nærmeste fremtid hverken har ånd eller tid til at analysere partierne, bliver alle betragtninger 100 % subjektive baseret på hukommelsen.

Jeg havde på forhånd glædet mig rigtig meget til turneringen. Navnligt fordi jeg var kommet i gruppe med 2 af vores unge kvindelige talenter, der vist begge har optrådt på kvindelandsholdet. Kvinder og landsholdsspillere ses jo ikke så meget i vores landsdel, så frem for en ”skakhverdag”, hvor man bliver spanket af halvgamle mænd, så jeg frem til den fornyelse, det må være at blive spanket af to unge kvinder. Det i sig selv kan sætte nogle interessante tanker i gang!

I første runde skulle jeg netop møde en af dem med sort: Ellen Kakulidis. Grundige forberedelser havde givet mig valg mellem at spille Tjekkisk Benoni, hvor jeg havde set hun spiller sin f-bonde en smule for tidligt frem. Teorien giver sort ”fin” stilling, men computeren foreslår hvid et aggressivt bondefremstød/offer, som jeg ikke var helt sikker på, jeg havde lyst til, hvis det kom frem. Alternativ kunne jeg vælge en ”Grünfelder”, hvor hendes modstander havde spillet upræcist, og som giver sort nogle ok muligheder. Dog lå der undervejs et sort bondeoffer, som – hvis accepteret – er godt for sort, men som jeg ikke lige havde tid til at nærstudere. Så tilbage var beslutningen, om jeg skulle spille Dronningegambit. Her spillede hun en variant jeg finder let kedelig, men havde luret, at hvis jeg spillede åbningen via trækomstilling, kunne jeg måske lokke hende ind i en variant, jeg synes er lidt sjov at spille. Og ganske rigtigt, forberedelsen gav pote. Ovenikøbet kendte hun tilsyneladende ikke varianten, for hun fik stillet sin dronning på et lidt uheldigt sted, som gav mig mulighed for at få udlignet i åbningen og endda få lidt fordel i terræn på dronningefløjen. Jeg fik det måske spillet lidt unøjagtigt, for hun fik på et tidspunkt en smule modspil på kongefløjen, og efter at have ofret/tabt en centrumbonde, var hun lige ved at fange min dronning. I hendes kraftige tidnød (jeg havde god tid på uret) fik jeg endda stjålet en officer for en bonde. Men så gik jeg i et fuldstændigt blackout, hvor 15 min. af mit liv er fuldstændigt forsvundet fra min bevidsthed (meget ubehagelig følelse!). Så jeg var også kommet lidt i tidnød. I de døende sekunder fik hun endnu en bonde, og så var det efter kontrollen lidt mere kompliceret, at skulle afvise hendes angreb og føre partiet til gevinst. Jeg mener stillingen ved træk 40 er vundet, men som det nogle gange kan ske lige efter en tidnød, så fik jeg kvajet mig, så slutspillet blev tårn og fem bønder mod mine 3 bønder og springer/løber. Og med 7 og 12 min tilbage på uret tog vi remis.

I anden runde skulle jeg møde Johnny Holler Johansen fra Frem (Odense), som jeg vist i mine unge dage fra Fyn, havde tabt til. Vi spillede en variant i Siciliansk som jeg (og GM Yasser Seirawan) mener er god for sort, men som Johnny kendte udmærket, og ikke var helt enig i (Johnny er vist ret teoristærk af en spiller af vores styrke). Og selvom jeg spillede ”korrekt”, kom jeg ud for et gevaldigt pres, hvor jeg ikke kendte alle forsvarstrækkene. Jeg fik også lavet en fejl, som jeg straks så, da jeg havde sluppet brikken. Det kostede en kvalitet for en bonde. Heldigvis fik jeg mobiliseret mine bønder, taget nødvendigt terræn, og så ellers forholdt jeg mig passivt, så han ikke kunne bryde igennem. Så det sluttede også remis.

I tredje runde mødte jeg Christian Karstensen fra Tønder med min første hvid. Jeg kom fint fra start og fik givet ham en isoleret centrumsbonde. Den er jo ofte et tveægget sværd, men da jeg kunne få nogenlunde kontrol over den og c-linjen, mente jeg det var ok. Jeg fik også spillet mig frem til en optisk set kanon god stilling, hvor alle officerer var aktive mod han passive. Hans brikker var endda mere eller mindre låst, så jeg havde tid til at starte en langsigtet plan op, der involverede en bondestorm på kongefløjen. Eller det var i hvert fald hvad jeg troede. Han havde lige et springertræk tilbage til baglinjen, der ud over at dække for mat på g7, også gav mulighed for at starte et kontraangreb. Jeg fik desværre ikke spillet forsvaret voldsomt godt, og pludselig var den isolerede d-bonde blevet et lidt større problem, end jeg kunne håndtere. Det blev så et stort flot 0 i tredje runde.

I 4. runde skulle jeg med 3. sort  møde Henning Brøgger Jensen fra Fredericia som heller ikke havde haft en fantastisk god turnering. Han satte en ære i at gå ud af teorien. Vi havnede i en ’”fransk”, hvor jeg havde fået ”det hvidfeltede problembarn” ud på den anden side af bondekæden på f5. Den lukkede stilling havde flere spændende offermuligheder, da hvid ikke havde rokeret. Endvidere fik jeg på et tidspunkt muligheden for at bytte min ”gode” løber med springer på a3 og give ham en dobbeltbonde. Det var nok den plan jeg skulle eftersætte, men da jeg ikke rigtigt kunne se, hvordan jeg ellers skulle kunne bryde stillingen og udnytte svagheden, valgte jeg at køre med b-bonden i stedet for at bytte løber/springer. På kongefløjen lykkedes det ham – med lidt hjælp – at bytte min hvide løber for en springer og ødelægge min bondekæde. Det gav følgende stilling med masser af dynamik (se diagram).

Jeg spillede 19. - , Sce5 som han slog med e-bonden. Herefter spillede jeg – helt uforståeligt – 20. - , Dxg1 i stedet for Td8 (og bagefter Dxg1). Stillingen ville nok stadig være i hans favør, men den ville være kompleks, og jeg ville i hvert fald ikke blive blæst ud af brættet som partifortsættelsen viser. Han førte mig til skafottet og eksekverede henrettelsen på fornem vis: 21. Dd5, Td8. 22. Sg7+, Kf8. 23. Se6+, Ke8 (i et kort sekund tænkte jeg remis ved trækgentagelse, men nej). 24. Sc7+, Kf8. 25. Lh6 mat. Ups

I sidste runde skulle jeg med hvid møde Freja Vangsgård fra Århus – den senere turneringsvinder med 4 af 5. Efter mange overvejelser besluttede jeg at møde hendes Caro Kann. Jeg havde håbet lidt, at hun måske kunne finde på at genoptage hendes Skandinavisk, hvilket kunne give mig nogle stillinger med masser af dynamik. Men skulle det ikke ske, var jeg ret indstillet på, at det nok kunne ende med remis. Den psykologiske indstilling om at begrænse det dårlige turneringsresultat betød at jeg – lidt imod min selvopfattelse af spillestil – undtagelsesvist spillede lidt destruktivt afbytningsskak, hvor jeg tidligt tilbød remis, hvilket blev afslået uden nogle overvejelser!! Der var én der ville vinde!

Vi havnede så hurtigt i et 6 + 6 bondeslutspil, hvor jeg havde 4 – 3 bondemajoteten på dronningefløjen. Da jeg var længst fremme med både bønder og konge, begyndte jeg at ane muligheden for et helt point. Hun fik imidlertid ”brudt” bondemajoteten op i en fribonde til mig, som hendes konge havde styr på. Da min konge både skulle passe fribonden og passivisere hendes overvægt på kongefløjen, skulle der et større regne- og tællearbejde i gang. Med præcist spil ville alle varianter betyde, at vi fik dronninger samtidig – hende på b1 og jeg på h8. Ved forceret spil kunne vi begge få sejren. Jeg følte jeg havde fuldstændigt styr på alle kritiske varianter og oppositionsspillet, så jeg tilbød remis (så kunne jeg nå sidste færge uden at skulle køre ”Ronny Ræs”). Det blev lidt overraskende afslået. Jeg havde en forventning om, at hun også kunne se de kritiske varianter, og jeg med remistilbuddet havde fortalt hende, at jeg også havde styr på dem!

Men nej, vi skulle danse lidt yderligere med kongerne for at forsøge at lokke mig ud af oppositionen. Det lykkedes selvfølgelig ikke, hvorefter hun brød med én af bønderne på kongefløjen. Jeg opgav min centrumsbonde og ryddede kongefløjen, hun dronningefløjen, og blev langt om længe enig om remis før dronningforvandlingerne. Og jeg nåede med hiv og sving – og en tung speederfod – sidste færge fra Spodsbjerg til Tårs.

1½ point gav et ”lille” ratingtab. Ikke specielt sjovt. Det kunne med rimelighed (hvis sådan noget findes i skak) være blevet til et point i første runde. Det kunne så til gengæld være blevet til et 0 i anden. De to tab? Tja, udemærkede stillinger blev ikke spillet rigtigt, og så taber man. Det er vel også ok. Det er vist godt skaksæsonen er ved at være slut.

Men hyggelig turnering, der spilles i fine omgivelser. Klart anbefalelsesværdig.