Weekenden d. 13-15. oktober deltog jeg i den traditionsrige og hyggelige turnering i Odense. Hvis man lige ser bort fra mine ungdomsdage på Fyn, har jeg i nyere tid deltaget i 2018, 19, 21 og nu også 2023. Så vidt jeg husker med nogenlunde resultat og præmie nogle år. I gamle dage foregik turneringen under lidt andre forhold – 7 kampe med et parti om dagen. Og så gik der 7 lørdage med det! Nu er det det kendte format med 5 kampe på en weekend.

Modsat tidligere år var jeg i år ikke specielt motiveret – og slet ikke forberedt på nogle måder. Jeg vidste knap nok, hvem jeg var i gruppe med. Meget ulig mig til sådanne turneringer, men lysten til skak har ikke være voldsom, siden jeg kom hjem fra turneringen i Magdeburg sidste sommer. Det har så også afspejlet sig i resultaterne. Tillige mødte jeg op fredag, træt og uoplagt, da jeg ikke havde sovet ret meget natten til fredag. Og så var rækken af alle de dårlige undskyldninger ligesom fundet frem, pakket i kufferten og klar til at blive langet over disken i takt med, at de dårlige resultater nok fortsat ville tikke ind!

Faktum var, at jeg var særdeles motiveret for en hurtig remis i første runde!

Det viste sig, at jeg var kommet i en meget lige gruppe i Basis 1, hvor ratingspændet ikke var stort. Jeg var en af de laveste i en gruppe med 3 modstandere fra tidligere år i OM. Mod disse havde jeg scoren 2-1, hvoraf den ene sejr var mod holdkammeraten fra Guldborsund - Thomas Nielsen.

I første runde skulle jeg med sort møde en, jeg ikke kendte. Åbningen gik mest med at tænke på, hvornår jeg kunne være bekendt at tilbyde remis. Og da åbningsspillet var ovre, stod jeg pludselig ganske fornuftigt med pres på hans stilling og med udsigten til måske at vinde en bonde. Bonden – ja faktisk 2 bønder – blev vundet. Ikke helt på den måde jeg troede, men fordi min modstander fik spillet lidt halvskidt. Og måden, jeg valgte at inkassere de to bønder på, var hellere ikke optimal, da de to bønder var 2 isolerede f-bønder i et tårnslutspil.

Ikke den bedste forudsætning for gevinst, men da vi begge spillede slutspillet lidt småskidt, kunne det måske kaste noget af sig.

Jeg fik lullet mig ind i nogle afbytninger af bønder på begge fløje, som gjorde at de 2 merbønder i f-linjen nu var forvandlet til en f- og h-bonde som de eneste bønder på brættet (ud over vi hver havde et tårn). Og det var først da stillingen var på brættet, at det gik op for mig, at jeg havde kvajet mig. Jeg vidste, at det er en teoretisk remisstilling. Godt nok skal man kende teknikken til at forsvare det, men da min modstander stod meget aktivt, var jeg tæt på at tilbyde remis. Men der var lige en mulighed for fusk som skulle afprøves. H-bonden skulle ofres, og det lagde grundstenen til, hvad turneringsledelsen i deres rundereferat beskrev som ”Tilskuerne ved Basis 1 fik gode lektioner i tårnslutspillets ”dos and donts””. Jeg og Thomas stod for dos og vores modstandere for don’ts.

(Kampgejst i Odense – Dansk Skak Union / Nyheder)

Og således kom der hen imod midnat og efter 79 træk lidt ufortjent og særdeles uventet et helt point på tavlen. Hold kæ.., hvor var jeg træt, da jeg hen imod kl. 1-1.30 lå i min seng og så på uret for sidste gang!!

Næste morgen skulle jeg så møde Thomas, som heldigvis også havde været ude i en maratonkamp natten i forvejen. Efter 13 træk endte partiet ved, at jeg tog en trækgentagelse. Jeg stod (klart) bedst, og under andre forhold havde jeg formentligt kæmpet videre. Computeren giver mig +2,2 i score på den variant, jeg sad og regnede på inden remisen. Men jeg havde ingen ressourcer i hovedet, så jeg var mere interesseret i at komme tilbage på hotellet og få sovet lidt.

Veludhvilet mødte jeg lørdag eftermiddag så op til 3. kamp – klar til en god slåskamp på de 64 felter. Jeg skulle have sort mod gruppens anden Thomas. Ham havde jeg også mødt i 2019, og det var ham, jeg den gang tabte til i sidste runde, hvor remis havde været nok til gruppesejr. Jeg kom rigtigt galt afsted den gang og kom også lidt presset ud af åbningen denne gang. Men han var lidt mere nådig i år, så jeg fik nørklet den stilling frem på brættet, som jeg forsøgte at opnå, da han pludselig og uventet tilbød remis. Stillingen var meget uklar, men nu kunne jeg få løst op for mine problemer. Spørgsmålet var så, om de varianter, jeg skulle regne på, ville give mig en lidt bedre stilling eller bare udligne. Da jeg ikke syntes, at der var noget i nogen varianter accepterede jeg remisen, og således sluttede ”kamppartiet” efter blot 13 træk.

Så var det endelig tid til det, Odensemesterskabet også handler om. Lørdag aften i byen med godt øl og noget god mad med min skakrejsekammerat Jakob Bjerre! Vi havde ikke set hinanden siden Magdeburg for over et år siden.

Inden de to sidste runder lå jeg med 2 point på en 3-delt 1. plads. Det var i den grad uventet, men virkelig dejligt. Nu kunne jeg komme derfra uden alt for store skrammer, og jeg var næsten sikker på minimum at få en remis i 4. runde – mente jeg. Hermed ville mit ratingtal i det mindste være sikret.

I 4. runde skulle jeg møde den 3. gamle kending og den højest ratede, som jeg den gang vandt over i et langt og ikke lige skønt parti. Han er en type, der ikke prøver meget aktivt ved et skakbræt, og derfor en lidt hård nød at knække. Den gang hjalp det mig, at han overså en simpel bondegevinst, men det kunne jeg nok ikke forvente skulle ske igen. Men grundet hans spillestil mente jeg som sagt, at jeg med hvid nok kunne hente mindst en remis. 
Jeg havde igennem partiet en minimal fordel det meste af tiden. Men efter blot 19 træk begyndte livet at fise ud af stillingen. Der var godt nok mange officerer tilbage, men ingen af os havde væsentlige svagheder, så jeg tilbød remisen som straks blev modtaget. Så kunne jeg forblive frisk til sidste runde, hvor jeg skulle møde ham, jeg nu delte 1. pladsen med.

Før sidste runde var vi 2 spillere med 2½ point som skulle mødes, og så var der 2 med 2 point med hver deres modstandere. Så vi kunne selv afgøre kampen om førstepladsen. Remis kunne også være nok til, at vi delte pladsen alene, hvis de andre også spillede remis. Og det var lige hvad der skete. 2 remiser i de to andre kampe, men det fik ikke gassen til at gå ud af vores parti.

Det blev et rigtigt kampparti, hvor stillingen var meget lige før spændingen blev brudt i centrum. Herefter fulgte en del træk og slagudvekslinger, hvor jeg med sort havde teten med et mulehår. Stillingen var meget kompleks, så jeg følte på intet tidspunkt at noget var sikkert – og om jeg virkelig stod bedst. Det kan silikone-monsteret så efterfølgende betrygge mig i, men den viden ville jeg godt have haft ved brættet!

Men intet godt varer altid ved på vores niveau. På et tidspunkt får jeg undervurderet et af modstanderens træk, som jeg ikke får fulgt rigtigt op på. I virkeligheden var hans træk ikke specielt godt. Det dårlige var det træk, jeg troede, jeg skulle spille som svar på det – og så begyndte det pludselig at gå den anden vej. Fra at være foran med +1,2 kom jeg nu ned med -1 i score omkring 20. træk. Det positive var, at min modstander var ved at komme i voldsomme problemer på uret. Og der skulle laves de sidst 20 træk til det 40. træk på mindre end 10 minutter i en kompliceret stilling. Jeg havde lidt mere tid på kontoen – for en gang skyld. 
De efterfølgende slagudvekslinger tog en god portion af de 10 minutter – og også en hel del af mit overskud. Jeg overså en chance for at komme ud af problemerne for blot at ende i en helt håbløs tabt stilling. Eller helt HÅB-løs var den ikke. Jeg gjorde et sidste forsøg på fusk og på at komplicere stillingen, da partiet var ved at gå ind i den fase, hvor modstanderen levede af tillægstiden. (Se diagram)

Jeg var i stillingen nede med -4 og der er masser af problemer, da jeg efter laaaang betænkningstid og vurdering af flere dronningetræk spillede 23. -, De2-h5, som computeren dømmer til endnu mere tab. Nu havde vi begge to meget lidt tid til at nå træk 40. Heldigvis virkede min modstander en smule stresset, selvom han ikke så sådan ud. Men det kan fornemmes. Dronningetrækket var det træk, der i praksis og i kampens hede måske kan give en evigskak ved at ofre sig igennem bønderne foran den hvide konge. Nu var det sekunder og det bedste overblik, der vinder, og i det spil befandt min modstander sig tilsyneladende ikke godt. Jeg havde det på den anden side ganske fint trods presset, for jeg havde jo praktisk talt allerede tabt partiet.

Partiet fortsatte 24. h4?! (unødvendigt), g6 (heller ikke det bedste, men praktisk). 25. Te1?! (naturligt men ikke godt), Dg4 (eneste træk). 26. Se2? Dd1! var eneste træk der opretholdt fordel. Nu er stillingen helt lige, men det blev den ikke ved med at være. 26.-, Df3 Ikke det bedste træk, men det truer tårnet, og så meget andet. Bonden f5-f4! eller et tårn til e8 havde været bedre og sikret en remis ved korrekt spil (ifølge computeren!). Men det er maskinskak. Jeg turde ikke spille f4 p.g.a. ressourcen Tg5! 27. Tdd1?? (rigtigt skidt træk - det var panik lige før vingefald), Se4 Nu var det slut, og jeg kunne endelig smile selvtilfreds i mit stille sind, takke højere magter og navnlig min modstander for pointet og turneringssejren. Partiet sluttede. 28. Lxf8, Dxf2+, 29. Kh1, Lxg3. 30. Dxe4, Dh2 mat.

Og således sluttede turneringen meget overraskende med 3½ point til mig. Jeg havde forud for turneringen frygtet at blive sendt hjem med en ordentlig røvfuld og en hel del ratingpoint lettere. Nu blev det en turnering uden tab og med 1 point ned til nærmeste modstander. Samt 36 ratingpoint (1,1 point over forventet score). Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så glad for at vinde en turnering før – ud over vores egen klubturneringer.  

Hvis man skal tage noget med fra turneringen må læren være, at det hjælper en hel del på den samlede score at fedte en remis hjem i lige stillinger frem for at prøve at forcere til gevinst med risiko for tab. Kende sine begrænsninger - de halve point kan godt vægte en del i turneringstabellen frem for de forkerte gevinster og tab til forkerte spillere. Det er selvfølgelig lettere at acceptere remiser, når alle modstanderne har samme styrke/rating som en selv og ikke 200 point under. 😊 

Og så skal der også en del held og hjælp fra modstanderen i kritiske situationer. Det hjælper også! 😊 

Arrangørernes slutreferat med stillfoto af den glade gruppevinder ses her: Jens Ramsdal vandt i Odense – Dansk Skak Union / Nyheder (og her til højre... red.)