I weekenden d. 8-10 november deltog undertegnede med sønnike i det Sydfynske, idet Fåborg Skakklub inviterede til Willy Abrahamsen Mindeturnering. Willy var desværre bortgået tidligere på året og havde som en del af sit testamente tiltænkt sin lokale skakklub med den sympatiske klausul, at pengene skulle bruges til en turnering med fokus på juniorarbejdet. Det betød, at der var usædvanligt høje præmier af en sådan ”almindelig” EMT at være. I juniorgruppen for spillere under 1100, hvor Laurits skulle vise sit værd, var førstepræmien 1.000 kr. Vi andre seniorer kunne kæmpe om hhv. 1.500 kr og 750 kr for de øverste placeringer. I øverste gruppe var der 6.000 kr. på spil.

For mig personligt var det ikke kun kampen om de store pengepræmier, der var usædvanligt:

• Jeg præsterede at komme for sent til første runde, fordi jeg ikke havde tastet en rigtige adresse ind i gps’en. Ikke særligt optimalt, og normalt er jeg dælme velforberedt mentalt som tidsmæssigt, når jeg tager til en turnering!
• Jeg var som eneste ikke-mesterspiller lavest ratet i gruppen (Mester 2).
• Jeg præsterede at tabe på tid i 4. runde (efter nok at have stået til gevinst). Nok kan jeg ”lejlighedsvis” være presset på tiden, men uret får sjældent lov at løbe ud.
• I 3 ud af 5 kampe anvendte jeg det (måske) lidt tvivlsomme ”Døring-system”, hvor man ikke bruger tid på ligegyldige træk som rokade. Jeg må dog medgive, at det gav rigtig lovende stillinger, men få point…
• Jeg blev sidst i min gruppe med kun 1½ point af 5 uden at vinde et eneste parti. Det tror jeg ALDRIG, jeg har prøvet før, så vidt jeg husker.

Og således kunne referatet fra en usædvanlig turnering slutte her.

Godt nok siger man, at resultattavlen ikke lyver, og nej det gør den heller ikke! Der står lige præcis så mange point, man har formået at få – på godt og ondt. Men den fortæller intet om kampene. Og her må jeg sige, der var dømt godt og enormt spændende kampskak i alle 5 kampe. De to første partier mundede begge ud i remiser. Ok start, hvis ikke det var fordi, det nok burde have været 1½ - 2 point i stedet. I 2. runde fik jeg følgende stilling med hvid efter blot 14. træk (se diagram).

Det kræver nok ikke den helt store skakforståelse for at se at jeg står til gevinst. Sort har INTET modspil, eller forsvar for den sags skyld, imod mit angreb på dronningefløjen (forudsat man så også kan finde ud af at vinde det). For hvem der har brug for at kvantificere stillingen siger computeren næsten +3 til mig. I stillingen sidder jeg midt i en personlighedskamp mellem skakhjerne og skakhjerte. Hjernen siger jeg skal spille a4-a5, og det var jeg da også tæt på at spille a’ tempo efter sorts 14. træk. Men hjertet sagde at d4-d5 er meget flottere. Også det vinder, men er knapt så stærkt (igen ifølge computeren), fordi det giver sort en ”umenneskelig” forsvarsressource som vi alm. dødelige, der holder af vores brikker ikke spiller. Jeg trak selvfølgelig d4-d5, som fik sort til at trække springeren tilbage til udgangsfeltet på baglinjen, og 2 træk senere spillede jeg a4-a5. Også klar gevinst, men i det følgende fik jeg spillet kombinationerne lidt forkert, hvilket betød, at jeg måtte nøjes med at tage remisen.

I 3. runde valgte jeg med sort en lidt skæv variant i Siciliansk, men afveg af uransagelige grunde fra min forberedelse. Det eneste, jeg fik ud af det, var, at jeg tabte den ofrede bonde uden nogen kompensation OVERHOVEDET. At jeg så alligevel fik et godt spil ud af det, skyldtes at min unge modstander nok valgte at slappe lidt for meget af. Han har formentligt tænkt, at den klaphat behøver han ikke bearbejde så seriøst. Ikke at jeg kan fortænke ham i det med det åbningsspil, jeg lagde for dagen!

Ikke desto mindre præsterede jeg at få etableret et pænt angreb mod hans kongestilling, men på bekostning af rokaden. Om jeg objektivt havde noget i stillingen har jeg i skrivende stund ikke noget bud på. Det så trods minusbonden og den manglende rokade fint ud, men det lykkedes min modstander at finde nogle forsvarstræk, som jeg ikke fandt tilstrækkelige kraftfulde træk imod. Og da jeg nåede tårnslutspillet med en bonde nede og begyndte at ane og håbe på remisen, røg jeg på en kombination, der kostede endnu en bonde. Og så var det slut.

I 4. runde fik jeg med sort endnu en kanon stærk angrebsstilling. I et svagt øjeblik fik jeg sat min løber på et flugtvejsfelt for én af mine andre officerer. Jeg så det lige i samme sekund som jeg satte løberen, men ikke tids nok til at jeg ikke havde sluppet brikken. Min modstander så desværre også officersgevinsten, der lå 5 træk ude i fremtiden. Og den tog han, men prisen var, at han mistede 2 kongebønder for at indkassere officeren. Således blev mit angreb bestemt ikke reduceret væsentligt af officerstabet, da hans kongestilling nu var piv åben og med flere af hans officerer langt fra majestæten. Men kampen havde tæret på de tidsmæssige ressourcer, og frem mod tidskontrollen ved træk 40, gik det lidt galt, så jeg måtte afvikle til slutspil med 3 bønder for officeren. Brikkerne fløj over brættet, da jeg tabte på tid i en stilling, hvor han havde to tårne mod mit ene. Men hvor jeg havde to samlede bønder på 2 og 3. række, klar til snart (måske) at forvandle. Det var lidt øv, og igen et parti, der burde have givet mere end det runde nul.

I sidste runde var der atter kampskak på programmet. Jeg havde endnu en gang ofret rokaden mod at angribe modstanderens kongestilling. På et tidspunkt får jeg snydt min modstander og vinder en centrumsbonde. Få træk senere ofrer han en kvalitet, mod at få et gevaldigt tryk på kongefløjen og kongestillingen (i centrum 😊). Da partiet går ind i den afgørende fase, hvor jeg skal forsvare materiale og min stakkels konge, er vi begge i tidnød (jeg mest selvfølgelig). I en MEGET svær stilling med ”alt for lang tid” til træk 40, hvor vi fik en ekstra halv time skal jeg finde febertrækkene i de 30 sek. tillægstid. Jeg får naturligvis ikke fundet de rigtige træk, og må til sidst aflevere et tårn. Jeg får samtidig dog lavet et desperat modstød. Objektivt set er det nok stadig tabt – jeg har ikke haft stillingen på analysebrættet endnu. Men min modstander var heldigvis også påvirket af sin egen tidnød, og kommer således også til at gå galt i byen forsvarsmæssigt. Han er oppe med en officer og stadig i angreb, men med mig i trækket i en stilling i brand. Ved udsigten til at hans konge står og stirrer skrækslagen ind i øjnene på min dronning og en af mine bønder, tilbyder han remis. Jeg får ca. 45 sek. til at vurdere tilbuddet. Jeg kan se, at jeg kan vinde officeren tilbage med skak, men er der mere??? Det kunne jeg ikke se, hvorfor jeg accepterede tilbuddet.

Og således blev en turnering, der resultatmæssigt ikke er værd at skrive om, på flere måder alligevel en mindeværdig turnering med godt og dejligt kampskak. Så er det lidt lettere at acceptere, at jeg kun hev halvt så mange point hjem, som jeg synes jeg efter stillingerne ”burde” have haft.

Laurits fik en 3-delt 3. plads med 3 af 5 point og havde således lidt mere tur i den, på trods af han var i gruppe med en del ”nye” juniorer, der med 1100 i rating nok var sat lidt for lavt i forhold til deres faktiske styrke.

Og således kunne vi drage hjem lidt rigere på erfaringer og lommepenge.