Jeppe og undertegnede tog i weekenden 12.-14. oktober til den Fynske hovedstad for at deltage i det traditionsrige Odensemesterskab. Jeppe har inden for de seneste år tidligere deltaget i turneringen, mens vi for mit vedkommende skal helt tilbage til mine unge år i det fynske skakliv for at finde min deltagelse i turneringen. Det var dengang, hvor man afsatte 7 lørdage eller søndage i løbet af nogle måneder for at spille skakturneringer.

Nu afvikles turneringen som så mange andre over 5 runder fra fredag til søndag, med betænkningstid som vi kender det fra klubben, bortset fra man efter 40. træk får en ekstra halv time tillagt. Med beliggenhed i det centrale Odense, og med god sponsoraftale med bl.a. Cabinn hotellerne (rabat på overnatningerne for deltagerne) samt med over 100 deltagere, er der rigtig hyggelige rammer om turneringen!

For mit vedkommende har optakten til turneringen – det forgangne år(!) –været ganske forfærdelig skidt!!

Alt for mange gode stillinger er gennem efteråret og foråret blevet forspildt af uprovokerede grove fejl, oftest spillet i stillinger, der i større eller mindre grad var tæt på at blive afgjort til min fordel. Senest har Banke Rust været nådesløs mod både resultater og humør til skak. Og derfor skulle turneringen være ”lakmus-testen” for, om alderen har indhentet mig med de konsekvenser, det kan have for de skaklige præstationer, eller om krisen ”kun” er begrænset til at lange arbejdsdage bare ikke er kompatibel med skak om aftenen.

Nå, nok om optakten og selvynken - og nu til skakken.

Jeppe var næsthøjest ratet i basis 4, og kommer næppe til at huske tilbage på turneringen med glæde – ud over selvfølgelig at have nydt mit gode selskab og godt øl i en hel weekend! 😊

I første runde fik han en remis i hus, hvilket vist var ok. Så var man ligesom i gang.

Men så startede katastroferne. I anden runde fik Jeppe med sort blandet Najdorf-varianten ind i Dragevarianten (hans modstander mente den hed Dragdorf-varianten 😊). Det så selv sagt ikke så kønt ud, og Jeppe måtte da også ned med flaget, uden der vist var så meget at sige til det.

I 3. runde kom der andre boller på suppen. Jeppe fik rigtig flot udspillet sin modstander, og stod på et tidspunkt til at vinde en officer. Han skulle bare lige flytte en springer op og true modstanderens dronning inden han indkasserede den gratis officer. Jeppe var desværre så ivrig efter den materielle gevinst, at han nærmest a tempo nuppede officeren, og overså at modstanderen havde et mellemtræk med netop dronningen. Så i stedet for at vinde en officer kom han bagud med en kvalitet, hvilket ikke kunne holdes i slutspillet.

Her stoppede Jeppes uheld desværre ikke. I 4 runde havde Jeppe glemt at slukke sin arbejdstelefon. Og helt ekstraordinært tikkede der et opkald ind fra håndværkeren derhjemme. Det takserede dommerne desværre til tab. I parentes skal lige siges, at FIDE har indført nye sanktionsmuligheder (vist nok fra 1/8-18) over for sådanne hændelser. Nu behøver hændelser med mobiltelefoner ikke tabsdømmes, hvis turneringsleder/dommer vurderer at det er hændeligt uheld. Mindre straffe som eks. tidsreduktion er nu en mulighed. De nye regler kendte dommerne desværre ikke, og kunne selvfølgelig ikke dømme med tilbagevirkende kraft, efter jeg nævnte de nye regler for dem, så Jeppe måtte ned.

Med kun ½ point i 4 kampe skulle finalen om bundplaceringen udkæmpes med Jan Ambirk fra Vordingborg, som også kun havde ½ point. Det var for begge spillere vist turneringens vigtigste parti som ingen ville tabe!!

Trods den dårlige turnering, havde Jeppe heldigvis ikke tabt kampgejsten og det evigt gode humør. Han fik med hvid tilkæmpet sig en kvalitet mod Aljechins forsvar, og kørte partiet sikkert hjem.

For mit vedkommende skulle jeg med hvid møde en tysker i første runde. Jeg var efter en lang arbejdsuge ikke helt indstillet på at skulle kæmpe til langt ud på aftenen om pointet blot for at opleve endnu en katastrofe. Så jeg havde på forhånd proklameret over for Jeppe, at jeg ville gå efter en hurtig remis. Og efter Jeppes mening lignede jeg også en, der bare skulle have en hurtig fredsløsning og derefter i øl-baren.

Problemet var bare, at jeg allerede efter 10 træk syntes, jeg stod så meget næstbedst, at jeg ikke kunne være bekendt at tilbyde remis. ☹

Men med aktivt modspil og med en lille smule hjælp fra modstanderen, kom jeg pludselig til at stå rigtig godt! Alt for godt til at tilbyde remis. 😊

Desværre rakte de skaklige evner ikke til at køre partiet hjem. Det enorme tryk jeg fik lagt på hans stilling, fik jeg efter nogle tåbelige officersafviklinger ikke mere ud af end nedenstående tårnslutspil med en bonde i overtal. Se diagram.

Vi kommer ind i partiet efter træk 40, hvor sort har trukket Ke7.

I træthedens tåger kunne jeg ikke se særligt meget, og mente, at det trods merbonden nok var remis – og det havde min modstander allerede tilbudt to gange tidligere i partiet.

Men pludselig kom jeg i tanke om en ”lignende” stilling mellem Carlsen og Nakamura, som jeg havde set i Weekendavisen for et halvt års tid siden, hvor Carlsen opgiver forsvaret af sin kongefløj, og går med kongen uden om sit tårn og via dronningefløjen til modstanderens baglinje, hvor tårn og konge i fælleskab gennemfører angrebet succesfuldt! Partiet kan ses elektronisk flere steder bl.a. her: https://www.youtube.com/watch?v=Om09NX4NEFE

Selvom stillingerne ikke er helt identiske, tænkte jeg, at den ide kunne måske også bruges her, så jeg begyndte at mobilisere kongen til vandringen. Der kom 41. Kf1, Ta1+. 42. Ke2, Ta2+. 43 Ke1, Tb2. Hvis han skakker igen kommer kongen på d2 og jeg sætter tårnet imellem, hvis der kommer endnu en skak. 44. d5, Tb1+. 45. Kd2, Tb2+. Sætter jeg tårnet imellem nu, bytter han bare og vinder min d-bonde, med uoverskuelige konsekvenser for os almindelige dødelige. Men vindertrækket er at spille det planlagte 46. Kc3!! Hvis 46. – Txf2 følges op med Te5+, og hvid vinder relativt let. Afhængig af hvilken vej sort går med sin konge på skakken, så enten tager tårnet bonden på e4 eller kongen går op og tager bonden, mens tårnet tager f-bonden ved lejlighed, når sort flytter sit tårn på f2. I begge tilfælde vil mine centrumsbønder og aktive brikker afgøre partiet.

Men jeg endte med at trække remiskortet og spillede kongen tilbage til e1.

Hvorfor???? Jeg havde jo set den rigtige plan, og med en halv time ekstra på uret og med de seneste træk udført a tempo, var der god tid til at regne og vurdere stillingen lidt længere tid!

Måske det skyldtes kombinationen af at være mødt op gevaldig ”vingeskudt” og træt. Måske fordi jeg trods alt havde været tilfreds med remis som udgangspunkt, og kampkræfterne var sluppet op. Måske det endnu en gang var en mental nedsmeltning – denne gang var det bare et træk der ikke blev lavet frem for et fuldstændig tåbeligt tabstræk.

Jeg ved det ikke…!!

Men det kostede et halvt point i tabellen. ☹☹!

I anden runde - og efter en ikke alt for god nats søvn - skulle jeg have sort. Kampen blev sendt live på nettet, så det gjaldt om ikke at blamere sig for meget.

Jeg kom hurtigt til at stå ganske godt, men evnede ikke at se, hvordan den gode stilling skulle bearbejdes hjem. Så igen trak jeg remiskortet med at bytte af til en ukompliceret stilling. Det gav samtidig tid til at komme hjem på hotellet og få en lille ”morfar” på sengen. 😊

I tredje runde skulle jeg – frisk, frejdig og udhvilet - med hvid møde en ung fyr på min søns alder (et år ældre og 6-700 ratingpoint mere end Laurits). Det blev spil til et mål. Jeg fik min åbning igennem og fik masseret en lige stilling til et stærkt kongeangreb, som han ikke holdt til. Så kom der da også en pind i tabellen.

I 4. runde skulle jeg med sort møde den lokale Albert Mechlenburg Møller som er endnu et ungt talent. Min bror fra Fyn kendte ham fra de fynske skakkredse og mente, at det var på plads at advare mig på SMS aftenen før. Jeg havde dog siddet ved siden af ham runden forinden og havde set, at han spillede meget hurtigt - og meget godt - taget tidsforbrug i betragtning. Jeg ville næppe vinde mange hurtig- og lynpartier mod ham. Sandsynligvis ingen overhovedet!! 

Faktisk tror jeg, at Frank her vil møde sin overmand på uret. Men her holder sammenligningen også op. Albert er kun 10 år, og er allerede på vej mod de 1800. Kort før kampstart talte jeg med Albert og hans far og nævnte, at jeg syntes, at han spillede godt, men at han skulle bruge mere tid på at regne dybden i hans træk. Det var både far og dreng enig i. Det var så også den eneste hjælp, han fik fra mig den dag. 😊

Selve partiet blev ikke så hård en kamp, som jeg frygtede, når man lige ser bort fra det stressende i, at mit ur tikkede hele tiden uden at modstanderen lavede nogle store fejl de sekunder, han tænkte!

Ikke desto mindre var vi færdig efter 25 træk og godt og vel en times spil (jeg havde en halv time tilbage på uret…). Partiet blev afgjort ved, at Albert havde sat en grim afdækkerfælde op. Jeg fandt et træk, jeg nærmest vidste, ville få ham til at spille hans planlagte taktik, fordi det inden for hans tidsforbrug ville se godt ud. Men hvis man regnede lidt dybere, var det ingenlunde svært at se, at han ville tabe en officer på forsøget. Og da Albert var hurtig på uret, faldt han i sin egen (eller min) fælde, og pointet gik min vej.

5. runde var gruppefinale. Jeg havde før runden 3 point og min modstander – som var min gamle klubkammerat fra mine unge dage i Svendborg – havde med 3½ point været stærkt spillende. Kravet var en sejr med hvid, mens en remis ville sikre mig en 2. plads. Ved tab skulle jeg nok dele 2.-pladsen med tyskeren fra 1. runde.

Qua den hurtige gevinst om formiddagen havde jeg god tid til at forberede mig mentalt. Jeg vidste at min modstander kunne finde på at spille meget forskelligt i åbningsspillet. Så jeg tror jeg lå 2-2½ time på en bænk i den lokale park, nød efterårssolen og spillede de forskellige åbninger igennem mentalt for at finde de åbningstræk, der med størst sandsynlighed ville give mig stillingstyper, der ville passe mig bedst til den ”kontrollerede offensiv”. Alt imens jeg prøvede at klemme en lille lur ned. 😊

Forberedelsen viste sig på flere måder at være godt givet ud. Kort inde i åbningen havde vi en stilling, der som sådan var helt lige, uden at jeg havde fået åbningsfordelen med hvid. Men vigtigere følte jeg at have vundet en mental åbningskamp, da jeg havde fået en stilling, hvor jeg havde afholdt min modstander fra at stille sig op på en måde, jeg i situationen ikke ville spille imod. Og nu havde jeg et godt udgangspunkt for at massere stillingen uden at gå alt for meget på kompromis med risikoen.

Strategien gik lidt lettere igennem end forventet, da der kort efter åbningen opstår en stillingstype, jeg mente at kunne huske, at Tartakower (eller en anden af de gamle store mestre) gik grueligt galt i (jeg har desværre ikke kunnet finde partiet til referatet, så måske jeg gør Tartakower grueligt uret).

Anyway, jeg tænkte, at hvis Tartakower kunne fejle, så kan Ib fra Svendborg nok også. Så frem for at spille det mest åbenlyse aggressive træk i den aktuelle stilling, spillede jeg et andet fornuftigt og lidt mere roligt udviklingstræk, som gav min modstander ro til at falde i fælden. Og ganske rigtigt: åbningsbommerter går tilsyneladende ikke af mode. 😊

Trods nede med en officer lykkedes det Ib at kæmpe for at lukke stillingen med de 2 x 8 bønder på brættet. Min merofficer var spærret inde bag egne bønder. Efter 30 træk var nedenstående stilling fremkommet.

Ud fra et spændingsmoment er stillingen ikke så interessant, da jeg mener merofficeren vinder ved at doble tårnene i f-linjen og skubbe f-bonden frem. Sort kan ikke stoppe det ved at sætte tårn på f5, da jeg så spiller h2-h3 fulgt op med g3-g4.

Det der er ”sjovt” og måske instruktivt i stillingen er, at selvom planen er krystalklar, kom jeg til at tænke på Petrosian; den gamle mester fra den sovjetiske skakskole. Ud over at være en fænomenal forsvarsspiller var han også tålmodig og rigtig dygtig til at sætte sine officerer rigtigt inden aktive handlinger. Jeg huskede i stillingen et parti, hvor han havde pakket sin modstander helt ned på dronningefløjen. Alle angrebsbrikker (og modstanderens forsvarsbrikker) stod optimalt uden at der kunne laves nogle forbedringer. Skulle Petrosian vinde, skulle han også etablere svækkelser hos modstanderen på kongefløjen ved at køre frem med kongebønderne. Og da han holdt modstanderen i en stram ”armlås”, brugte han 5-6 træk på at flytte sin konge fra kongefløjen til dronningefløjen, inden han kørte frem med bønderne – bare fordi han kunne og for at være på den sikre side, så kongen ikke blev blottet. 

Selvom jeg måske kunne udføre min plan uden større risiko, mente jeg, at jeg jo lige så godt kunne bringe kongen i sikkerhed på dronningefløjen. Hermed slap jeg for at regne på komplikationer, hvor springer og konge kom i skudlinjen af åbne tårnlinjer. Og så er det vel ingen skam at spille som Petrosian – bare en lille bitte smule. 😊

Så langt kom min konge dog ikke før det var slut. Der kom: 31. Kf2, h4? Sort har ingen fordel i at åbne stillingen. Heller ikke med udsigten til måske at vinde en bonde i visse varianter. Ib havde sikkert ikke set hvordan jeg kan fortsætte. 32. gxh4, Lxf4. 33. Kg2! Ups 33. –, e3. 34. Le1, Tee8. 35. Lg3. Nu bliver stillingen alligevel åbnet op, og der er udsigt til at blive byttet mange officerer af. Tillige vinder jeg e-bonden.

Under en øjenkontakt i Ib’s tænkepause, lod jeg ”diskret” Ib vide, at jeg havde lang vej hjem, og som den hædersmand Ib er, gav han straks op – og undskyldte at finalekampen blev lidt tam grundet hans åbningsfejl. En lille trøst var måske, at jeg kunne oplyse, at han med sin åbningsbommert var kommet i fint selskab blandt én af de gamle mestre. 😊

Resultatet blev således 4 af 5 point, og dermed en 1.-plads i gruppen.

At jeg fik lidt hjælp undervejs af fortidens og nutidens store mestre, behøver man jo ikke råbe højt om – så det bliver mellem os. 😊